Vi er kristendom med krop og sjæl

Tidligere herskede der i teologien en tydelig kontrast mellem det forgængelige legeme og bevidsthedens håb om evigheden, men i de seneste år har forestillingen om mennesket som en enhed af krop og ånd fundet vej ind i teologien.

@Fotobyline:TEGNING: MORTEN VOIGT
@Fotobyline:TEGNING: MORTEN VOIGT.

Den største slagmark i menneskehedens historie er hverken Napoleonskrigene eller de allieredes invasion af det besatte Normandiet i Frankrig under Anden Verdenskrig. Derimod er der tale om et opgør, som siden tidernes morgen har været udkæmpet på menneskets egen hjemmebane: kampen mellem legeme og ånd, mellem fysik og intellekt, mellem krop og sjæl. Menneskets bevidsthed har længe været anset som hjemstedet for troen og dermed også teologien. Men nu har en håndfuld teologer i Danmark kastet sig over et helt nyt forskningsfelt: kroppens teologi.

"Krop og håb" er den poetiske titel på postdoc Johanne Stubbe Teglbjærgs ph.d.-afhandling, som hun forsvarede sidste år på Det Teologiske Fakultet. Hendes arbejde tager udgangspunkt i en tilsyneladende modsætning mellem kroppens sørgelige forgængelighed og bevidsthedens håb om evighed.

Det banebrydende teologiske bidrag blev senere samme år fulgt op af en forelæsningsrække, hvor andre teologer på Københavns Universitet fremlagde deres resultater i udforskningen af kroppens teologi.

Andre videnskabelige retninger har længe opereret med et nyt syn på krop og bevidsthed som en helhed frem for en modsætning. Nu er teologien ved at komme med, idet den peger på, at forholdet mellem krop og bevidsthed er ambivalent og mere komplekst end som så.

"Interessen for at forske i kroppens teologi har aldrig været større end netop nu. Der bliver forsket på Det Teologiske Fakultet i København, de teologiske fakulteter i Norden og på flere andre af verdens førende universiteter, og især i USA er interessen for kroppen stor," siger Johanne Stubbe Teglbjærg, som for tiden forsker på Berkeley University i San Francisco, USA.

Afhandlingen "Krop og håb" handler om den nye teologiske forestilling, at koden til vores håb om livet efter døden skal findes i vores kropslighed. For det er gennem kroppen, at vi forbinder os med andre mennesker og vores omverden. Det er i kraft af kroppen, at vi både erfarer og overvinder splittelse og adskillelse. Kroppen er afgørende for vores håb om det evige liv, hvordan det så end tager sig ud, pointerer Johanne Stubbe Teglbjærg.

Hun understreger, at der netop nu hersker mere uenighed end enighed blandt forskerne om, hvordan kroppens teologi skal forstås. Men der er udbredt enighed om, at det er på tide, at teologien inddrager kroppen i sin forskning. Hvis ikke menneskets kristne tro er en del af den kropslige verden, så kommer vi blandt andet til at mangle en teologi for fællesmenneskelige udfordringer som miljø, bæredygtig produktion, udryddelse af verdens sult og beskyttelse af vores medskabninger, dyrene.

Men hører teologien eller den kristne tro i det hele taget hjemme i kroppen? Er det ikke en overnaturlig størrelse, som ikke kan måles eller vejes, og som nogle vælger at tage ind i deres liv, mens andre afviser den? Er det ikke sjælen, troen henvender sig til, som noget, der findes uden for kroppen?

"Når vi taler om, at kroppen er vendt tilbage til teologien, så hører det med, at der samtidig er stor uenighed om, hvad krop egentlig er," siger Johanne Stubbe Teglbjærg.

"De fleste mennesker vil mene, at kroppen er en genstand, vi har. Man kan kigge på sine arme og ben. Men teologer og filosoffer er i dag enige om, at det slet ikke er fyldestgørende nok," siger Johanne Stubbe Teglbjærg og siger om gudstjenesten, der er et centralt omdrejningspunkt for de fleste kristne:

"Vi oplever ikke kun en gudstjeneste med syn, hørelse og en registrering i bevidstheden. Vi oplever den også med andre kropslige sanser. Det nye forhold mellem krop og teologi indebærer blandt andet, at vores bevidsthed ikke er noget, der kun sidder i hjernen, den sidder også i kroppen."

"Men det gør samtidig bevidstheden til en kompliceret størrelse, for den er en del af den samlede menneskelige identitet, og til den hører også det ubevidste. I øjeblikket går meget af diskussionen blandt teologer på, hvordan alle disse begreber skal ses i forhold til hinanden. Det siger sig selv, at det hele kompliceres, når bevidstheden er noget, der også sidder i kroppen, så det ikke er klart, hvor den begynder, og hvor den ender. Den kan ikke lokaliseres til et bestemt sted," siger Johanne Stubbe Teglbjærg og giver et slående eksempel på sin påstand:

"Mange mennesker oplever, at når de sætter sig ned og tænker bevidst over deres tro, så drejer den – eller deres ikke-tro – sig om noget, der allerede var der i forvejen," siger Johanne Stubbe Teglbjærg.

Mange vil mene, at vores samfund i dag aldrig har været mere opmærksomt på kroppen i en daglig rus af sundhed, økologi og fitness. Kroppens naturlige forfald skal bekæmpes.

"Når man ser på nogle af de kropslige aktiviteter, som fylder mere og mere i samfundet, i religionen og i kirkelivet, så er der fokus på emner som mad, seksualitet og fitness. Men det er ikke nødvendigvis et tegn på, at det hele er blevet mere kropsligt i positiv forstand. Hvis aktiviteterne dybest set er udtryk for, at man behandler kroppen, som om den var en ting, man kan styre, så er man ikke kommet nærmere til en mere harmonisk enhed mellem krop og bevidsthed."

