Nattens soveværelse er dagens opholdsrum, og køkkenet er to bålblus ved bagtrappen. I Pa La Na Camp, en flygtningelejr i udkanten af byen Myitkyina i det nordlige Myanmar, bor 34-årige Lama Kai Htoi med sin mand og fire børn på tolv kvadratmeter. Det er en stille middagsstund, og Lama Kai Htois to-årige datter får en gul langlemmet stofdukke bundet på ryggen – et alternativ til barnevognen her i Myanmars bjerge – og bliver bedt om at lege lidt selv.
Lama Kai Htoi fortæller, at hun i juni 2011 boede i landsbyen Yang Kase Yang i den østlige del af Kachin. En eftermiddag, da hun arbejdede i familiens rismarker, hørte hun skyderi og lyden af eksploderende granater. Militæret havde indledt et angreb på Yang Kase Yang, hvor den bevæbnede gruppe, Kachin Independence Army havde en lejr.
Kachin Independence Army, som er en kristen oprørsgruppe og Myanmars militær, har siden 2011 kæmpet i en væbnet konflikt, der har sendt titusinder af mennesker på flugt. Konflikten er en af Myanmars mange interne etniske konflikter, der har rødder tilbage til kolonitiden og uafhængighedskrigen derefter. Religiøse tilhørsforhold spiller en rolle, fordi de etniske grupperinger ofte er enten muslimer eller kristne, og militæret traditionelt har et buddhistisk tilhørsforhold. Militæret anklages for at udøve overgreb mod civile blot på baggrund af deres religiøse og etniske tilhørsforhold, og derfor var Lama Kai Htoi og hendes familie som kristne udsatte.
”Vi flygtede, fordi militæret havde omringet vores landsby. Jeg var bange for voldtægt og bange for, at min mand ville blive anholdt og beskyldt for at være med i oprørshæren. Vi måtte efterlade alt og kun tage det tøj, vi stod i. Vi flygtede tre dage igennem skoven i bjergene uden noget at spise. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor forfærdeligt det var,” siger hun.
Lama Kai Htoi fortæller, at hun og familien flygtede mod nord til landsbyen Zai Awng i Kachins bjerge. Området i Zai Awng var på det tidspunkt kontrolleret af Kachin Independence Army, og de boede med, hvad der svarer til 600 hustande i en lejr, hvor der var mangel på basale fornødenheder.
”Vi var i sikkerhed i Zai Awng, men vi havde ikke meget at spise, og vi kunne ikke få lægehjælp, hvis vi havde brug for det. Man kunne kun komme til lejren i båd, fordi militæret havde blokeret vejene til lejren. Jeg havde lige født mit fjerde barn, da bombeangrebene startede igen,” fortæller hun.
Lama Kai Htois fjerde barn er datteren, der nu leger i et hjørne – stadig med bamsen på ryggen. Det var sådan, hendes mor bar hende, da familien flygtede for anden gang.
Flygtningelejren i Zai Awng blev ifølge Lama Kai Htoi udsat for bombeangreb fra Myanmars militær lillejuleaftensdag i 2017. Lejren lå igen tæt på en af Kachin Independence Armys vigtige poster, og militæret bombede ifølge Lama Kai Htoi både hærposten og flygtningelejren i seks dage. Hun og familien gemte sig i hjemmelavede bunkere i udkanten af lejren, inden de på sjettedagen flygtede fra lejren. Zai Awng lå klos op ad den kinesiske grænse, og familien forsøgte derfor i første gange at komme ind i Kina.
”Vi blev bedt om at vende om af grænsevagterne. En af dem sagde: ’Vi kan beholde din baby, men ikke dig’,” fortæller hun.
Det tog Lama Kai Htoi og familien lidt over en uge at flygte ned fra bjergene til fods og i bil til byen Myitkyina, hvor familien blev indkvarteret i Pa La Na Camp.
Lama Kai Htois datter er nu blevet træt af dukkelegen – og træt i det hele taget. Over hendes sovende krop optager et lille alter en central plads på væggen. På alteret står en Jomfru Maria-figur i bedepositur omkranset af plasticblomster og en bedekrans.
”Det vigtigste er, at vi er i sikkerhed. Men jeg beder hver dag for, at vi kan forlade det her sted så hurtigt som muligt.”