Vi har bevæget os fra nyreligiøsitet til ”religionsblanderi”

Der er sket meget på den alternative scene, siden dialogorganisationen Ikon blev dannet for 25 år siden som reaktion på udviklingen. For eksempel har vi fået et begreb om spiritualitet, som kan forme sig efter alle behov

I 1970’erne havde den alternative spiritualitet holdt sit indtog i Danmark, og en pioner på området var Bent Sten Olsen, varmemester i Skovlunde ved København, som kaldte sig interplanetarisk guru og tempeltjener. Her er han i gang med at mangfoldiggøre sine skrifter med titler som ”Budskabet fra verdensrummet”. –
I 1970’erne havde den alternative spiritualitet holdt sit indtog i Danmark, og en pioner på området var Bent Sten Olsen, varmemester i Skovlunde ved København, som kaldte sig interplanetarisk guru og tempeltjener. Her er han i gang med at mangfoldiggøre sine skrifter med titler som ”Budskabet fra verdensrummet”. – . Foto: ritzau.

Da jeg begyndte at interessere mig for området i slutningen af 1960’erne og 1970’erne, var der i høj grad tale om en undergrundskultur. Den nye religiøsitet trivedes i obskure miljøer og viste sig på eksotiske måder blandt andet under inspiration fra Østen. Det var denne indflydelse fra Østen, der gjorde området eksotisk, fremmedartet og spændende.

Når jeg opsøgte disse miljøer, var det mest af nysgerrighed. Det var ikke, fordi jeg var eksistentielt tiltrukket af dem eller overvejede seriøst at gå ind i dem, men jeg var nysgerrig. Og via disse kontakter blev jeg mere opmærksom på de elementer i den kristne tradition, der kunne ligne det nye spirituelle røre. Jeg blev således klogere på mit eget ved at blive konfronteret med det nye.

Imidlertid skete der noget med denne vildtvoksende religiøsitet. Hvad der til en begyndelse var en del af en undergrundskultur, der holdt til i snuskede baglokaler, det udviklede sig til en bred åndelig strømning, der fandt indgang flere steder, i mainstream-kulturen, i erhvervslivet og i de offentlige institutioner. Religionen er løs, som en bogtitel lyder. Hvor den tidligere var bundet ind i veletablerede dogmatisk strukturerede sociale organisationer som religionssamfund, så er den nu løs. Den er løs i fugerne, og den er løs i samfundet, hvor den dukker op de mest overraskende steder.

Det er situationen i dag, hvor ordet spiritualitet bliver brugt som en sammenfattende betegnelse for en åndelig optagethed. Spirituel kan man være inden for mange forskellige traditioner. Det er derfor, spiritualiteten er så appellerende. Man bliver ikke fastholdt og fastlåst.

Den engelske religionsfilosof Don Cupitt bruger billedet af et troshav ( sea of faith på engelsk). Det moderne menneske svømmer i et troshav, hvor elementer fra de store religiøse traditioner findes som vraggods. Og nu er det op til det moderne individ af disse vragrester at sammentømre sin egen tømmerflåde, som man kan manøvrere og dermed overleve i troshavet. Det er det klareste udtryk for den synkretisme, der præger den nutidige forståelse af, hvad der udgør et autentisk religiøst udtryk.

Det er således dokumenteret i mange rundspørger, at folk er tilbageholdende med at kalde sig selv religiøse, men godt vil stå ved, at de er spirituelle. Det er uden tvivl, fordi religion forbindes med dogmatisk underkastelse, mens spiritualitet forbindes med individets frihed og inderste overbevisning. Man er stadig på vej. Derfor er den mest brugte metafor ”rejsen”.

”Jeg har været på en spirituel rejse”, lyder et ofte gentaget mantra. Spiritualiteten er formbar og har stor tilpasningsduelighed. Af samme grund får markedet for spirituelle ydelser hele tiden nye tilbud, for ”du har det i dig selv”. Idet man frigør sig fra ydre bindinger, er målet at nå frem til personens sande jeg, den indre guddom eller den højere bevidsthed. En livsanskuelse eller åndelig horisont er ikke noget, man blot arver eller overtager per tradition. Det er noget, man vælger. Fra vane til valg. Det er formlen for den pågående udvikling.

