Verdens ældste og måske største universitet

AL-AZHAR: Da danske imamer i februar rejste til Mellemøsten med en berømt sagsmappe med Muhammed-tegninger, var al-Azhar-universitetet i Kairo et af de steder, de bare skulle besøge. For islamister i Egypten står det store lærdomscenter dog i dag som et negativt symptom på landets verdsliggørelse

Al-Azhar-moskeen i det centrale Kairo er et af verdens ældste og største universiteter. Al-Azhar betyder "Den strålende". -- Foto: Scanpix.
Al-Azhar-moskeen i det centrale Kairo er et af verdens ældste og største universiteter. Al-Azhar betyder "Den strålende". -- Foto: Scanpix.

For danskere, der fulgte med i Muhammad-krisen, er navnet al-Azhar ikke ukendt. Det var rektoren eller Shaykhen for al-Azhar- universitetet, Sayyed Tantawi, der tog imod delegationen af muslimske imamer den 5. februar. Han blev så opbragt over, hvad han hørte, at han indkaldte Det Islamiske Forskningsakademi til hastemøde få dage efter. Senere i begyndelsen af januar, udsendte han forsonlige toner, da den danske ambassadør var på besøg. Men i slutningen af januar gik han forrest i demonstrationer imod Danmark og græd over den uret, der var begået imod profeten.

Der herskede dog nogen forvirring i de danske medier om, hvem og hvad al-Azhar er, og om forholdet til Muftien og andre religiøse personligheder. Den forvirring er måske ikke så mærkelig.

Al-Azhar ("Den strålende") er navnet på en stor moske i det centrale Kairo, og egypterne kan med nogen ret hævde, at det også er verdens ældste eksisterende universitet. Moskeen blev opført så tidligt som år 969, da det nuværende Kairo blev grundlagt, og den var fra begyndelsen et betydeligt lærdomscenter. Kairo var i de næste 200 år regeret af det shiitiske dynasti Fatimiderne, og de førte en ekspansiv ideologisk politik med udsendelse af missionærer til nær og fjern. Al-Azhar var det sted, hvor de studerede og blev trænet.

Omkring moskeen voksede kollegier frem, med bogsamlinger, lærerværelser og sovesale. Og i moskeen selv sad lærerne op ad hver sin søjle med en lille cirkel af studerende foran sig og gennemgik klassiske teologiske og juridiske værker. Fra 1200-tallet, da Egypten igen var sunnitisk, satte al-Azhar en ære i at undervise efter samtlige de fire store sunni-retsskoler. At være Azhari var – og er fremdeles – en æresbetegnelse, der borger for en grundig uddannelse i de islamiske religiøse discipliner.

Da Egypten i 1798 blev erobret af Napoleon, blev universitetet sæde for en oprørsbevægelse imod franskmændene. Det er Azharier stolte over i dag. I Azhariernes egne bøger er det i øvrigt blot et enkelt eksempel på de studerendes og lærernes nationalisme og islamiske modstandsideologi. I virkeligheden var historien mere uklar, idet lederne af al-Azhar også blev venner med franskmændene. Og sådan har det også været ved mange andre lejligheder.

Den gradvise kontakt med Europa førte til en dramatisk modernisering i Kairo i 1800-tallet. Nye eliteskoler blev oprettet for at levere kandidater til nye typer embeder i de nye ministerier og styrelser. Al-Azhars uddannelse blev opfattet som utidssvarende. Dertil kom, at det typisk tog en 12-15 år at blive uddannet, og at der manglede en større eksamen og klare og brede kompetencer. Fra slutningen af 1800-tallet måtte universitetet gennemgå den ene reform efter den anden for at blive tidssvarende. Nye bygninger måtte opføres med klasselokaler, skemaer, curricula og årseksaminer. Men langsomt blev man klar over, at kandidaterne også måtte have nye kompetencer, og at forståelsen af lov måtte indbefatte andre retskilder end de islamiske.

Den helt store reform kom i 1961. Den daværende præsident, Nasser, var interesseret i at anvende al-Azhar som et kort i en aktivistisk udenrigspolitik, og havde allerede opført en hel by for at tage imod muslimske studerende fra Sydasien og Afrika. Men al-Azhar skulle nu også sende delegationer og kandidater til andre lande for at betjene deres muslimer – og fremme en egyptisk-arabisk forståelse af islam. Hjemme i Kairo fik universitetet en særlig campus for kvinder, og ikke-religiøse fag som polyteknik, medicin og landbrug blev indført. Endelig skulle de studerende lære om konkurrerende ideologier, som kommunisme, og hvorfor de var galt afmarcheret. Reformerne fremmede en nasseristisk version af islam som en ideologi, der betonede social ansvarlighed, offervilje, anti-imperialisme og statens rolle i økonomi og udvikling.

Endelig grundlagde man også Det Islamiske Forskningsakademi, en forsamling af 50 store lærde, som skulle udføre undersøgelser og afgive betænkninger om nutidige fænomener (som f.eks. pensioner, forsikring eller medicinske landvindinger) og vurdere dem fra et islamisk synspunkt. Hensigten var at gøre det til det internationale islamiske akademi, men det forhold, at egypterne hele tiden har haft majoriteten, har begrænset dets gennemslagskraft i andre dele af verden. Saudi-Arabien oprettede året efter som et modtræk Den Muslimske Verdensliga, der med bredere repræsentation og flere penge fik gode forudsætninger for at sætte al-Azhars akademi i skyggen. Det var typisk, at Tantawi kunne indkalde det med få dages varsel.

