Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Interview

Verdens første åbent lesbiske biskop stopper efter 10 år: Jeg håber, jeg har været en stemme for dem, som ingen stemme har

Eva Brunne stopper i morgen efter 10 år som biskop i Stockholm. – Foto: Magnus Aronson

Nu går biskop over Stockholm Eva Brunne på pension. I hendes embedsperiode er den svenske kirke svundet ind, alt imens biskoppen er blevet anklaget for at støde folk fra sig med sin politiserende facon. Men det ville have været et svigt ikke at råbe op, mener hun

Det vakte voldsom furore, da svenske Eva Brunne i 2009 blev valgt som biskop over Stockholms stift. Brunne er åbent lesbisk, ja, hun lever tilmed i et registreret partnerskab. Og det kunne ikke forenes med rollen som biskop i verdens tredjestørste lutherske kirke, mente kritikerne dengang.

Men Eva Brunne blev valgt. Og selvom det var med snæver margin, og en række fremtrædende udenlandske repræsentanter udeblev fra indsættelsesceremonien, trådte Brunne ikke i baggrunden efter den tumultariske begyndelse på bispetiden. Tværtimod. For den 65-årige biskop trives i modvind. Og hun føler sig forpligtet til at tage del i den offentlige samtale og udtale sig til fordel for samfundets svageste. Også selvom det undervejs giver nogle knubs.

”At gøre vores kristne røst gældende, når den behøves, det er vores fornemmeste opgave. Vi nyder stor troværdighed i samfundet, og det forventes, at vi deltager i samfundsdebatten. I alt fra spørgsmål om fattigdom over klima og til migration. I alle de sager skal vi forkynde Jesus og drage konsekvenserne af vores tro.”

I morgen overlader Eva Brunne embedet som biskop over Stockholm til Andreas Holmberg. Hun og resten af den svenske kirke kan se tilbage på 10 år med stabilt faldende medlemstal, og nu spørger flere sig selv, om de politiske følger, Brunne gennem tiden har draget af sin tro, har fyldt rigeligt meget.

Allerede i 2010 fik Eva Brunne med sin tale ved Rigsdagens åbning Sverigedemokraterne til at udvandre. Ligesom det skabte voldsom debat, da hun i 2015 foreslog midlertidigt og i særlige tilfælde at flytte et kors i bederummet i den svenske sømandskirkes lokaler, så anderledes troende følte sig velkomne.

Men hvorfor skal kirken have en holdning til alt fra CO2- til flygtningekvoter? Eller sat lidt mere på spidsen: Har Eva Brunne og den svenske kirkes forsøg på at fremstå inkluderende endt med at virke ekskluderende?

”Overhovedet ikke! Og jeg synes, vi bruger alt for meget tid på at tale om medlemstilbagegang. Tænk, hvis vi var lige så optaget af at berette om Jesus! Vi skal formidle vores budskab og have en holdning til samfundet omkring os. Det er ikke bare naturligt – det er aldeles essentielt!”.

Eva Brunne understreger, at hun og kollegerne bærer ”enhedens embede – ikke enighedens”. Og det er væsentligt i en kirke med 6 millioner medlemmer og markante holdninger. Hvis alle drog samme konklusioner af deres tro, ville det blive sekterisk, siger hun. Hvorefter hun medgiver, at den svenske kirkes holdninger påfaldende ofte placerer sig samme sted som de venstreorienterede partiers. For Brunne, der selv er erklæret socialdemokrat, er der dog kun ét sted at søge svar og vejledning. Og det er ikke i partibogen.

”Jeg læser min bibel. Og beder. Og jeg samtaler med mennesker. Det er på den måde, jeg finder min vej og min mening. Når jeg møder mennesker, som er fattige eller udsatte, så kan jeg mine lignelser. Jeg ved, hvordan Jesus nærmede sig udsatte mennesker. Og på den måde kommer jeg frem til, hvad jeg selv skal gøre.”

Men hvad tænker du, når andre – ligeledes ledt på vej af bibel, bønner og menneskemøder – drager helt andre konklusioner end dig selv?

”Selvfølgelige ser kristne rundtom i verden forskelligt på meget, men vi forenes af bønnen. Og det er jo også læren fra Jesus – når han blev bekymret eller usikker, satte han sig også ned og samtalede og bad.”

Kristeligt Dagblad beskrev i august, hvordan den kirkelige aktivisme på flygtningefronten herhjemme ”er gået under jorden” de seneste 10 år. Samme udvikling har Eva Brunne – til hendes udelte tilfredshed – oplevet i den svenske kirke.