Når spiritualiteten vinder frem, er det, fordi den svinger godt sammen med det træk ved det moderne, der fremmer individualiseringen og betoner det personlige valg. Dertil kommer, at det egalitære træk ved megen spiritualitet tiltaler moderne mennesker. I stigende grad ses religionen derfor i spiritualitetens form.

Talen om spiritualitet passer godt til det senmoderne samfund, om man kalder det netværkssamfund eller forbrugersamfund. Spiritualiteten finder let sin niche i markedet for religiøse ydelser. Når først de basale materielle goder er sikret, får man overskud til at interessere sig for de åndelige sager og ens eget dyrebare indre. Med sine rødder i romantik og okkultisme befrugter spiritualiteten den herskende terapeutiske kultur. At udvikle sit åndelige potentiale gennem personlig vækst og udvikling bliver målet.

Væksten i spiritualitet betyder ikke blot, at vi ser nye former for åndeligt liv. Også de etablerede religioner påvirkes og transformeres. I den kristne tradition har man ofte kastet skældsordet synkretisme efter dette ”religionsblanderi”, men det virker ikke mere i de fleste kredse. Synkretisme er ikke længere et skældsord, men tværtimod et vidnesbyrd om, at individet med egen autoritet og integritet tager styringen.

Forskerne har mange fine ord for denne nye blanding af trosretninger: ” Blending ”, ” cross over ”, ” patchwork ”, ” double belonging ”. Ja, man kan opleve, at man hører til flere steder, men hvor har man så egentlig hjemme? Med andre ord: Synkretismen rejser spørgsmålet om identitet.

Det er navnlig aktuelt inden for kristendommen, fordi den som en inkarnatorisk religion bestandig antager nye former i mødet med nye lokale kulturer. Derfor er det ikke muligt at tale om én kristen identitet. Der er så åbenbart flere, og de er bestandig til forhandling.

Det har også historisk været sådan, så der er i grunden intet nyt på den front. Derfor har vi mange forskellige kirkelige konfessioner og retninger. Mere end 20.000 hedder det sig, plus en voksende række af uafhængige kirker.

Samtidig har de kristne en herre, der udtrykte ønsket om, at alle hans følgere skulle være ét. Derfor har man da også tid efter anden iværksat forskellige tiltag for at fremme enheden. Og det er så her, dialogen kommer ind i billedet som et forsøg på gennem samtale at overvinde de splittelser, der er opstået. Dialogen har først og fremmest vist sig som økumenisk dialog mellem forskellige veletablerede kirkeretninger, og her inden for den nutidige økumeniske bevægelse er der opnået bemærkelsesværdige resultater. Her har man også et godt udgangspunkt, nemlig en fælles basis i troen på den ene herre Jesus Kristus. På grund af denne succes synes det oplagt også at afprøve dialogen på det interreligiøse område. Det er imidlertid ulig sværere, for hvad er den fælles basis, og hvad er målet for samtalerne?

En mulig fælles basis vil – set fra et kristent teologisk synspunkt – kunne hentes fra en forståelse af, at vi alle er mennesker og således deler de menneskelige vilkår, men det skal nok vise sig, at forskelle i frelsesforståelse vil betyde, at man ikke som sigtemål for en interreligiøs dialog kan have en institutionel sammenslutning af religionerne eller en anden form for ophævelse af de religiøse forskelle. Alligevel er der ikke noget alternativ til at fastholde samtalen.

Lige siden ordet dialog blev anvendt om Platons gengivelse af Sokrates’ samtaler med de unge mænd, har dialog været et plusord. Undertiden har det fået et dårligt ry, fordi dialogen blev udlagt som skjult proselytmageri eller brugt undertrykkende, men da globaliseringen fortsætter ufortrødent, vil også de interkulturelle møder fortsat stige i antal. Skal vi kunne forstå og håndtere dem blot nogenlunde fredeligt, så er det nødvendigt, at vi indlader os på samtalen. For det er rigtigt, som det i en tidligere artikel stod i Kristeligt Dagblad: Det alternative har bidt sig fast.

Viggo Mortensen er professor emeritus i teologi på Aarhus Universitet.