Prøv avisen
Før søndagen

Salmedigter: Vi bør tage ved lære af Jesu omsorg for den vildfarne

Salmedigter Mirian Due kommer til at tænke på Helle Helle, når hun læser søndagens tekst om de vildfarne. ”Hendes karakterer er om nogen ikke ’de største’, men i stedet helt utroligt fortabte på en dejlig, forvirrende måde. Det er meget trøstende læsning,” siger hun. – Foto: Jens Welding Øllgaard

I vor tids præstationssamfund har vi alt for travlt, mener salmedigter Mirian Due. Når hun selv har haft svært ved at finde fodfæste i livet, har hun altid fundet megen trøst i, at der i kristendommen er stor forståelse for den barnlige og vildfarne

Jesus er vred og irriteret. Det læser salmedigter og forfatter Mirian Due ud af den måde, hvorpå han indleder sit svar til sine disciple i søndagens tekst. For i deres spørgsmål om, hvem der er den største i Himmeriget, ligger der også en søgen efter, hvad man skal gøre for at skille sig ud. Og den forestilling vil Jesus gerne vende på hovedet.

Søndagens tekst kan faktisk deles op i tre dele, mener Mirian Due. Jesus kommer i sit svar først ind på, at mennesket bør være som et barn i troen, dernæst at man ikke må være årsag til andres fald, og til sidst, at et får, der farer vild fra flokken, er vigtigere end alle de resterende tilsammen. Og selvom der ikke umiddelbart synes at være nogen rød tråd imellem de tre budskaber, er fællesnævneren ifølge Mirian Due alligevel fokusset på den vildfarne, som har brug for frelsen. For netop det menneske har Jesus en særlig interesse i.

”Det er ikke bare den, der gør det rette hele tiden, der er den største i Himmeriget. Det er den, som er faret vild eller er et barn,” siger Mirian Due og bemærker, at den reciprokke bevægelse, hvor Jesu budskab viser sig at være det modsatte af, hvad disciplene forventer, er et klassisk træk i Det Nye Testamente.

”Et andet eksempel er korsfæstelsen. For det er først, når han ’giver op’ og dør, at han kommer til live og vinder,” siger hun.

Og det er den konstante, symbolske omvending, der gør det svært for både disciplene og for os mennesker i dag at gennemskue, hvad der er det rette at gøre i tilværelsen.

”Straks som man tror, at man har luret meningen med det hele, vendes det på hovedet og efterlader den enkelte forvirret og vildfaren. Det kan frustrere os. Men det er også det, der gør den troendes liv og tekstlæsning spændende.”

Mirian Due synes også, at der er noget fint ved den drilske omvending. For eksempel når Jesus understreger, at ”den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig”. For handlingen med at ophøje det barnlige, outsideren, finder hun særligt relevant i dag.

”Det er vigtigt at give plads til svaghed. Vi lever i et samfund, hvor der er konstant fokus på præstationer, og hvor det er altafgørende, at man kan hænge på for ikke at blive tabt eller falde ud af fællesskabet. Der er slet ikke nok tid til at fare vild eller være ved siden af sig selv,” siger hun.

Når Mirian Due selv har haft det svært i perioder af sit liv, har hun fundet megen trøst i, at der i kristendommen er en omsorg og forståelse for den vildfarne.

”For mig kan følelsen både være meget konkret, som når der sker en uventet ændring i mit liv, og mere generel, som når jeg har givet slip på min barnetro, men ikke har fundet et nyt, færdigbygget fundament at stå på. Der hjælper det, at der er skrifter, hvor der bliver talt direkte til den vildfarne,” siger hun.

I teksten bliver barnetroen ifølge Mirian Due ligeledes beskrevet som et ideal. Det sker, når Jesus fremhæver barnet og den udefrakommende, som har en mere umiddelbar tilgang til tro end for eksempel de skriftkloge. Men netop denne betingelsesløse tro finder hun det i sit eget liv svært at efterstræbe.

”Vi bliver jo ikke ved med at være børn. I løbet af mit liv er der sket en form for transformation med min tro i takt med min overgang fra barn til voksen. Og hvad så med det voksne menneske, som ikke kan eller vil forholde sig naivt i forhold til Gud og tro, men som har forskellige erfaringer med sig og naturligt stiller spørgsmål?”, spørger Mirian Due, der til tider føler sig magtesløs, når hun ikke kan finde svaret herpå.

Mirian Due, der i dag bor i København, er vokset op i en familie, der var en del af Luthersk Missionsforening i Vestjylland. Her lærte hun en mere enkel måde at tro på, hvor historierne blev læst mere direkte. Men med tiden er hun vokset fra den opfattelse og kommer nu i folkekirken.

”Jeg har brug for et sted, hvor der er plads til at tale om, hvordan det er at være ’Guds voksne barn’. Vi bør hele tiden – men langsommeligt – arbejde med, hvad tro er i det samfund, vi lever i netop nu, hvor der er mange forskellige stemmer og måder at se verden på,” siger hun.

Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville prøve at komme nærmere, hvad det vil sige at være Guds voksne barn og opfordre til, at det er i orden.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud – og hvorfor?

Jeg vil vælge det tredje: ”Du skal holde hviledagen hellig”. For vi skal tage menneskets, kroppens og psykens behov for hvile meget seriøst. Det er desuden et interessant bud, fordi det rummer en anvisning til en måde at leve på, mens de fleste af de andre bud er negationer.

Hvordan er din ønske-gudstjeneste?

Jeg kan godt lide dem, der er åbne for alle, som har lyst til at gå ind. Og så har jeg ofte tænkt, at der godt må være flere ritualer og sanseelementer i gudstjenesten, fordi det giver plads til det kropslige.

Hvordan er dit gudsbillede?

Jeg har aldrig haft noget konkret billede. Det er meget skiftende. Det ændrer sig i takt med, at jeg ændrer mig, når jeg ser, hører og oplever. Nogle gange er det meget tæt og nærværende, mens det i andre perioder kan virke meget fjernt.