Prøv avisen

”Vi er nogen, der skal dø, inden menighedsrådene lærer at arbejde sammen”

Det kan være svært for små sogne at gå sammen i et fælles menighedsråd. Arkivfoto. Foto: Mikkel Jezequel

På Nordvestfalster er fem sogne gået i samarbejde om et fælles menighedsråd. Det kan måske komme til at tage et par generationer før det fungerer, forudser tidligere menighedsrådsmedlem på opstillingsmøde

”Det er trist, men det er blevet for tidsrøvende for mig.”

Ella Refsgaard begyndte som menighedsrådsmedlem i 1988 i Stadager sogn. Det er et af de fem sogne, der nu har slået sine menighedsråd sammen til Nordvestfalster stormenighedsråd. Men når det nye menighedsråd tiltræder den 1. søndag i advent, er hun ikke med længere, bebuder hun på orienteringsmødet tirsdag aften i Nørre Vedby Hallen på Falster.

”Tingene er altså ikke blevet lettere, efter vi har lavet storpastoratet. Vejen er blevet længere fra idé til det færdigt projekts udførelse. Demokratiet er noget, der tager meget lang tid. Vi er nu nødt til at gøre tingene den tunge vej, præcis efter reglerne. Det gjorde vi ikke før, da vi havde vores egne menighedsråd hver især. Da kunne vi snakke os til rette om beslutningerne, inden vi afleverede dem til provsten. Det var egentlig så hyggeligt dengang, vi kun var fem personer i menighedsrådet,” siger hun.

Det så ellers lovende ud. Parkeringspladsen foran hallen var stopfyldt. Men det skulle vise sig, at det mere var sportsaktiviteterne, der trak, end det kommende menighedsrådsvalg.

Der var dækket til 30 personer, men omkring 20 fremmødte fyldte bordene omkring kaffe, wienerbrød, øl og vand. Til en start lød ”Septembers himmel er så blå”, men farverne falmede en del senere på aftenen, da det nedslående resultat forelå. Man skulle bruge 12 medlemmer, men kun fem kandidater og to suppleanter havde meldt sig. Facit: Der mangler på nuværende tidspunkt syv kandidater og en håndfuld suppleanter.

”Menighedsrådet er blevet for stort, og det betyder, at der er for få hænder til alle opgaverne. Derfor er der ingen, der vil skrive sig på opstillingslisten,” lød det fra Per Larsen, som er menighedsrådsmedlem fra Vålse Sogn.

Hvad sker der, hvis ikke vi får fyldt menighedsrådet, lød spørgsmålet flere gange i løbet af aftenen. Det mest negative bud var, at så ville de fem sogne blive sat under administration af Lolland-Falsters Stift, mens andre mente, at man måske lige kunne snige sig igennem med en dispensation, hvis der kun kom til at mangle et enkelt eller to medlemmer i det nye menighedsråd.

”Jeg kan kun opfordre jer til at gå hjem og finde nogle mennesker, som er villige til at stille sig op, og måske også nogen, I ved, vi kan samarbejde med. Vi kan ikke komme videre i aften, men tak fordi I kom og tak for jeres indsats,” sagde valgbestyrelsens formand, Gunnar Vilhelm Hauge.

Frede Hansen var en af de ivrigste fortalere, dengang man gennem en forsøgsperiode oprettede et fælles menighedsråd for sognene Nørre Vedby, Kippinge, Vålse, Brarup og Stadager, der tilsammen har lidt over 2400 folkekirkemedlemmer svarende til en medlemsprocent på 82. Undervejs gik han selv ud efter 25 år i Kippinge menighedsråd, heraf 20 år som formand.

”Jeg ved godt, at jeg selv er gået i spidsen for stormenighedsrådet. Men det har vist sig at være et kæmpe arbejde at få sammenlagt fem sogne med seks kirker og få samarbejdet til at fungere,” siger han over aftenens sidste kop kaffe.

”De to års arbejde har været fyldt med administrative opgaver, for eksempel skal samtlige regulativer for medarbejdere og kirkegårde samordnes, så man arbejder efter de samme regler. Det har trykket tænder ud på menighedsrådsmedlemmerne. En anden ting har været, at det nye regnskabssystem fungerer så dårligt, at ingen i menighedsrådet kan forstå økonomien,” siger Frede Hansen og peger på, at det vigtigste i et menighedsråd er at vide, hvad pengene er sat af til, og hvad de bruges til.

”Når man ikke ved det, har det fået mange til at tabe gnisten. Desuden har fællesmenighedsrådet nu i fællesskab fået overdraget ansvaret for MUS-samtaler med alle de 11 ansatte i pastoratet. Alle de administrative opgaver har fået det, som menighedsrådet egentlig brænder for, de kirkelige aktiviteter ud på et sidespor. Når så man som menighedsrådsmedlem fortæller om det store arbejde, der egentlig ikke er tilfredsstillende, så har det skræmt mange væk fra at stille op,” siger Frede Hansen, som i teorien stadig tror på, at stormenighedsrådet kan komme til at fungere.

”Når man tager de fem sognes forskellige kirkelige traditioner og folkelige kulturer i betragtning, kan det måske tage to generationer. Så vi er nogen, der skal dø, inden det sker,” siger Frede Hansen.