Forfatter: Vi brød ind i huse, når folk gik i beskyttelsesrum

Hver nat i mange årtier vågnede den kristne forfatter Hans-Peter Tams af de mareridt, der livet igennem har plaget ham, siden han som flygtningebarn i Berlins ruiner under Anden Verdenskrig slog et andet menneske ihjel

Livet er dejligt og bunder i troen på den kristne Gud, mener forfatter Hans-Peter Tams på trods af en barndom på flugt gennem et krigshærget Tyskland, og at han har lagt to koner og to døtre i graven. –
Livet er dejligt og bunder i troen på den kristne Gud, mener forfatter Hans-Peter Tams på trods af en barndom på flugt gennem et krigshærget Tyskland, og at han har lagt to koner og to døtre i graven. – . Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min kristne tro er stærk og fuldstændig bundfældet i mig, så jeg skammer mig ikke over at sige, at jeg er troende. Tværtimod kan jeg lide at tro, og jeg er fuldstændig sikker på, at Gud hjælper os mennesker. Jeg går også i kirke hver søndag, hvis jeg overhovedet kan slæbe mig af sted, for jeg vil høre Guds ord.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

De første leveår boede jeg i Sydslesvig som barn af dansksindede forældre, men da Anden Verdenskrig brød ud, blev vi tvangsflyttet til en polsk garnisonsby tæt ved Østfronten, fordi min bedstefar skulle arbejde der, og min far skulle til fronten.

Mine forældre brød sig ikke om nazismen, men de kunne intet stille op andet end at holde fast i den kristne tro. Så min mor bad bønner med os, sang salmer og fortalte bibelhistorie om aftenen, når vi var kommet hjem fra den skole, som vi gik på – og som var en forberedelse til at skulle ind i Hitlerjugend. Det var frygteligt for min mor, der afskyede nazismens umenneskelighed, når vi drenge skulle lære at være gode soldater og adlyde en ordre som for eksempel at dreje halsen om på et kæledyr.

I slutningen af krigen blev vi så ramt af de allieredes bomber, og vi flygtede til Berlin, hvor vi på banegården blev adskilt. Min mor blev sendt i en lejr af de tyske SS-folk, som desperat prøvede at finde voksne, der kunne bruges i national tjeneste. Vi seks børn i alderen otte måneder til ni år blev jaget ud i den sønderbombede by, hvor vi selv skulle overleve ved at finde mad og husly i ruinerne, hvad vi gjorde ved for eksempel at bryde ind i husene og tage mad, når luftalarmen lød, og folk søgte tilflugt i beskyttelsesrummene. Vi tog også tøjet af de døde, fordi vi selv kunne bruge det. Det var frygteligt, men det, jeg husker bedst, er alligevel min mors blik, da hun på banegården blev skilt fra os børn. Det var ren gru.

Hvad har udfordret din tro?

Min rygrad bliver altid presset lidt ned, når præsten lyser velsignelsen, og når der er nadver. Ja, indtil for få uger siden havde jeg ikke været til nadver i mange år, for jeg har lige siden tiden i Berlin under Anden Verdenskrig været forpint ved tanken om det, jeg gjorde dengang.

Jeg var ude at lede efter et sted, hvor vi kunne sove om natten, da jeg hørte et menneske råbe i smerte inden i de sammenstyrtede ruiner. Jeg gik derhen og så, hvordan indvoldene flød ud, og helt automatisk tog jeg en sten og smadrede ned i vedkommendes hoved. Det har forfulgt mig lige siden både om dagen og i de mange natlige mareridt, at jeg således slog et menneske ihjel, og jeg talte i mange år ikke med nogen om det, men nu gør jeg.

