”Vi er skabt til at leve efter dagens rytme”

Den engelske præst Ray Simpson har i mere end 20 år arbejdet med den keltiske tradition. Han mener, at det er en kristendom, som passer til fortravlede, moderne mennesker

"Fra de gamle keltiske kristne har jeg lært at se livet som en rejse. Det betyder, at hver dag er en ny station på rejsen. Du skal ikke bare gentage, hvad du gjorde i går, men tage den nye dag til dig som en gave," siger Ray Simpson. --
"Fra de gamle keltiske kristne har jeg lært at se livet som en rejse. Det betyder, at hver dag er en ny station på rejsen. Du skal ikke bare gentage, hvad du gjorde i går, men tage den nye dag til dig som en gave," siger Ray Simpson. --. Foto: Kristian Juul Pedersen.

Ray Simpson bor på en ø omgivet af tidevand. Når der er ebbe, kommer turister og pilgrimme til den lille ø Lindisfarne i Nordsøen, og når der er flod, må de tilrejsende vente med at køre over til fastlandets kyst.

Tidevandet er noget af det, som han sætter stor pris på ved at bo på øen, for det minder ham om, hvor vigtigt det er at gøre forskel på tider. I det moderne samfund bliver døgnets rytme stadig mere flydende, men med afsæt i keltisk kristendom påpeger Ray Simpson, at det er vigtigt at bevare en rytme i sit liv.

LÆS OGSÅ: Hvad er keltisk spiritualitet?

Særligt i England, men også i Skandinavien har der de senere år været en voksende interesse for keltisk kristendom, og anglikaneren Ray Simpson har i mere end 20 år arbejdet med denne kristne tradition.
Han mener, at den har særlig appel til mennesker, der lever almindelige, moderne liv, der kan synes langt fra kirkehistoriens keltiske kristendom.

Ray Simpson leder blandt andet retræter på Lindisfarne, hvor mennesker kommer for at fordybe sig i keltisk kristendom.

"Jeg har oplevet flere retrætegæster, som efterfølgende har sagt, at de ikke ville have søgt i buddhisme og forsøgt sig med mindfulness, hvis de vidste, at deres egne kristne tradition rummede muligheden for at lære at meditere og udleve sin tro med både højre og venstre hjernehalvdel. Kristendommen i Europa er nærmest udelukkende blevet et projekt for venstre hjernehalvdel," siger han.

LÆS OGSÅ: Danske kristne henter inspiration hos kelterne

Ray Simpson har skrevet flere bøger om keltisk kristendom, og det er blandt andet på grund af sit forfatterskab, at han er på foredragsbesøg i København. Han har rundet de 70 år, og som den garvede formidler, han er, fremhæver han tre "r'er" som det vigtigste, keltisk kristendom kan bidrage med til dagens samfund: rytme, rødder og relation.

"Nok lever vi i en tid, hvor man kan være online uanset tid på dagen, men det betyder, at ens dagsrytme bliver skæv. Kelterne levede på landet og mistede ikke kontakten med naturen. Kelterne vil sige, at vi er skabt til at leve efter dagens rytme. Vi skal bemærke, når solen går op, og når solen går ned, og indrette vores liv efter det. I den vestlige verden er der alt for mange, som sover for lidt, og lægerne beretter, hvordan det fører til stress og udbrændthed. Men de gamle keltere vil påpege, at vi ved at trodse døgnets rytme trodser en grundlæggende skabelsesordning. At leve efter dagens rytme er også betingelsen for, at du kan få en række vigtige balancer ind i dit liv: balancen mellem sjæl og krop, mellem bøn og arbejde, mellem alvor og det at være et legende menneske. Foruden de fysiske gener skærper et liv uden rytme en uheldig tendens til farisæisme, hvor man bliver meget kontrollerende i forhold til andre mennesker," siger Ray Simpson.

LÆS OGSÅ: "Keltisk spiritualitet er vejen frem"

Lindisfarne, som også bliver kaldt Holy Island, er et pilgrimsmål, fordi det var et knudepunkt i kristendommens udbredelse i England.

På den lille, naturskønne ø, som tæller færre end 200 fastboende og over 300 fuglearter, er det uundgåeligt at blive bevidst om kristendommens rødder, og den keltiske kristendom har generelt fokus på troens rødder. Dels er der en bevidsthed om kristendommens indflydelse op gennem historien, dels har den keltiske tradition en veludviklet teologi for at se Guds tilstedeværelse i naturen.

I den keltiske spiritualitet understreges det, at alle ting genspejler noget af Gud. De keltiske kristne mente, at naturen skulle elskes og nydes, sådan som det beskrives, at Gud gjorde det i skabelsesberetningen i Første Mosebog.

Ray Simpson har siden barndommen holdt af at være i det fri og kan ikke forestille sig en hverdag uden tæt kontakt med naturen, men de fleste mennesker, som i disse år lader sig inspirere af keltisk kristendom, bor i større byer.

"Det er ikke så afgørende, hvor man bor, men mere hvordan man ser på naturen. I en keltisk kristen tradition ser man skaberværket som et sakramente, som viser mennesker Guds storhed," siger han.

Den tredje og afgørende værdi, som Ray Simpson har fundet i den keltiske kristendom, er relationer. De keltiske kristne lagde vægt på gæstfrihed, som også beskrives som en kristen dyd i Det Nye Testamente.

Ray Simpson mener, at det er vigtigt, at man lever sit liv, så der er plads til gæstfrihed. Selv har han prioriteret, hvad han kalder en "enkel livsstil", for at kunne møde fremmede med et åbent sind. Grundlæggende mener han, at gæstfrihed betyder, at man tager mod alle mennesker som en gave fra Gud.

"Jeg har en liste med 100 ting, som jeg kunne have lyst til at gøre, men i samtale med min åndelige vejleder streger jeg halvdelen af gøremålene over og kommer dermed til at leve et mere enkelt liv, som gør det muligt for mig at være til stede i de relationer, som jeg indgår i, men det betyder, at jeg må sige nej til mange invitationer om rejser og højst er på Facebook en gang om ugen," siger han.