”De Radikales leder Morten Østergaard er som Moses ved Det Røde Hav. Han deler vandene.”
Bemærkningen fik folk til at grine flere gange på Folkemødet. Første gang da den politiske kommentator Peter Mogensen brugte replikken i torsdags i forbindelse med en debat om de igangværende regeringsforhandlinger, og anden gang da Birgitte Stoklund Larsen, general- sekretær i Det Danske Bibelselskab, gentog den i går som et eksempel på, hvordan det bibelske sprog stadig stortrives i Danmark. Hun deltog i en debat i det kirkelige telt ”Mellem himmel og jord” under den dramatiske overskrift ”Kan kristendommen redde Danmark?”.
Et krigsskib i Østersøen sejlede roligt og ubemærket bag ryggen på debattørerne, der ikke var helt enige om, hvem og hvad der skulle reddes.
”Jeg betragter mig som patriot og synes, at det er dejligt at være dansker, og vi har et fantastisk samfund, som vi skal værne om. Men jeg ser det ikke som kristendommens mål at redde Danmark. Nationer vil kunne forgå, men kristendommen vil bestå, og det er det enkelte menneske, der skal frelses,” sagde den katolske præst Daniel Nørgaard.
Birgitte Stoklund Larsen nikkede og pegede på, hvordan den kristne debattør Iben Thranholm ”slog pjalterne sammen med Rasmus Paludan” ved det netop overståede folketingsvalg:
”Det synes jeg var uhyggeligt. Og hvis det har noget med kristne værdier at gøre, så tror jeg ikke, at vi skal have reddet noget som helst,” sagde Birgitte Stoklund Larsen, inden ordstyreren hurtigt fik vendt spørgsmålet til, om de kristne værdier er ved at erodere, mens den bornholmske klippekyst bag ham så ud til at klare sig.
FrikirkeNets formand, Tonny Jacobsen, fastslog, at kristendommen ikke bare handler om værdier, men om fortællingen om Jesus, inden han tilføjede:
”Der er markante kræfter, der forsøger at skubbe religion og ånd ud af den offentlige debat. Men måske er vi også begyndt at tale om værdier, fordi kristendommen ikke længere er en given sag. Tidligere generationer havde jo en udmærket forståelse af kristendommen, mens min generation, der gik i skole i 1970’erne og fremefter, har lidt et dannelsestab.”
Det kan Mikael Wandt Laursen bekræfte med en frisk historie om en skoleelev, der hørte, at Jesus døde som 33-årig og derefter udbrød:
”Det var tidligt. Hvad døde han af?”.
Samme oplevelse har Birgitte Stoklund Larsen, der fortæller, at en tegning af en slange, en nøgen kvinde og et æble ikke længere leder børns tanker naturligt hen på syndefaldet. Men hun er dog optimistisk, når man tænker på, hvor mange børnebibler der stadig bliver solgt.
Historikeren og DR-værten Christoffer Emil Bruun var enig i, at der findes et dannelsestab i befolkningen, men han ser lysere på ”vandstanden i glasset”, når det kommer til de kristne værdier:
”De kristne værdier har været under pres, lige siden de opstod. Og jeg mener ikke, at de er specielt under pres i det danske samfund, men de står faktisk relativt stærkt, men institutionerne er under pres generelt. Så vi har en udfordring i vores samtid med, at de nye generationer skal kunne læse i en bog og kunne forstå, hvor vi kommer fra, men det er mere en generel udfordring. Kristendom og tro har derimod en fornyet bevågenhed, interesse og berettigelse i vores samfund,” siger han og peger på, hvordan kristendommen også altid har formået at forny sig selv.
Flere udtrykte også forsigtig optimisme:
”Der er håb. Håb er også en kristen pligt. For det er jo håbet, der angiver retningen,” sagde Birgitte Stoklund Larsen, mens Daniel Nørgaard nikkede.
”Vi er hele tiden pressede, men vi er ikke modløse,” sagde han lunt.
En tilhører ville vide, hvad kristendommen har at sige det digitale menneske, der stirrer ned i en skærm konstant. Og her pegede radioværten på, at kirken sammen med teateret er de sidste to steder, man ikke behøver at se ned i en skærm.
Lige foran ham sad dog et modent folkemødepublikum, der havde fundet en tredje mulighed for at se og høre debatter på den gammeldags analoge facon.