24.000 radiolyttere begynder dagen sammen med Morgenandagten

Når præsten i Vor Frue Kirke i København taler ved Morgenandagten, er det ikke kun fra pladserne i kirken, der lyttes med, men over hele landet. Kristeligt Dagblad var forleden med til radiooptagelserne

Kirketjeneren må hjælpe sognepræst Jesper Stange med at få mikrofonen af efter Morgenandagten.
Kirketjeneren må hjælpe sognepræst Jesper Stange med at få mikrofonen af efter Morgenandagten. . Foto: Leif Tuxen.

I Vor Frue Kirke i hjertet af København har den lille viser passeret 8. Uden for domkirken er morgentrafikken på sit højeste, og for mange er arbejdsdagen ved at begynde. Omkring 25 mennesker har fundet plads i kirken, hvor sognepræst Jesper Stange sidder klar. Da kirkeklokkerne ringer, og koret går i gang, er det ikke bare de 25 kirkegængere, der lytter med. Omkring 24.000 mennesker har radioen tændt, når DR hver morgen sender Morgenandagten på P2.

”Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Far, og vor Herrre Jesus Kristus,” er de første ord, præst Jesper Stange lader strømme ud i kirkerummet og ind i DR’s mikrofoner.

Jesper Stange har været præst i kirken i snart 17 år, og lige så længe har han været med til at stå for Morgenandagten. Hans dybe, rolige stemme er velkendt blandt mange af andagtens lyttere, og selv genkender han dem, der starter deres dag i kirken.

”Der er nogen, der kommer så fast til Morgenandagten, at det er lige før, man ringer og tjekker, hvis de ikke er her,” siger han om de få, men trofaste tilhængere.

Jesper Stange beskriver kirkens morgenandagt som et sted, hvor man kan samle sine tanker og få ro til at overskue, hvordan dagen skal forme sig.

Jesper Stange er en af fem præster i Vor Frue Kirke, hvis stemme kan høres under Morgenandagten. Her hilser Jesper Stange på kirkegængerne.
Jesper Stange er en af fem præster i Vor Frue Kirke, hvis stemme kan høres under Morgenandagten. Her hilser Jesper Stange på kirkegængerne. Foto: Leif Tuxen

”Nogle kommer, lige efter de har afleveret børn i børnehaven, og inden de skal videre på arbejde. Man kan se det som en slags fredelig fællessang, inden man skal i gang med at præstere. Hvis jeg havde en virksomhed, skulle mine medarbejdere starte dagen sådan,” siger Jesper Stange.

Ud over de faste gæster til Morgenandagten har et konfirmandhold og tre tyske turister fundet vej til kirken denne morgen. Konfirmanderne har taget turen fra Bistrup uden for København til kirken i indre by, og de tre tyske turister er mormoner, der er i byen for at besøge det mormonske tempel. Under Morgenandagten har Jesper Stange menigheden for øje, og det er dem, han taler til. Men fællesskabet er større end det.

”Det er sjovt at tænke på, at min søster i Rønne lytter med, og der er venner, der lytter med over bilradioen. Det er en spændende tanke at betragte det som et åndeligt fællesskab, hvor vi beder og lytter synkront uden at kunne se hinanden,” siger præsten.

Da Eva Beier startede som tekniker hos Morgenandagten, fik hun et godt råd. Hun skulle forestille sig et fyldt Parken for at få en fornemmelse af, hvor mange der lytter med.
Da Eva Beier startede som tekniker hos Morgenandagten, fik hun et godt råd. Hun skulle forestille sig et fyldt Parken for at få en fornemmelse af, hvor mange der lytter med. Foto: Leif Tuxen

I DR Byen, på den anden side af mikrofonerne, sidder Eva Beier. Som tekniker er det hende, der sikrer, at P2’s lyttere kan få del i fællesskabet, når Morgenandagten i Vor Frue Kirke transmitteres. Til november er det 85 år siden, at DR sendte Morgenandagten første gang. Den liturgiske form er i dag stadig den samme, men teknologien har ført forandringer med sig.

Indtil slutningen af 1990’erne sad teknikerne i kirken, hvor de både har haft plads i konfirmandlokalet og ligkisteopbevaringen. I dag er mikrofoner sat op i kirken, og fra pulten i DR Byen kan en tekniker styre mikrofonerne. Orgel, kor, klokker, knæfald og alter har hver sit spor i pulten, og det er Eva Beier, der skruer op og ned for mikrofonerne under andagten.

”Det bliver aldrig rutine, for det handler om præcision. Man skal gå op på de rigtige tidspunkter, og det er vigtigt, at lyden er god,” siger Eva Beier.

Foran hende ligger den blå salmebog med post-its sat ind ved dagens salmer. Et A4-ark med en plan over andagten er printet ud og lamineret, så teknikeren kan følge med i, om præsten står ved mikrofonen ved alteret eller knæfaldet, hvornår koret begynder at synge, og hvornår vi er nået til postludium. Det handler om at holde tungen lige i munden i de 20 minutter, der sendes live fra kirken.

Københavns Domkirke tårner sig op over hovedstadens tage, mens byen er ved at vågne. Når kirkens ur rammer 8.05, starter Morgenandagten.
Københavns Domkirke tårner sig op over hovedstadens tage, mens byen er ved at vågne. Når kirkens ur rammer 8.05, starter Morgenandagten. Foto: Leif Tuxen

”Det er stort at lave Morgenandagt, og det faste tidsrum gør det helt unikt. Jeg lytter meget til stemmerne, fordi jeg skal lægge niveauet efter stemmerne, og jeg kan heller ikke lade være med at fundere over ordene. Det er en god mode at starte dagen på,” siger teknikeren.

De 20 minutter, Morgenandagten varer, er gået. Jesper Stange hilser på dagens gæster, før han smider præstekjolen. Kirkegængerne træder ud på gaden og bliver igen en del af morgentrafikken. Eva Beier slukker for koret og orgelets mikrofoner og forlader pulten for at forsætte arbejdsdagen blandt kolleger i fælleskontoret. Hos lytterne overtager P2-speakeren igen kanalen, og dagen kan begynde.