Forfatteren Bente Hansen husker, hvordan rektoren på Vestjysk Gymnasium i Tarm en dag i 1956 åbnede døren til klasseværelset med et tydeligt smæld og skrev ”Afkristning” på tavlen. Bente Hansen og de andre 2. g-elever anede ikke, hvad rektoren talte om, da han de næste 45 minutter redegjorde for det fænomen, som han mente hærgede land og kultur, tro og moral.
”Vi boede jo i det, jeg kalder bibelbæltet nede ved Skjern, Tarm og Videbæk. Så vi var ikke ligefrem førstehåndsvidner til nogen afkristning. Her var troen meget tydelig hos de missionske. Vi kunne ikke mærke afkristning i Vestjylland, men rektoren havde jo ret i, at det fandt sted,” siger hun.
Fænomenet skulle senere blive et emne, der i langt højere grad kom til at optage forfatteren, rødstrømpen og ”venstrefløjens forkvinde”, som hun af og til er blevet kaldt. Særligt i de 16 år, hvor hun var medlem af menighedsrådet i Vor Frue Kirke i København.
For selvom det var svært for gymnasiepigen fra Vestjylland at forstå fænomenet afkristning, kan der ikke være tvivl om, at det fik stor betydning for kirke og kristendom, siger hun. Derfor har hun netop udgivet bogen ”Ugudelighed? Tro, tvivl og tøven”, hvor hun går i sporet på angrebene på tro gennem historien.
Og først når vi kommer til midten af 1960’erne, er hun uenig i den forhenværende rektors analyse. For hvor rektoren så en enorm trussel mod troen i tiden, mener Bente Hansen ikke, at årene omkring ungdomsoprøret i 1968 har haft nævneværdige konsekvenser for kristendom i Danmark.
”Vi, der var med i oprøret, ville selvfølgelig gøre op med alle autoriteter, deriblandt konger, præster og kirken. Men jeg synes, det er uberettiget, når vi altid får skylden for at aflyse tro og åndelighed. Under ungdomsoprøret var der jo en enorm orientering mod spiritualitet. I første omgang mod østlig åndelighed og reinkarnation ganske vist. Men det er forkert at kalde 68’erne for ugudelige.”
Til gengæld ser hun andre store trusler mod kristendommen, som samfundet må værne sig mod i dag. Blandt dem er uvidenhed om, hvad kristentroen er.
”Når man spørger en ikke-kirkevant dansker, hvad han eller hun forbinder med kristendom, svarer vedkommende ofte De Ti Bud, skabelsberetningen eller berømte fortællinger fra Det Gamle Testamente som Kain og Abel. Jeg holder fast ved, at kristendom starter ved år 0, og derfor må man først og fremmest forholde sig til Det Nye Testamente.”
Derfor skal kristendoms- undervisningen forbedres på alle niveauer, mener hun. Alt for mange af hendes ateistiske venner har haft kristendomsundervisning helt op til 3. g, men alligevel afviser de kristendommen, fordi de ikke kan tro på en gammel mand med langt, hvidt skæg, siger hun.
”Så fortæller jeg dem, at det kan jeg heller ikke tro på. Vi må gøre op med fejlforestillinger om kristendom ved at klæde folk bedre på til at forstå den.”
En anden trussel mod tro i Danmark er, når folk sammenblander tro og videnskab. Ifølge Bente Hansen skal disse forblive i to forskellige universer. Det ene udelukker ikke det andet.
”Den afkristning, som min rektor talte om i 1950’erne, havde jo kørt flere hundrede år i forvejen, i og med at naturvidenskaben begyndte at byde ind med et alternativt verdensbillede. Både kristne og ateister diskuterer stadig i dag, om man kan få kristendom og naturvidenskab til at gå op i en højere enhed. Men det er misforstået. Tro og videnskab har begge berettigelse, men skal accepteres som artsforskellige verdener og ikke blandes sammen. Troen er en anden sandhed end videnskaben.”
Hvorfor synes afkristningen at være foregået i langt højere grad her i Nordvesteuropa end noget andet sted i verden?
”Det mener jeg ikke er tilfældet. Vi er mere sekulariserede samfund i Skandinavien, men sekularisering er ikke det samme som afkristning. Sekularisering betyder kort og godt, at kirkeligt eje overgår til verdsligt eje. Her i Norden er kirken knyttet til stat og demokrati, og vi har tilbud på borgerlige vielser, borgerlige begravelser og alle mulige andre alternativer til kirken. Det gør, at vores tro er knap så synlig, men det betyder ikke, at vi er afkristnet.”
Så vi er lige så troende som polakkerne og italienerne, men det er bare ikke synligt?
”Ja, det mener jeg. Hvis du spørger danskerne, hvor mange der regner sig for at være kristne, vil jeg gætte på, at et sted mellem 80 og 90 procent siger ja. Knap 80 procent af os er medlemmer af folkekirken, og dertil skal man jo lægge katolikker, frikirkefolk, ortodokse og så videre.”
Hvad ville du sige til folk, der hævder, at der også foregår afkristning af samfundet i dag?
”Jeg ville sige, at det er forkert. Gennem de sidste år er tro og kristendommen kommet på dagsordenen og endda i regeringsgrundlaget. Hvor det for 10-20 år siden var lettere at tale om sex end om tro, er det i dag omvendt. Mange offentlige personer taler åbent om deres tro, for der er ikke længere noget tabu forbundet med tro og religion.”