Da Joseph Yacoub var barn i 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne i al-Hasakah i det nordøstlige Syrien, ikke langt fra grænsen til Tyrkiet, var byen multietnisk og multireligiøs. Der var arabere, kurdere og assyrere som han selv. Og ved siden af det muslimske flertal var der flere af de mange forskellige kristne trossamfund, der udgør de orientalske kristne kirker i Mellemøsten.
”Mine forældre insisterede på, at vi skulle tale ny-aramæisk derhjemme. Det var vores assyriske slægtssprog, som mine forældre havde med sig, da de kom til Syrien fra det nordvestlige Iran, og som lever i vores kaldæiske kirkeliturgi. I skolen og ude i byen talte jeg arabisk. Men på denne måde har det ny-aramæiske sprog overlevet takket være de assyrisk-kaldæiske familier i både Syrien og Irak og produceret en livskraftig litterær tradition. Mellemøsten har altid været kulturelt og religiøst mangfoldigt. Men i dag er denne mangfoldighed næsten forsvundet. Mellemøsten er ved at blive tømt for sine mindretal og for sin pluralisme,” siger Joseph Yacoub.
Det er et smertensråb, den 73-årige fransk-syriske professor, historiker og politolog udsender i sin bog ”Une diversité menacée” (på dansk: En trussel mod mangfoldigheden), som netop er udkommet i Frankrig og handler om Mellemøstens kristne over for den arabiske nationalisme og islamismen.
I dag er mange af al-Hasakahs indbyggere flygtet, og kirkerne står tomme, beretter han. Selvom Islamisk Stat er drevet på flugt, er krigen endnu ikke slut. Byen ligger midt i det nordvestlige hjørne af Syrien, hvor kurdiske militser og præsident Bashar al-Assads hær nu kæmper om at udfylde tomrummet efter kalifatet. Syv millioner syrere er flygtet, seks millioner er internt fordrevet i deres eget land, hvor mange byer er forvandlet til ruinhobe.
”Halvdelen af Syriens kristne er flygtet. I Irak er 700.000 af landets en million kristne borte. Man er ved at udviske et helt folks arv og sporene efter en civilisation, Mesopotamien, en af menneskehedens vigtigste vugger,” skriver Joseph Yacoub.
Forfatteren viderebringer det svage råb fra familier, som har måttet flygte fra en borgerkrig og en islamisk ekstremisme, der har drevet over halvdelen af Mellemøstens kristne på flugt. Men også ekkoet fra en over 1500 år gammel civilisation, der udspringer af de allerførste kristne kulturer. En verden, der snart er forsvundet.
Hans bog handler om dette tab for menneskeheden, men også for den vestlige kristendom. Med historikerens og antropologens, men også den politiske analytikers redskaber, graver han sig ned igennem ”de lag af mangfoldighed, der kendetegner Mellemøstens historie”, og som vidner om en rig præ-islamisk historie.
”Da kristendommen begyndte at blomstre i denne del af verden, var det endnu ikke et vestligt, europæisk fænomen. Det var i Mellemøsten, i Syrien, at ordet kristen for første gang blev udtalt i år 43 efter Kristus. Og inden da var det her, skriftsproget blev opfundet. Mellemøstens historie er blevet arabiseret, som om historien begyndte i det 7. århundrede, og dermed har man slået en streg over de civilisationer, som gik forud, både kristendommen og de ældre, antikke civilisationer som assyrerne og fønikerne. Det er hele denne historiske og kulturelle rigdom, de orientalske kirker bærer i sig,” siger Joseph Yacoub.
Årsagen til denne udradering af ethvert præ-islamisk træk er ikke islam, mener han, men det ideologiske indhold i den arabiske nationalisme, som har været grundlaget for opbygningen af nationer i Mellemøsten.
”Over for først den osmanniske og derefter den europæiske kolonisering blev det nationale projekt legitimeret med tre elementer. For det første et fælles sprog, arabisk, i stedet for tyrkisk, og for det andet en fælles historie. Og endelig en fælles religion. Islam var også de osmanniske overherrers religion, men den nye nationalisme hentede de arabiske rødder frem og smedede konceptet om den arabisk-muslimske kultur, som siden er blevet den eneste anerkendte kultur i Mellemøsten,” forklarer Jospeh Yacoub.
