Karen Roed ankom til Galgebakken uden for Ribe for blive brændt som heks den 10. august 1620. Hun har formentlig ikke haft meget hår tilbage på hovedet. Hekse fik tit fjernet alt hår på kroppen i de sidste dage, hvor torturbødlerne ledte efter djævletegn på huden.
Før Karen Roed blev brændt, skulle hun offentligt bekende sine heksestreger. Det skete foran mange hundrede mennesker, for en hekseafbrænding var en social begivenhed. Skolen havde givet børnene fri for at se dramaet. Man samledes for at se det onde blive uddrevet.
Efter bekendelsen fik Karen et krus stærkt øl at drikke og en lille tønde krudt spændt på ryggen. Døden ville så indtræffe med det samme, når hun ramte ilden. Hun blev derefter bundet til en stige. Stigen blev rejst, og da bålet flammede højest, blev hun skubbet ind i det.
Karen Roed var en af de omkring 1000 mennesker, der blev brændt fra 1540 til 1693 i Danmark. Man må spørge sig selv, hvad der fik folk til det. Hvorfra kom de tanker, der sendte så mange mennesker på bålet? Det har kirkehistoriker Torben Bramming beskæftiget sig med under skrivningen af en bog, der nu er udkommet under titlen “Heksene og den perfekte hofmand”.
“Jeg har skrevet bogen som et studie i menneskelig ondskab, og arbejdstitlen var egentlig ‘Bestialitetens anatomi’,” siger forfatteren, der også er sognepræst i Ribe Domkirke og Seem Sogn.
“Afbrændingerne af hekse blev båret frem af strømninger i den renæssance, som siden har fået ry for at være fremskridtsvenlig. Der kommer en ny magisk-religiøs videnskab, som får store konsekvenser.”
Det ses for eksempel hos renæssanceånder som humanisten Pico della Mirandola og statsteoretikeren og juristen Jean Bodin.
“Renæssancen er kendt som en tolerant og åben tid, der afløser middelalderen. Men midt i tolerancen for alt muligt nyt er der også en intolerance. Man forfulgte hekse, troldmænd og dæmoner nådesløst.”
Og her kommer Albert Skeel på banen. Han er den perfekte hofmand fra bogens titel. Han driver mange hekseprocesser frem som magtfuld lensmand i Ribe. Men Albert Skeel er samtidig indbegrebet af den veluddannede europæer. Han har studeret tre år i Padua i det nuværende Italien, et år i England, et år i Basel i Schweiz og to år i Frankrig. Han går ind i heksejagten stående på skuldrene af tidens ypperste videnskab.
Og det er en vigtig pointe: De mange heksebål kommer ikke på trods af renæssancens moderne videnskab, men på grund af den. Derfor blusser heksebålene også op i de byer og lande, der på det tidspunkt var dannelsens højborge i Europa.
“Man kan se, hvordan den første bølge af hekseforfølgelser spreder sig i højkulturens område. Schweiz, Frankrig, Norditalien,” siger kirkehistorikeren.
Torben Brammings bog er en afklædning af datidens videnskab, og dermed sætter han også mere grundlæggende spørgsmålstegn ved den tro, at videnskab er en specielt moralsk størrelse.
“Historien har ikke en moralsk udvikling eller noget fremskridt. Menneskelighed kommer ikke af at bedrive den til enhver tid mest moderne videnskab,” opsummerer forfatteren sit syn på sagen.
“Fakta har ikke nødvendigvis noget med moral at gøre.”
Renæssancevidenskaben leverer altså det teoretiske grundlag. Men hvem sætter ild til bålet?
“Drivende kræfter i Danmark var Christian 4., Albert Skeel og andre øvrighedspersoner, der var præget af den store europæiske magisk-religiøse videnskab og havde færdedes på universiteter og ved hoffer.”
Men de var ikke alene. Helt almindelige mænd og kvinder stod i kø for at vidne mod de kvinder, som samfundets øverste havde skudt jagten ind på.
“Det var fattige, der anklagede endnu fattigere. Små mennesker, der pludselig raslede med himmerigs nøgler,” siger forfatteren og giver et eksempel på, hvilke historier der blev fortalt som vidnesbyrd mod hekse.
“Folk var villige til at sværge i retten på, at de havde fået en trolddjævel i fiskegarnet, der skreg som et lille barn, da de huggede deres fangstkroge i den på dækket,” siger forfatteren.
Hvad med kirken? Var hekseafbrændinger ikke bare udtryk for sort middelalderkristendom?
“Hvis man tror, at hekseafbrændingerne lå i forlængelse af middelalderens tro, tager man fejl. Den katolske kirke forbyder flere gange i middelalderen at beskylde andre for at være hekse, blandt andet i 785. Den så det som overtro, at hekse fløj gennem luften, forandrede skikkelser og deltog i heksesabbatter,” forklarer forfatteren.
“Troen på hekse var en slags vækkelsesbevægelse, der dukkede op i 1400-tallet,” siger han.
“Synet på magi ændrer sig her. Man importerer magisk tankegods fra gamle græske tekster, for eksempel fra bogsamlingen Corpus Hermeticum og prøver at indarbejde det i kristen teologi.”
