Prøv avisen

Verdens ældste bibel bliver online

Codex Sinaiticus - kendt som verdens ældste bibel - er her udstillet i den tyske by Leipzig. Torsdag bliver skriftet lagt ud på internettet. - Foto: Florian Eisele Denmark

Det, der menes at være verdens ældste bibel, bliver nu tilgængelig på internettet

Det er næsten 1700 år siden, de hellige ord blev nedfældet i Codex Sinaiticus, der menes at være den ældste bibel i verden sammen med et andet værk, Codex Vaticanus.

Og nu træder Codex Sinaiticus ind i den moderne tidsalder. Højtopløselige billeder af den ældgamle bibel bliver lagt ud på internettet torsdag i denne uge, skriver The Telegraph.

Codex Sinaiticus stammer fra omkring år 350 og er skrevet på pergamentpapir. Det består af Det Gamle og Det Nye Testamente håndskrevet på græsk.

- Mellem den smukt håndskrevne græske tekst er den tidligste overlevende kopi af hele Det Nye Testamente, og de tidligste og bedste kopier af nogle af de jødiske skrifter, lyder beskrivelsen fra British Library, der sammen med universitetet i Leipzig står bag projektet med at affotografere bogen og lægge den ude internettet.

Ifølge British Library er Codex Sinaiticus en 'uvurderlig skat'. Den blev fundet i Egypten for mere end 150 år siden, og en del blev skænket til den russiske zar. Senere solgte Stalin 694 sider til British Library.

Den gamle bibel vil på torsdag blive lagt ud på www.codex-sinaiticus.net.