”Panarabismen, der var båret af både kristne og muslimer, var i princippet verdslig, men alligevel blev islam gjort til et ideologisk fællestræk, blandt andet af Michel Aflaq, grundlæggeren af Baath-partiet i 1947, som havde magten i årtier i Syrien og Irak. Det skete blandt andet for at markere modsætningen til den nye europæiske kolonisering og de franske og britiske mandater efter Første Verdenskrig. Mange af de nye mellemøstlige forfatninger gjorde islam til statsreligion og nævnte sharia som eneste eller vigtigste kilde til lovgivning. Den arabiske nationalisme blev dermed aldrig et verdsligt samfundsprojekt, selvom de religiøse mindretal var anerkendte og for eksempel deltog i politik,” påpeger Joseph Yacoub.
Saddam Husseins udenrigsminister op til den amerikanske invasion af landet i 2003, Tariq Aziz, var kristen. Og Joseph Yacoub ser netop den vestlige intervention i regionen efter al-Qaedas terrorangreb på USA i 2001 som et af vendepunkterne for de kristne mindretal i Mellemøsten.
”I 2003, umiddelbart før den amerikanske invasion af Irak, skrev jeg en bog, hvori jeg advarede mod den voksende trussel mod Mellemøstens kristne, som jeg forudså. Eftertiden har vist, at jeg fik ret. Invasionen medførte, at der blev sat lighedstegn mellem kristne og Vesten, hvilket de kristne i Mellemøsten altid har advaret mod. For vi er ikke en del af Vesten. Vores rødder er i Mellemøsten. Gudstjenesterne holdes i mange kirkesamfund på arabisk, fordi det er vores sprog. Vores liturgi udspringer af de første kristne kirkesamfund, ikke af den romerske kirke. Og da vi skrev vore første kristne bøger, eksisterede den europæiske kristendom slet ikke,” siger Joseph Yacoub.
Alligevel mener han, at Vesten har en vigtig mission, nu hvor Islamisk Stat er drevet på flugt.
”Vesten bekymrer sig ikke om os, for vi er ikke et vigtigt geopolitisk kort. Men de kristnes situation er langtfra afklaret, og en krig uden ende fortsætter i Syrien. Det, der sker nu, er, at de mellemøstlige lande bliver tømt for deres pluralisme. Og det kan Vesten komme til at fortryde. Mellemøstens kristne er bindeleddet mellem Vesten og den arabiske verden. Vi kender regionen, og vi ved, hvordan man kan være i dialog med denne del af verden, for vi har sameksisteret i århundreder. Dialogen mellem Vesten og Mellemøsten vil blive endnu mere vanskelig, hvis regionen tømmes for kristne,” advarer den mellemøstlige intellektuelle.
”Derfor skal Vesten udvikle et mangfoldighedens og religionsfrihedens diplomati. De vestlige lande er i deres essens og deres historie mangfoldige og pluralistiske. De vestlige lande, der respekterer mangfoldigheden og religionsfriheden for deres muslimske mindretal, skal forlange det samme af de mellemøstlige regeringer. Når muslimer har lov til at bygge moskéer i Vesten, er der ingen grund til, at muslimske lande skal gøre det besværligt for kristne at bygge kirker. Og det ville klæde muslimerne i Europa, hvis de selv gjorde sig til talsmænd for dette krav, hvilket nogle faktisk også gør,” understreger Joseph Yacoub.
”Den kulturelle mangfoldighed i Mellemøsten illustrerer, at den arabisk-muslimske verden er meget mere sammensat, end de fleste tror. Hvem i Vesten kendte yazidierne, før Islamisk Stat satte sig for at udrydde dem? Vesten skal kaste blikket længere tilbage end til de aktuelle begivenheder. Der er mange forskellige historiske, sociologiske og kulturelle lag i disse samfund. Men Vesten forholder sig kun til én side af disse samfund, den islamiske, og lader, som om den muslimske verden er én stor ensartet blok. Vesten skal henvende sig til hele denne bredde i de arabiske samfund,” siger Joseph Yacoub.