Særlig udbredelse får Heksehammeren af Heinrich Kramer, der udkommer i 1487, samt Formicarius (Myrefuglen) af Johannes Nider. De to tyske dominikanermunke får stor indflydelse, og mange omvender sig til det, som Torben Bramming beskriver som en ny heksetro.
Augustinermunken og juristen Wilhelm af Bernkastel er et godt eksempel. I 1486 er han overbevist om, at kun “Gud kan bestemme naturens veje”. Men efter at have læst Formicarius og Heksehammeren er han blevet vakt fire år senere:
”Jeg indrømmer, at jeg har været uvidende om disse ting.”
Og nu ser han, at meget ondt er forårsaget af hekse, og “at det er muligt, at hekse hjulpet af Djævelen uset kan dræbe børn i nærvær af deres forældre”.
I Hollywoodproduktioner om hekse er det ofte den spanske inkvisition, der ses som skurken. Hvad er din vurdering af den fremstilling?
“Det er forkert. Det var temmelig få hekseanklagede, inkvisitorerne brændte. Det var typisk verdslige myndigheder, der gjorde det. Inkvisitor Alonso de Salazar reddede omvendt flere tusinde mennesker, som de kirkelige myndigheder havde arresteret for trolddom i Nordspanien.”
Katolikker og protestanter har i det hele taget ikke noget at lade hinanden høre, siger han.
”Der blev brændt mange mennesker i både protestantiske og katolske områder. Det var et af de fænomener, man holdt fast ved på tværs af de konfessionelle grænser.”
Også i Danmark findes der eksempler på, at gejstlige optræder på de hekseanklagedes side. Retsdokumenter og andre kilder viser, at Ribes biskop Peder Hegelund optrådte som karaktervidne seks gange til fordel for hekseanklagede. Han sagde for eksempel, at en anklaget var en god kirkegænger. Og det var vel at mærke på et tidspunkt, hvor det kunne indebære store risici at stille sig op på heksenes side.
“Flere præster vidnede i hekseprocesser til støtte for den anklagede. Nogle præster havde gennem flere år kendt rygtet om en heks uden at handle. I 26 processer har præster optrådt på den måde på Viborg Landsting.”
Er du her en præst, der forsvarer andre præster? Eller er det store billede, at præster i Danmark snarere var på de hekseanklagedes side?
“Jeg støtter mig på internationalt anerkendte hekseforskere som Jens Chr. Johansen og Monica Neugebauer-Wölk, som når frem til det samme. Der fandtes muligvis præster i Danmark, der hjalp med at få hekseanklagede dømt. Men i sager, jeg har mødt i mit arbejde, er det ikke præster, der driver hekseprocesserne frem. Det har undret mig fra begyndelsen af mit møde med Ribekilderne, at det ikke er præster, som anklager folk for at være hekse. I Tyskland er der et mere blandet billede.”
Hvad er pointen i din bog, når det gælder ondskab?
“Du skal ikke give Gud og mennesker skylden for din ulykke. Gør som i Jobs bog i Bibelen. Her siger manden, der har tabt alt: Herren tog. Herren gav. Herrens navn være lovet.”
Bodskristendommen, der ser indad, bliver derfor også det, der viser ud af den mørke periode i Europas historie, vurderer forfatteren.
“Svaret på, hvordan processerne bringes til ophør, ligger i at vende tilbage til middelalderens gamle kristne opfattelse af hekse. Hold dig til Bibelen. Der står ikke noget om, at hekse kan gøre disse ting. Det står ikke noget om at torturere hekse. Og hav nok i dine egne synder i stedet for at se på andres.”
En af heltene i Torben Brammings bog er den lutherske præst Johann Matthäus Meyfart, der er med til at få sat en stopper for forfølgelserne. Han skrev om, hvilket indtryk afbrændingerne gjorde på ham.
“Jeg ryster over hele kroppen, når jeg tænker over, hvordan en stakkels mand eller kvinde, som i deres samvittighed ved, at de er uskyldige, er til mode. Når de ankommer til den afskyelige plads, ser de en utallig mængde tilrejsende mennesker, hører hestenes vrinsken, bødlernes snøften, ser stolen sat op, pælen gravet ned i jorden, kæderne gjort fast på den, kullet tændt, lagt under træet, og ser halmen, som er stoppet ind mellem træstykkerne, svovlfaklerne beredte, den sidste dødsangst, når de ser bødlen og hans knægte, når de lugter røgen fra kullene,” skrev Meyfart. Og hans bog skabte bevægelse i synet på hekse, forklarer Torben Bramming.
“Den svenske dronning Christina fik bogen tilsendt af en officer, som gjorde tjeneste i Erfurt. Da hun havde læst den i 1636, stoppede hun alle hekseprocesser i svensk-kontrollerede områder i Tyskland. Det er udtryk for, at det særligt var kristne præster af bodskristent tilsnit, der standsede processerne,” forklarer han.
“Men derefter, i 1680’erne, kommer nogle af de allerværste hekseforfølgelser i Sverige. Den ene fyrste er imod. Den næste er for. Det er båret af helt individuelle syn på trolddom,” siger Ribe-præsten om de bølger af hekseafbrændinger, der ramte Europa, samtidig med at renæssancevidenskaben blomstrede mange steder, og tolerance og åbenhed for det nye spredte sig.