Iværksætter: Vi finder ikke sandheden ved at kigge indad i egen navle

Iværksætter Christian Steffensen er personligt drevet af den missionsbefaling, som lyder i morgendagens prædiketekst, og som han mener, at vi forsømmer

31-årige Christian Steffensen har det svært med de ti bud, fordi han dybest set mener, at kristendom, men alligevel afviser den missionsglade iværksætter, at han driver missionsvirksomhed.
31-årige Christian Steffensen har det svært med de ti bud, fordi han dybest set mener, at kristendom, men alligevel afviser den missionsglade iværksætter, at han driver missionsvirksomhed. . Foto: Privatfoto.

Det er en begejstret Christian Steffensen, som skal forholde sig til morgendagens prædiketekst. Her kan den 31-årige iværksætter nemlig læse den berømte missionsbefaling med Jesu ord: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Christian Steffensen driver mission i den mest moderne forstand. Eller han hjælper kirkerne med det. For syv år siden startede han virksomheden ChurchDesk, som gennem digitale it-løsninger hjælper kirker i både Danmark og udlandet med at nå ud til flere af deres eksisterende og potentielle medlemmer.

Prædiketeksten sætter et væld af tanker i gang hos Christian Steffensen, der dog lægger vægt på, at han ikke driver en missionsvirksomhed.

”Vi giver jo kirkerne værktøjer, så de kan nå ud med deres budskaber til flere mennesker. På den måde hjælper vi dem med mission,” siger Christian Steffensen, der indimellem må høre på kritiske røster over, at de tjener penge på at drive mission, men her bliver han lidt stejl:

”Vi er en virksomhed, som er sat i verden for at tjene penge, og det gør vi ved at udvikle værktøjer, som kirkerne har glæde af. Jeg forstår ikke helt de mennesker, som mener, at det er et problem,” siger han.

Men mission står ham meget nært på det personlige plan. Han er præstesøn, moderen er præst på Vesterbro, og i sine voksne år har han også været gennem en personlig trosrejse. Læsninger af teologen Søren Kierkegaard og reformatoren Martin Luther har om noget formet hans kristne ståsted, og i privat sammenhæng hører han ikke til dem, som har problemer med, at kristendommen har et rungende budskab om mission.

”Mission er forkyndelse. Og som jeg ser det, så har vi som kristne en meget vigtig opgave med at forkynde evangeliet. Det fylder meget for mig på det personlige plan. Hvis jeg eksempelvis er sammen med venner over en drink eller en middag, og snakken falder på yoga eller østlig religion, bliver det hurtigt meget navlepillende, og så kan jeg ikke lade være med at tale om den frihed, som følger med kristendommen,” siger Christian Steffensen og uddyber:

”Vi har brug for Gud, der kan sætte os fri. Vi finder ikke sandheden ved at kigge indad i egen navle. Det har vi som samfund mistet forståelsen for.”

Og netop det personlige syn på mission medgiver han også er en af hans drivkræfter, når han er på arbejde:

”På det helt personlige plan er en stor del af min daglige motivation, at vi med vores teknologier kan understøtte kirkernes mission og forkyndelse,” siger han.

Mission er der i den grad brug for i dag, mener Christian Steffensen. Danskerne er blevet fremmede over for den lutherske kristendom, fremfører han, og når så mange for eksempel bliver ramt på psyken over, at de ikke kan leve op til tidens jagt efter perfektionen og lykken, så er det, fordi kristendommens kernebudskab er gået tabt.

”Som mennesker er vi fejlbarlige og syndere. Vi kommer helt naturligt – fordi vi er mennesker – til at sammenligne os med og ligge under for menneskeskabte idealer. Men når vi rammes så hårdt, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det ville være anderledes, hvis vi var rodfæstet i Guds nåde og budskabet om, at vi ikke skal ligge under for noget menneskeskabt.”

Christian Steffensen er af den opfattelse, at forklaringen på, at vi står alene, er, at vi har mistet forbindelsen til den lutherske kristendom:

”Jeg mener, at forståelsen for den lutherske kristendom i befolkningen kan ligge på et meget lille sted. Vi dyrker menneskeskabte ideologier. Det står som modsætning til den lutherske kristendom, hvor vi er frisat i Guds nåde. Vi kan ikke gøre til eller fra. Vi må tro på, at han tilgiver os vores synder. Det er en bundethed, men også frisættelse, som vi ikke kan handle os ud af, siger Christian Steffensen og uddyber:

”Det er modsætning til at dyrke sig selv. Mennesket i dag er under enormt pres. I kristendommen kan du ikke finde sandheden i dig selv.”

Han føler ikke, at han har mange meningsfæller omkring sig.

”Jeg må indrømme at jeg kan føle mig lidt alene med min tro. Når jeg fortæller om, hvad kristendommen er for mig, så siger de, jeg omgås, at det ikke er den kristendom, som de har hørt om. De forbinder kristendommen med De Ti Bud, og det er også derfor, jeg har det svært med den del af kristendommen. Det er langt vigtigere for mig, at vi taler om Guds nåde og ubetingede kærlighed. Det er den, som gør os frie for at ligge under for det menneskeskabte.”

Når Christian Steffensen samtidig ikke slår sig på missionsbefalingen, skyldes det, at han ikke forstår den som et forsøg på at overbevise eller tvinge et andet menneske til tro.

”Vi skal forkynde evangeliet og tale om den frihed, nåde og Guds kærlighed, som er evangeliets kerne. Men vi kan ikke vride armen om på nogen for at få dem til at tro. Det er kun Gud, der kan omvende til tro.”

Og direkte adspurgt, så mener han, at folkekirken svigter missionsbefalingen.

”De mennesker, som jeg snakker med, genkender sjældent den lutherske kristendom, som jeg taler om. Missionsbefalingen er fantastisk og meget relevant. Vi får at vide, at vi skal døbe folk og forkynde evangeliet. Og at Gud giver os sin nåde og evigt liv, siger han og uddyber: Jeg synes, at mission som begreb er misforstået. Det centrale i mission er forkyndelse, da kun Gud kan omvende synderen. Derfor er missionsbefalingen jo helt afgørende for mennesket og et ansvar, der ligger på os alle.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg vil understrege, at vi med dåben får Guds nåde, som sætter os fri, men binder os til Gud og vores næste. Det budskab skal vi forkynde – og i særlig grad for alle dem, som i dag er fremmede for kirken.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Jeg har det meget svært med De Ti Bud og vil ikke fremhæve enkelte af dem, da jeg dybest set tror på, at Jesus frisætter os mennesker fra religion og verdslige regler – og dermed også De Ti Bud forstået som loven.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Jeg foretrækker en gudstjeneste, hvor evangeliet udlægges enfoldigt. Prædikenen skal helst ikke være for intellektuel eller fyldt med samfundsrelevans eller poesi for den sags skyld.

Hvordan er dit gudsbillede?

Det er et vanskeligt spørgsmål, men mit bedste svar tager afsæt i Luther: Hvis jeg skal male et billede af Gud, så er det lutter kærlighed.