"Derfor er de mange kropslige aktiviteter i kirken som babysalmesang og spaghettigudstjenester måske heller ikke, når det kommer til stykket, et udtryk for, at vi har fundet os til rette som kropslige væsener i kirken. Det kan i teorien også være udtryk for, at vi har det så svært med vores krop, at vi forsøger at kontrollere og beherske den i stedet for at finde fred med den og for eksempel lade den slappe lidt af en gang imellem."

"På den anden side er der jo også i folkekirken strømninger, som går i den modsatte grøft, og hvor kroppen er ligegyldig. På den ene side kan vi kirkeligt set nemt havne enten i en slags kropslig gerningsretfærdighed eller på den anden side lade, som om erfaring af retfærdighed ikke er kropslig og har konkrete konsekvenser som for eksempel for vores miljø, klima og verdens flygtninge," siger Johanne Stubbe Teglbjærg.

Sognepræst i Adventskirken i København Jette Bendixen Rønkilde begyndte at interessere sig for krop og teologi under sit teologistudium og skrev speciale om emnet. Hun har taget filosofien med sig ind i præstegården og har kombineret den med teologien omkring gudstjenssten.

Når kroppen bliver forstået på den rette måde – som en del af alle vores oplevede erfaringer og den måde, de er blevet erkendt på i vores bevidsthed - så har kroppen også noget med vores gudsforhold at gøre, mener hun.

"Når krop og bevidsthed ikke kan adskilles og dermed er den måde, vi er til stede i verden på, så må det også gælde i vores forhold til Gud. Vi kan måske ligefrem tale om, at kristendommen sidder i kroppen. Gudstjenesten bliver et sted, hvor bevidstheden så at sige kropsliggøres, og hvor der åbnes mulighed for andre erfaringer end de rent intellektuelle. Eller mere jordnært sagt: Du kan ikke alene møde Gud i de små grå, det kræver aktivitet af resten af kroppen," siger Jette Bendixen Rønkilde.

Hun har intet imod de ritualer, som vores højmesse langt hen ad vejen består af. De skal bare bruges rigtigt.

"I stedet for at fokusere så meget på prædikenen, som de fleste præster har lært og er tilbøjelige til, at de skal gøre, så skal de i langt højere grad med deres egen kropslige tilstedeværelse sørge for, at ritualer, bønner og salmer virkelig opleves engagerende af kirkegængerne, så de også får kroppen med. Det kan godt være, at vi ikke fatter alt, hvad der siges og gøres til en gudstjeneste, men det gør ikke noget."

"Så længe vi får en kropslig fornemmelse af gudstjenesten og dens indhold, så vil kroppen huske den og give sit bidrag til hele menneskets samlede identitet. Så lejres gudstjenesten og næres i mennesket, så dets troserfaring bliver til livserfaring og livskundskab til at leve og dø på," siger Jette Bendixen Rønkilde.

Hun har fået 30.000 kroner fra Grundtvig Centeret på Aarhus Universitet til at arbejde videre med kroppens teologi i forbindelse med Grundtvigs liturgiske tanker og forsøge at skabe et netværk af teologer, der skal forske i netop det, man kunne kalde den nye "kropslige vending" i kirken i dag.

En af bidragyderne kunne være sognepræst Poul Joachim Stender, Kirke Såby og Kisserup Sogne, som er kendt for sin kropslige udlægning af gudstjeneste, kirkeliv og senest bogen om seksualitet i Bibelen, "I seng med Gud". Han kalder sin anskuelse af kirkeliv og teologi for "sanselig".

"I troen er det ikke så vigtigt, om det, vi gør, er sundt eller ej, men at man tager imod og mærker sin næste, Gud og livet. Sanselighed i vores liv er et væsentligt udtryk for, at kristendommen er en sanselig religion på den måde, at Gud blev menneske i en mand af krop, kød og blod og med alle sanser. Opstandelsen er ikke et spøgelse, som forlader et tomt hylster, men kødet, der opstår fra de døde," siger Poul Joachim Stender.

Han mener alvorlig talt, at kirken allerede er blevet mere kropslig i dag.

"Mange sidder og maler ikoner eller går på pilgrimsvandringer og arrangerer fællesspisninger. I dag vil folk have kød på ordet. Men den kirkelige sanselighed, som ikke mindst Grundtvig stod for, er også et opgør med vores tids kultur. Alle er sindssygt optaget af motion, af det lange liv og af sundhed. Her siger kirken, at kroppen skal med, det skønne og det åndelige skal også med i kroppen, så sjæl og krop skaber en fælles identitet."

"Oven i al fokuseringen på kroppen er der samtidig en stærk antikropslighed, som kirken måske er meget god til at tale imod. Vi kommunikerer jo ikke kropsligt mellem mennesker, men gennem sms og telefon, og mange udfolder sig kun seksuelt på nettet. Man spørger aldrig efter hinandens bopæl, men efter telefonnummer. Derfor er det godt, at kirken slår på det kropslige, at man skal mødes med andre mennesker, mærke dem og lugte dem," siger Poul Joachim Stender.

Men han pointerer, at det ikke bare handler om ens egen krop.

"Det handler først og fremmest om næstens krop, så det ikke bliver et ego-flip, hvor man dyrker sig selv. Det er næstens krop, der ikke skal have lov til at sulte og have dårlige forhold. I stedet for at kaste sig over sin elskedes krop, når man kommer hjem fra arbejde, så kaster man sig måske over sin egen krop i et fitnesscenter. Det er jo decideret ulækkert," siger Poul Joachim Stender.

vincents@kristeligt-dagblad.dk