Der var engang en præst, der sagde til mig, at det var en barmhjertighedsgerning, som jeg udførte, for jeg udfriede et menneske fra dets lidelser. Det er en god tanke, som gør, at jeg nu kan gå til nadver og også kan modtage velsignelsen, selvom jeg stadig ryster indvendigt, når vi kommer dertil i gudstjenesten. For jeg har jo trods alt afsluttet et menneskeliv samt været lig-røver.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det har mit liv, hvor en daglig kristen praksis altid har været der, også dengang jeg og mine søskende var overladt til os selv i krigens sidste tid. Vi kunne jo ikke blive i Berlin, så vi måtte op igennem Tyskland, men både i Berlin, på de lange landeveje, og til vi havnede i en engelsk Røde Kors-lejr i nærheden af Hamborg, holdt vi børn hver aften vores egen andagt med bønner og salmer, ja, til sidst i lejren havde vi hele den store sovesal med.

For vores mor havde lært os at bede og at tro, hvad hun også selv fik brug for i de ni lange måneder, hvor vi var overladt til os selv, og hun ikke vidste, om vi stadig levede. Vi blev genforenet med hende hos vores farmor, og senere kom vores far også, og det var den lykkeligste dag i mit liv. På det tidspunkt boede vi dog hos min moster Katrine og onkel Willy tæt ved Vadehavet, og her fortsatte vi også med andagt – og med kirkegang.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Hver aften beder jeg til Gud og fortæller mine to koner og to døtre, som ikke er levende mere, hvad der er sket i løbet af dagen. Det giver en velgørende ro og gør, at jeg kan sige, at livet er dejligt, også når det ikke er let. For det blev mit liv aldrig. Min mor døde som kun 42-årig, mens jeg stadig var teenager, og min far, som hurtigt fandt en anden, blev heller ikke ret gammel, men døde i et trafikuheld. Heldigvis havde vi fået talt ud, og han havde sagt undskyld for alle de tæv, som han gav os børn, da han traumatiseret vendte hjem efter krigen. Det er vigtigt at få sagt, hvad man har på hjerte, og hvad vi skylder hinanden.

Det giver fred i sindet, hvad jeg også oplevede, da min første kone døde, mens vores tre piger stadig var små. Og igen da deres gudmor, som blev min anden kone, døde for 11 år siden. For slet ikke at tale om dengang, min mellemste datter døde af en hjernesvulst, mens hendes to børn var små, og da min yngste datter døde af en overdosis nogle år senere. For vi skal ikke være bange for at tale om tingene eller vise, hvad vi føler. Tværtimod. Jeg oplever i hvert fald ofte, når jeg er ude at fortælle min historie, at folk græder, ja, selv såkaldt hårdkogte indsatte i et fængsel gjorde det for nylig. Men hvorfor skulle de ikke det?

Vi er jo alle sammen mennesker inderst inde, og vi burde tale mere om det, der virkelig betyder noget. Jeg mærker i hvert fald, hvordan det skræller lag på lag af min trods alt stadig forpinte sjæl, hver gang jeg fortæller min historie.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det er min mor, som ikke kun formåede at bevare sin egen kristne tro og lære os børn om kristendommen, men som også efter krigen gjorde en forskel for andre, trods at hun cirka en gang om året røg en tur på nerve-sanatorium. Allerede i 1948 blev hun formand for husmoderforeningen i Frederiksstad tæt ved den dansk-tyske grænse, som i hendes tid fik et tæt samarbejde med Holbæk. Det var også hende, som sørgede for, at vi børn kom i dansk skole, og som sagde, at hvert ord, som vi lærte på dansk, det ville hun også lære. Så derfor var det også naturligt for mig, da jeg mødte en dansk pige, at rejse til Danmark og skabe mig et liv her som dansker. Min storesøster Sophie, der som kun niårig havde taget sig af alle os seks børn i Tyskland, boede også i Danmark, og hun flyttede hjem til os og tog sig af mine døtre, da min første kone døde.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Det bedste råd lyder i kirken hver søndag og går på, at vi altid kan komme med alting til Gud, når vi åbner os og beder til ham. Det har jeg gjort hele mit liv, både i glæde og i sorg, og jeg takker dagligt for, at jeg stadig har min ene datter, to svigerbørn, seks børnebørn og to oldebørn her i livet, mens de to andre døtre, mine to koner, min storesøster Sophie og min mor svæver rundt som sjæle i Himlen hos Gud, hvor jeg skal møde dem igen.