Det var få uger før, at den forfærdelige borgerkrig begyndte i Syrien i 2011. Der åndede endnu fred og hverdag i Damaskus. Butikkerne var åbne, og overalt myldrede det med muslimer, kristne, jøder, gamle, unge, turister og fastboende imellem hinanden, så min veninde og jeg smeltede let ind i mangfoldigheden.
Vi var lige kommet til Syrien og gik nu rundt i de gamle gader i Damaskus. Middagsheden begyndte at kunne mærkes, og vi var både trætte og sultne, så vi ville gerne finde noget at spise.
Det varede heller ikke længe, så kunne vi mærke en stærk og liflig duft af varmt, nybagt brød, og vi kunne gennem et hul i muren fra romertiden se en gammel, syrisk bager, der i flyvende fart delte de store, syriske fladbrød ud, mens han samtidig tog imod penge fra de mange skolebørn, som var alle vegne foran hullet – også omkring min veninde og mig.
Men så fik han øje på os, og hans ansigt lyste op i et stort tandløst smil. Han kiggede lige på os med øjne, der skinnede af glæde, mens han viftede skolebørnene væk med en håndbevægelse, inden han med en anden håndbevægelse rakte to varme brød ud til os. Vi havde i mellemtiden fundet nogle penge, som vi rakte frem imod ham, men dem viftede han væk, og så var det hele forbi. Og den gamle syriske bager var igen i gang med at handle brød med skolebørnene.
Det tog alt sammen mindre end 15 sekunder, og det var foregået fuldstændig ordløst. Men det var alligevel et afgørende øjeblik for mig, da brødet blev langet ud af muren som en troens bevægelse, der åbnede ikke kun mit sind, men også resten af turen, som kom til at handle langt mere om min egen tro end om den forskning i sufi-bønner, som havde været mit formål med at rejse til Syrien.
Det blev til 10 dage i Syrien i gæstevenskabets tegn og med troen rammet ind af brød. For jeg besøgte også Deir Mar Musa-klosteret, hvor den katolske munk fader Paolo havde etableret den økumeniske klosterorden Abrahams børn, der var for både kristne, muslimer, jøder, mænd og kvinder.
For vi er alle Abrahams børn. Det er fader Paolos holdning. Og vi skal dele brødet med hinanden i godhedens og gæstfrihedens navn. Jeg boede derfor også i klostret oppe på bjerget nogle dage og oplevede ud over at sidde i hans store telt i både stegende sol og måneskin hans klassiske gudstjenester, hvor vi lagde ud med at bryde brødet, inden der var anarkistisk læsning af flere forskellige hellige tekster med tilhørende debat, og vi så sluttede af med at dele det brød, der var blevet brudt i begyndelsen af gudstjenesten.
For brødet – både det fra ovnen og det fra oven, både det fra bageren og det fra munken – blev mig givet på turen til Syrien, og jeg kan ikke lade være med at tænke på den måde, som vi her i Danmark har mødt de fremmede på i de år, der siden er gået. Jeg er ikke naiv og ved godt, at ikke alle har de reneste motiver. Men det handler også om med hvilke øjne, vi ser de fremmede – og om vi rækker brød ud til dem, som vi fik det rakt ud gennem muren inde i byen og fordelt oppe i klosteret på bjerget.