Da Fredenskirken i Aarhus-forstaden Viby i 2010 fejrede sit 50-årsjubilæum, fik den besøg fra sin katolske venskabsmenighed i Italien. Og de italienske gæster havde en særlig gave med til den danske folkekirkemenighed: en alterkalk.
”Det var et fint symbol på, hvor stærkt de ønsker at arbejde for kristen enhed. Vi kan ikke fejre nadver sammen. Men det forhindrer ikke venskab og fællesskab,” siger Karsten Poulsen om alterkalken, som er et bæger, der benyttes ved nadveren.
Karsten Poulsen er tidligere formand for menighedsrådet ved Fredenskirken, og det var i hans tid som formand, at man i menighedsrådet besluttede at engagere sig i et venskabsmenighedsprojekt med fire katolske landsogne i Italien. I år runder det venskab 20 år, og i den anledning har Kristeligt Dagblad talt med nogle af de aktører, der har fulgt arbejdet frem til i dag. En af dem er sognepræst ved Fredenskirken Per Thomsen. Han husker, hvordan venskabsrelationen mellem Fredenskirken og den katolske menighed i Italien blev etableret i 2000, efter at et dansk-italiensk ægtepar havde henvendt sig til Fredenskirkens hjælpepræst Peter Lodberg for at spørge, om han kendte en dansk menighed, som kunne være interesseret i en venskabsrelation med den italienske menighed. På det tidspunkt var kirken i Aarhus så småt i gang med at finde en venskabsmenighed, fortæller Per Thomsen.
”Vi havde annonceret efter en menighed, men ikke fået nogen respons. Vi var åbne for en menighed stort set hvor som helst i verden, og det måtte gerne være en menighed fra en anden gren af det store kirketræ end den lutherske.”
En tredje aktør, der husker etableringen af venskabet, er Fredenskirkens tidligere sognepræst Leif Vestergaard. Tilbage i år 2000 var det ifølge ham populært blandt danske folkekirker at finde venskabsmenigheder i det tidligere Østtyskland og i de baltiske lande, og ofte var det lutherske kirker, som man også støttede økonomisk.
”Vi var mere interesseret i at finde en menighed, hvor der ikke skulle være et økonomisk mellemværende, og vi var slet ikke afskrækket af, at det var en katolsk menighed,” siger han.
Leif Vestergaard, Karsten Poulsen og Per Thomsen er stadig aktive i arbejdet med venskabsmenigheden og kan se tilbage på 20 år med mange skriverier, møder, rejser og praktiske opgaver – og med en masse oplevelser, som har beriget dem og mange medlemmer af menigheden både kulturelt og teologisk. Repræsentanter for de to menigheder har besøgt hinanden stort set hvert år og deltaget i festligheder og højtider hos hinanden. Desuden har FDF’ere fra Fredens Sogn været på sommerlejr i Italien, og en ungdomsgruppe fra Italien har været på besøg i Danmark, ligesom Fredenskirkens kor har besøgt venskabsmenigheden flere gange. Fredenskirken har derudover arrangeret en række menighedsrejser med besøg i venskabsmenigheden samt i byer som Firenze, Ravenna, Assisi og Rom. Det har været vigtigt at inddrage menigheden mest muligt, så det ikke bare blev et projekt for de få, forklarer Per Thomsen.
”Vi har skrevet mange artikler i kirkebladet og gjort meget for at få flest muligt inddraget. Og det er lykkedes. Mellem 200 og 300 medlemmer af menigheden har været på besøg i vores venskabsmenighed, og mange har knyttet private kontakter og venskaber, som eksisterer uafhængigt af vores rejser. Så det, der begyndte primært som et projekt med præster og nogle få andre, er blevet et projekt, som har haft en stærk menighedsopbyggende karakter.”
Han nævner, at mange medlemmer af menigheden, som ikke normalt kommer til højmesse, er blevet engageret i venskabsmenigheden.