”Det kirkelige samfundsengagement er i dag kendetegnet ved mere handling og mindre snak. Da flygtningene ankom i 2015, var 85 procent af vores menigheder i stand til at omstille sig med det samme, så de kunne bidrage til modtagelsen. De slog kirkens døre op, folk åbnede deres hjem, startede sprogundervisning og skabte tryghed for de nyankomne. Menighederne gør sig nu mere i den slags og mindre i klassiske aktioner,” fortæller Eva Brunne.

”Ved dagens gudstjeneste traf jeg faktisk en person, jeg var aktivist sammen med i 1980’erne. Vi afholdt blandt andet gudstjeneste på den italienske ambassades trappe for at protestere mod deres håndtering af kernevåben. Nogle gange blev vi endda fjernet af politiet. Det er sjove minder, men det gjorde ikke for alvor en forskel. Men det gør den hverdagsaktivisme, vi ser i dag. Folk handler i fællesskab uden at råbe højt. Det er jeg meget stolt af.”

Men når kirken aktivt vælger side i spørgsmål, der splitter befolkningen – eksempelvis flygtningekrisen i 2015 – risikerer man så ikke at fremmedgøre de mennesker, der eksempelvis mente, 160.000 flygtninge og migranter var mere, end man kunne klare?

”Det er muligt, men det er uinteressant. Vi må ikke lade være med at tage hånd om fremmede. Det siger Bibelen. Vi kan ikke stå med armene ned langs siden, fordi nogle mennesker måske vil synes, det er en dårlig idé at behandle dem, der ankommer, ordentligt,” siger hun.

Eva Brunnes blik flakker, hun tager en dyb indånding.

”Men samtidig kan jeg jo godt forstå dem, der mangler et sted at bo eller et arbejde, og som bliver vrede, når de ser de nye svenskere komme forrest i køen. Den ene gruppe skal dog ikke spilles ud mod den anden. Vi må have styrke nok til at tage os af alle. Og vi må aldrig vige tilbage fra at drage omsorg om andre mennesker. Aldrig! Hvis man anvender sin kristne tro til at bygge hegn, er jeg overbevist om, at man tager fejl.”

Eva Brunnes næstekærlighedsbegreb favner bredt. Naivt måske, men hun insisterer på aldrig at gøre forskel. ”Gör inte skillnad på människor,” står der på hendes væg. Mottoet, hun valgte til sin indsættelse, stammer fra Jakobs Brev.

”Jeg mener ikke, at dem, jeg kender og omgås, har mere krav på en god tilværelse end dem, jeg endnu ikke har mødt. Vi er alle skabt af Gud. Der er ikke noget i min kris-tendom, der siger, at fordi man kommer fra andet land, så skal man bagerst i køen. Vi skal ikke sortere folk efter land, sprog, eller om de har Jesus i hjertet. Den slags har vi aldrig gjort her, så hvorfor skulle vi gøre det nu?”.

Eva Brunne ses af mange som et omvandrende eksempel på kampen mod forskelsbehandling. Både kvindelig præst og homoseksuel. Men selvom udviklingen går i hendes retning, begræder Brunne måden, kristne værdier ”tages som gidsel” af højrepopulister i lande som USA, Ungarn og Polen.

”Udfordringen er jo, at Bibelen – ligesom statistik – kan bruges meget forskelligt. Du kan finde belæg for, at slaveri er fint, at kvinder skal tie i forsamlinger, at homoseksuelle skal slås ihjel. Men du kan også finde belæg for det næstekærlige budskab. Og fordi du kan føre bevis for hvad som helst med Bibelen i hånden, er vores fortolkende opgave som præster og biskopper enormt vigtig.”

En opgave, Brunne i al beskedenhed synes, hun har løst udmærket de seneste 10 år. Men det har også krævet sine ofre at stille sig frem. Biskoppen begræder særligt udviklingen i den offentlige debat, hvor sociale medier gør det let at optræde hadefuldt.

”Man gemmer jo de meget grove personangreb i baghovedet. De hober sig op. Og så ser man sig en ekstra gang over skulderen, når man går på gaden om aftenen. Det er ikke altid, jeg føler mig tryg.” Biskoppen tror ikke, hendes seksualitet gør hende særligt udsat. Men hun er overbevist om, at kønnet spiller en rolle. Og så det faktum, at hun bruger troen politisk. Tidligere forsøgte hun at invitere kritikerne på kaffe og samtale. Men de dukkede aldrig op. Vinde, det skal de dog ikke, understreger Eva Brunne.

”Jeg ved, formålet med det had, jeg møder, er at gøre mig tavs. Men den magt skal ingen få over mig. Aldrig nogensinde!”.