I dag må al-Azhar være et af verdens største universiteter. Ganske vist har Kairo fået en række andre universiteter, hvoraf det vigtigste, Kairo Universitet, har op imod en kvart million studerende. Men al-Azhar har grene overalt i Egypten, foruden enkelte i udlandet. I Egypten selv har det efterhånden 355.000 studerende, hvoraf godt 110.000 er kvinder. Hertil kommer, at al-Azhar driver en væsentlig del af de egyptiske grundskoler og gymnasier, med i alt over en million elever.

En væsentlig grund til universitetets store vækst er paradoksalt nok islamismens fremkomst de seneste 40 år. For det universitet, som skrantede så meget gennem det meste af det 20. århundrede, og som Nasser i praksis gjorde økonomisk og politisk afhængig af den sekulære egyptiske stat, har fået en vigtig rolle som bolværk imod islamismen. Præsidenterne Sadat (1970-81) og Mubarak (1981-) har haft brug for en religiøs allieret, og det oplagte valg var den store og prestigebetonede al-Azhar, som staten i forvejen havde fuld kontrol over. Så i takt med, at de militante islamister bredte sig og blev en trussel mod den politiske elite (Sadat blev skudt af islamister i 1981), blev Shaykhen for al-Azhar en gennemgående figur på egyptisk stats-tv eller på store turneer rundt omkring i landet, hvor han fortalte befolkningen om de unge mænds misforståelser af Guds fredselskende religion. Al-Azhar taler gerne om islam som moderationens religion og "midtervejen".

Så al-Azhar er vokset med islamismen, fordi det skal vise et alternativ. Men helt så enkelt er det ikke. Ligesom på Napoleons tid er Azhar både til samarbejde og til modstand. For islamisterne er al-Azhar et symptom på, hvad der er galt: en ædel islamisk institution, som er blev statsliggjort og en marionet i regimets hænder. Dette kan al-Azhar ikke have siddende på sig: Universitetets ledelse mener derimod, at det har vundet store sejre i kampen mod sekulariseringen af det egyptiske samfund. Det har det gjort ved at opbygge sit skolesystem, optræde så meget i medierne og ved at modsætte sig lovgivning, som det fandt var imod den islamiske retstradition.

Èn ting er, hvad ledelsen mener. En anden ting er staben og de studerende. På universitetets teologiske og juridiske fakulteter er der lærere og studerende med islamistiske sympatier. I 1990'erne lavede de en særlig al-Azhar- front, som kritiserede ledelsen i medierne. Men der er formentlig også mange, som er både skeptiske over for ledelsens samarbejde med regeringen og over for islamisternes politisering af religionen. Malika Zeghal, som gennemførte en større interviewundersøgelse blandt de religiøse lærere på al-Azhar, fandt, at mange havde valgt at koncentrere sig om undervisningen og deres personlige fromhedsliv og opfattede den stadige politisering for eller imod som selvpromoverende politiske kampagner.

Tilbage står, at al-Azhar er mere end et universitet. Næppe nogen anden rektor for et universitet i verden er så medie-eksponeret som Sayyed Tantawi. Der går ikke en dag, uden at han er i mange arabiske og udenlandske medier. Da den danske ambassadør i januar – og senere de danske præster i februar – besøgte ham, var der dusinvis af tv-stationer og rapportere til stede, hidkaldt af universitetet selv. Hvad kritiske islamister og andre i den muslimske verden end måtte mene om rektoratet, den statslige kontrol og samarbejdet med den egyptiske regering (til præsidentvalget i september 2005 opfordrede Tantawi åbent folk til at stemme på præsident Mubarak), så er al-Azhar ikke så nem at affærdige. Det er stadig et sted, hvor lærere og studerende kan Koranen udenad, og hvor de studerende bruger lang tid på grundige studier af den islamiske tradition – også de ældre forfatterskaber, som man de fleste andre steder lader ligge. Det er en konservativ og selvfølende institution, som kender betydningen af sit navn, i Afrika, i Asien, i den arabiske verden. Og efterhånden også i Europa og Danmark.

udland@kristeligt-dagblad.dk

JAKOB SKOVGAARD-PETERSEN

Jakob Skovgaard-Petersen er islam-forsker, dr. phil. og direktør for Det dansk-egyptiske dialoginstitut i Kairo. Han har tidligere været ansat som lektor på Carsten Niebuhr Afdeling ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet. Hans forskning handler især om islamisk retstænkning, politiske ideologier og undervisning i det 19. og 20. århundrede. Har blandt andet skrevet bogen "Defining Islam for the Egyptian State". Læs mere om Jakob Skovgaard-Petersens arbejde på Det dansk-egyptiske dialoginstitut på internetadressen http://dedi.org.eg.

Studerende ved al-Azhar-universitetet modtager undervisning i computere. – Foto: Scanpix.
Studerende ved al-Azhar-universitetet modtager undervisning i computere. – Foto: Scanpix.