”Et eksempel på det var en kvinde, som min kollega kom i snak med efter en begravelse. Hun var lige blevet alene, da min kollega fortalte hende om en forestående sognerejse til vores venskabsmenighed. Hun tog med, og siden er hun blevet meget aktiv i vores kirke, både i forhold til venskabsmenigheden og i det hele taget. Venskabsmenighedsprojektet blev hendes vej ind i et nyt fællesskab i menigheden,” siger Per Thomsen.
Både Per Thomsen, Leif Vestergaard og Karsten Poulsen fremhæver, at kontakten til de fire landsogne har givet både kulturelle oplevelser og stof til teologisk eftertanke og inspiration. Det var for eksempel først under Karsten Poulsens første besøg hos venskabsmenigheden, at det gik op for ham, hvor meget Maria-dyrkelsen fylder.
”Vi har været med til adskillige Maria-processioner, som har gjort det tydeligt, hvor store forskelle der er både kulturelt og teologisk. Vi har også oplevet, hvordan børnene på en bestemt dag hvert år kommer og får deres kæledyr velsignet af præsterne. Et år kom en pige med sin gås, som også fik et stænk vievand,” fortæller han og tilføjer, at deltagerne fra Fredenskirken under deres første menighedsrejse uden at tænke nærmere over det gik til alters og modtog nadver ved gudstjenesterne i Italien. Det medførte en reprimande fra den italienske biskop til venskabsmenighedens præster, og herefter blev det fast praksis, at de danske deltagere i stedet fik en velsignelse og fik tegnet korstegn på panden.
”Vores mål med projektet er ikke at løse alle de teologiske vanskeligheder, som for eksempel forhindrer fælles nadver. Men projektet giver anledning til teologisk eftertanke og har givet os inspiration til vores eget menigheds- og gudstjenesteliv,” siger Leif Vestergard og tilføjer, at fredshilsenen under de italienske gudstjenester har gjort stort indtryk på ham.
”De hilser med en varme, som er helt fantastisk. Vi bruger nu fredshilsen til gudstjenester til jul, påske og pinse. I den danske, lutherske tradition er vi ikke vant til at inddrage kroppen meget eller bruge store ord, men julemorgen kan man godt ønske Guds fred til sin sidemand og give hånd.” Sognepræst Per Thomsen tilføjer, at samarbejdet ikke har gjort Fredenskirken mindre luthersk.
”Vi er ikke blevet mere fan af pavestyret. Tværtimod er vi blevet mere taknemlige for vores frihed til at gøre det, der er nødvendigt her og nu, uden at skulle have tilladelse oppefra. Men vi har også ladet os inspirere. For eksempel er det slående, at kun præsten i vores venskabsmenighed er lønnet. Alle andre, der medvirker ved gudstjenesterne med at læse tekster, forbønner og så videre, er frivillige. Da vi havde oplevet det, besluttede vi at klare os uden kordegn.”
Leif Vestergaard vurderer, at også den italienske menighed er blevet inspireret af mødet med dansk protestantisk kristendom.
”I begyndelsen var de lidt skeptiske over for, hvem vi var – var vi nu rigtige kristne? Men allerede under et af deres første besøg sagde en af præsterne til mig, at han kunne mærke, at ånden var til stede ved vores gudstjenester. Det opfattede jeg som en stor anerkendelse. De har heller ikke samme stærke salmetradition som os, og vi har oversat to danske salmer til italiensk, som vi kan bruge under vores fælles gudstjenster.”
Desuden har de to menigheder lavet en fælles bønnebog med bønner skrevet af børn, unge og ældre fra menighederne. Og da det ene af de fire sogne i den italienske menighed i sommeren 2019 indviede en ny kirke, var en delegation fra Fredenskirken med til at overvære, hvordan en mursten fra kirken i Viby blev lagt som grundsten sammen med en sten fra hver af de fire landsbyer i pastoratet.