Verdens ældste Markus-fragment giver røde ører

I 2012 blev et stykke papyrus præsenteret som det hidtil ældste fragment af Markusevangeliet. Nu er der udkommet en bog, som ændrer den debat

Dette fragment er stadig det ældste kendte fragment af Det Nye Testamente. Det stammer fra omkring år 125-150 e.Kr., indeholder ord fra Johannesevangeliet og kendes som ”Rylands Library Papyrus P52”. –
Dette fragment er stadig det ældste kendte fragment af Det Nye Testamente. Det stammer fra omkring år 125-150 e.Kr., indeholder ord fra Johannesevangeliet og kendes som ”Rylands Library Papyrus P52”. – . Foto: Ritzau Scanpix.

I februar 2012 var scenen sat til en højt profileret debataften om Bibelens troværdighed i en fyldt foredragssal på et stort universitet i USA. I hver sit ring-hjørne stod henholdsvis én af de førende evangelikale forskere, Daniel Wallace, og én af de førende bibelkritiske forskere, Bart Ehrman.

Sidstnævnte havde nogle år forinden rystet brede kredse i den amerikanske kirkeverden med en kioskbasker af en bog, hvor han hævder, at ordlyden i Det Nye Testamente slet ikke er så poleret og sikker, som moderne oversættelser giver indtryk af. Oprindeligt var tekstoverleveringen mere flydende, indtil det kirkelige hierarki i oldkirken satte sig på teksten og drejede den i en ortodoks retning. Der skete en ”ortodoks korruption” af bibelteksten.

Wallace vil denne aften modbevise Ehrmans synspunkter. Han leder et forskningscenter, der med lys og lygte søger klostre og museumskældre igennem efter gamle papyrusfragmenter fra den helt tidlige periode, typisk det 2. og 3. århundrede, som kan bevise, at de senere store, oldkirkelige håndskrifter fra det 4. århundrede ikke har fordrejet teksten.

Og han har netop haft et næsten himmelsk held med sig. Han er blevet kontaktet af en repræsentant for den rige kristne Green-familie, der er i gang med at opkøbe store mængder af antikke håndskrifter med ønsket om at åbne et bibel- museum i Washington. Han fortæller Wallace om et sensationelt fund af et fragment af Markusevangeliet, som en højt estimeret ekspert i papyrus-håndskrifter har dateret til det 1. århundrede. Tilmed giver han Wallace lov til at breake historien på sin forestående debat med Ehrman.

Det gør han, og som en sagde bagefter, var det, som om Ehrman tabte mikrofonen. Hvis nyheden var sand, at der nu findes et fragment fra det 1. århundrede med tekst svarende til den, vi kender, kunne det være et alvorligt anslag mod Ehrmans teori.

Men var nyheden nu også det, sand? Den gik straks viralt, og spørgsmålene regnede ned over Wallace. Hvem ejer fragmentet? Hvem står for dateringen? Det eneste, Wallace ville sige yderligere, var, at fragmentet ville blive udgivet officielt inden for et år på det anerkendte forlag Brill.

Det år kom og gik. Og flere med. Seks år i alt gik der, før udgivelsen nu endelig foreligger. I denne periode var der bestemt ikke tavshed om ”1. århundrede-Markus-fragmentet”, som det blev døbt.

Især amerikanske debattører, der søgte at forsvare Bibelens troværdighed, henviste ofte til det som ”det fældende bevis”.

På så godt som alle måder overrasker den officielle udgivelse. Det viser sig, at fragmentet ikke er ejet af den rige Green-familie, men derimod indgår som del af et kolossalt arkiv i Oxford i Storbritannien med flere hundredtusinder fragmenter, kendt som Oxyrhynchos-arkivet efter dets ophavssted i Egypten.

Mest overraskende er imidlertid den officielle datering: Efter nøje undersøgelser angiver de to udgivere det til at stamme fra tidsrummet 150-250 e.Kr. Det gør det faktisk til det ældste fragment af Markusevangeliet, vi kender til. Men altså ikke til et ”1. århundrede-Markus- fragment”.

På den baggrund lagde Daniel Wallace sig straks fladt ned og udsendte en officiel undskyldning til Bart Ehrman på sin blog, der kvitterede med at modtage den på sin Facebook-profil.

Dermed skulle man tro, at det så var den historie, der kunne parkeres med en morale om, at det er lige galt, når ivrige bibeltro forskere forsøger at bevise Bibelens troværdighed med rygter uden forskningsmæssig sikkerhed, som når bibelkritiske forskere gør det samme med modsat fortegn.

Det var for eksempel, hvad der skete, da Jesus for et par år siden fik en kone for en tid, indtil det viste sig, at teksten bag ægteskabet var forfalsket.

Men noget tyder på, at historien ikke slutter her. En navngiven person, Scott Carroll, der arbejdede for Green-familien, da Wallace bragte meddelelsen om fragmentet i 2012, har siden udgivelsen offentligt hævdet, at han blev tilbudt at købe det af ingen ringere end en af de to Oxford-forskere bag udgivelsen, Dirk Obbink.

Det benægter selskabet, der har myndigheden over Oxyrhynchos-arkivet. Det vil også være en uhørt skandale, der vil ryste det gamle Oxford-selskab.

Men netop nu er det ord mod ord. Vi ved, at disse gamle tekstfragmenter er mere værd end deres vægt i guld, og at de skifter ejere i handler, der ikke altid ser dagens lys. Flere har uden held forsøgt at få Obbink i tale for at få lukket de løse ender.

Indtil videre sidder der en evangelikal forsker i USA med røde ører. Spørgsmålet er, om der også er et sæt i Oxford.