Prøv avisen
Tro&tvivl

Rebellen fra Langeland: Vi er ikke i mål, før den sidste er med

Ole Sørensen blev kendt som rebellen fra Langeland på baggrund af sine utraditionelle behandlingsformer for sindslidende, misbrugere og socialt udsatte. Diagnoser siger ham ikke det store. I stedet møder han mennesker med det, han kalder ASF: almindelig sund fornuft. Foto: Jonas Olufson

Hellere føle glæde i troen end skyld og skam, siger bogaktuelle Ole Sørensen, der er kendt for sine mange års arbejde i socialpsykiatrien og tv-serien ”Rebellen fra Langeland”

Hvordan vil du beskrive din tro?

"Luther fylder 500 år, og efter ham kom Grundtvig og gjorde troen mere glad. Det er sådan, jeg vil beskrive min tro. Min tro er glad og åben, fordi alle er velkomne, og der er plads til alle. Vi har ingen revselsesret indført i kirken og ingen bodsbænke."

"Troen er ikke håndgribelig, men mere diffus. Jeg har været medlem af folkekirken hele mit liv, og jeg har siddet i menighedsrådet i 12 år. Det har været en spændende periode, hvor kirken har udviklet sig fra at være trist til at blive glad."

"I starten oplevede jeg, at menigheden fik læsset skyld og skam på sig, når de gik i kirke. Siden fik vi en kvindelig præst, som var helt fantastisk. Hun gjorde det lyst og venligt at gå i kirke. Jeg var selv med til at ansætte hende, og det er en af de ting, jeg er stolt over: at kirken blev glad igen."

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

"Det var ikke noget, vi snakkede om. Jeg kan huske, jeg gik i søndagsskole, hvor vi bad Fadervor og blev belært lidt om, hvad kristendommen er for en størrelse. Det var ikke noget, jeg følte mig tvunget til. Det var et tilbud, jeg tog imod. Jeg lod så være efter nogle gange, for jeg kunne ikke sidde stille dengang."

"I familien deltog vi i konfirmation, dåb og bryllup. Men derudover var det ikke i kirken, vi brugte det meste af tiden. Det behøver man ikke for at være et godt menneske."

Hvad har udfordret din tro?

"Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg er kristen, og at jeg tilhører den danske folkekirke. Det er der ikke noget, som har udfordret."

"Det har ligget i min barndom, at du kan tro, hvis du vil. Du kan også lade være. Jeg har altid haft valget. Jeg har det sådan, at når der er noget, jeg kan, så er det sjovere, end at jeg skal. Jeg har aldrig haft den tanke at melde mig ud af folkekirken. Jeg var en del af det kristne fællesskab, og det er jeg stadig."

"Jeg tror ikke på, at Gud er en langskægget mand, der vandrer rundt med en stav i himlen og holder øje med os hele tiden. Jeg ved bare, at Gud findes et eller andet sted. Det er ret klart for mig."

"Jeg har lige købt en bog om Grundtvig og hans liv og en stor og tyk en om Luther. Jeg bliver nødt til at læse dem begge to for bedre at finde ud af, hvad det hele handler om. Jeg vil gerne vide mere om, hvad de var for nogle mennesker, og hvad de stod for."

Hvad har formet den tro, du har i dag?

"Det har de mennesker, der har været en del af mit liv fra min barndom. Troen har været en del min opdragelse, og jeg har aldrig tænkt på at fravælge kirken. Jeg siger altid kirken frem for kristendommen, for jeg kan ikke gå ind i kristendommen, men jeg kan gå ind i kirken."

"Jeg synes, kirken er sjov. Når jeg kommer i kirke, hilser jeg på præsten og de mennesker, som nu arbejder der. Jeg har min faste plads, hvor jeg kan vælge at høre ordet eller selv sidde og filosofere over livet og tænke på dem, der ikke er her mere. Jeg kan også vælge at kigge ud ad vinduet for at se, hvordan solen skinner, og glæde mig over det. Jeg sidder bag nogle rigtig tykke vægge og bliver beskyttet."

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

"Jeg prøver at give en hånd til dem, der ligger ned, og dem, som andre træder på for at komme tørskoet over vejen. Jeg hjælper, hvor jeg kan. Hvis det er penge, det handler om, så prøver jeg det, eller hvis det handler om at blive hjulpet op af sølet, så gør jeg det. Jeg forsøger at gøre det, så godt jeg kan, i den snævre verden, vi efterhånden lever i."

"Der er rigtig mange socialarbejdere, der arbejder på samme vilkår som mig, og de gør et kæmpe stykke arbejde. De vil så gerne ændre nogle ting. Jeg skal bare have fundet ud af, hvad det er, vi skal ændre."

"Jeg har for eksempel et mål. Politikere har altid en eller anden form for 2025-plan. Jeg har en 2026,5-plan, der går ud på, at jeg vil have tænder på finansloven. Så kan vi smile til hinanden, uanset om vi er kontanthjælpsmodtagere, alkoholikere eller direktører. Vi kan holde døren for hinanden og møde hinanden med et smil. Vi kan bide tilbage, når systemet bider os for meget i enden."

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

"Det må være Hans Christian Kofoed. I 1928 startede han Kofoeds Skole, som hjælper socialt udsatte. Næstekærligheden fyldte meget. Jeg plejer at sige, at jeg arbejder i slipstrømmen af Kofoed."

"Hver gang jeg holder foredrag, har jeg hans bog med, der hedder ”Kofoeds skoles historie”. Den har jeg altid liggende foran mig."

"Kofoed fik ikke løn, men arbejdede ud fra et menneskeligt synspunkt. Det kan jeg rigtig godt lide. At man gør noget for andre, og det gjorde han i allerhøjeste grad. Han var i stand til at få rigtig mange mennesker med sig. Mange af dem, der arbejdede for ham, sagde gode stillinger op for at følge ham."

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

"Jeg kan ikke sige, at jeg har fået et åndeligt råd, men det bedste råd, jeg kan give mig selv, er at huske på, at vi ikke er i mål, før den sidste er med. Det har jeg haft med fra barndommen. I byen skulle vi opføre os ordentligt og rejse os op i bussen, hvis der kom en svagt gående, og tale ordentligt til folk. Senere kom jeg på Kogtved Søfartsskole, hvor det blev indarbejdet i alle elever, at man skal se og respektere hinanden og altid få den sidste med."