Prøv avisen
Interview

Viggo Jacobsen har været provst i Sydslesvig i 25 år: Vi har bevæget os væk fra dem og os

Viggo Jacobsen siger til december farvel til Helligåndskirken i Flensborg, hvor han har virket som provst i 25 år. Kirken forblev efter Genforeningen i 1920 på tyske hænder, men var udlejet til mindretallet, indtil de danske sydslesvigere fik overdraget den i 1997. – Fotos: Emil Kastrup Andersen.

Viggo Jacobsen har været ansat ved den danske kirke i Sydslesvig i 35 år, heraf de 25 som provst. Til efteråret går han på pension og kan se tilbage på en udvikling i grænselandet, hvor barndommens skarpe opdeling mellem danskere og tyskere er afløst af gensidig accept, men også dalende tilslutning til kirkelivet

Viggo Jacobsen er her i god tid. Han stiller cyklen udenfor, kører en hånd gennem det vindblæste hår og finder så nøglen frem, så han kan låse kirkedøren op og byde indenfor.

Til september har han været provst i Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS) i 25 år. Men allerede i 1983 blev han ansat som præst ved Ansgar Kirke i Flensborg Nord, mens provstejobbet 10 år senere medførte præstefunktion ved Helligåndskirken i Flensborg bymidte.

Det er også her, han tager imod. Kirken ligger på Grosse Strasse, midt på havnebyens gågade, mellem restauranter og cafeer, og kirkens indgang er næsten til at overse, hvis man ikke lige ved, at husnummeret er 43.

Viggo Jacobsen er tydeligt stolt og glad for det kirkerum, der åbner sig, og som han i 1997 selv var med til at overtage skødet på, da tyskerne overdrog kirken til det danske mindretal. Efter afstemningen i 1920, hvor den nuværende grænse mellem de to lande blev besluttet, ville mindretallet gerne have haft Helligåndskirken i Flensborg som deres egen kirke, da der har været afholdt danske gudstjenester her siden 1588. Men tyskerne sagde nej, så det blev kun til en lejeaftale.

Siden har der løbende været forhandlinger, og derfor var det en historisk dag, da en tysk biskop på den årlige kirkedag 77 år senere midt under en gudstjeneste bad om ordet. Til stor glæde og overraskelse bekendtgjorde han, at kirken nu blev overdraget til landsdelens danske mindretal.

”Vi skulle have klappet. Det gør man jo ellers ikke i kirker, men denne dag skulle vi have gjort det alligevel,” siger Viggo Jacobsen, mens han viser rundt i kirken, hvor der er plads til 160 kirkegængere, og der typisk dukker mellem 20 til 50 op til en almindelig gudstjeneste.

Viggo Jacobsen stopper som provst i Sydslesvig den 1. december, men lige nu er han i tvivl om, hvornår han skal holde sin afskedsgudstjeneste. For mens den sidste søndag i november i år ligger på den såkaldte ”Totensonntag” (de dødes søndag), er søndagen inden kendt som folkets ”Trauertag”, hvor man mindes de faldne i 1900-tallets to verdenskrige. Men hverken ”død” eller ”sorg” virker som de mest oplagte anledninger til at sige farvel og tak til kollegerne og den menighed, som Viggo Jacobsen nu har kendt i 35 år.

For det har først og fremmest været en god tid. Med en spændende udvikling inden for relationerne mellem det danske mindretal og det tyske flertal, hvor gensidig accept og mindre fastlåst identitet ifølge Viggo Jacobsen har afløst den tidligere skarpe opdeling i ”dem og os”. Men også en periode, hvor kirkelivet er blevet mere og mere udfordret. Både i et sekulariseret Tyskland som sådan, men også inden for den danske kirke i Sydslesvig med blandt andet vigende tilslutning til de lokale menigheder og færre kirkelige handlinger, hvor især antallet af konfirmationer er faldet markant.

Viggo Jacobsen har grænselandet helt inde under huden. Han blev født i 1953 i den sønderjyske landsby Skovbøl, der ligger lidt øst for Aabenraa. Det var otte år efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Men lige da og dér var krigen ikke overstået mentalt. Hverken den første eller den anden.

”Det lå i luften under hele min barndom, at der var børn, jeg helst ikke skulle lege med. Så selvom der lå en skole for det tyske mindretal ganske tæt på den skole, jeg gik på, havde jeg ingen kontakt med børnene derfra. Det fortsatte faktisk helt ind i gymnasietiden i Aabenraa, hvor vi heller ikke havde noget at gøre med de unge fra byens tyske gymnasium. Det var som om, der gik en Berlinmur imellem os.”

Både Viggo Jacobsens morfar og farfar havde været med i Første Verdenskrig som soldater i den tyske hær, og hans far begyndte også sin skolegang i tysk skole, inden Genforeningen ændrede på det nationale tilhørsforhold i Sønderjylland.

”Så det dansk-tyske har altid fyldt meget i mit liv. Grænsekampene er jo foregået gennem en stor del af historien og har derfor påvirket mange generationer, men hvis man i forvejen havde det lidt stramt med tyskerne og det tyske mindretal, så blev det bestemt ikke bedre efter Besættelsen i 1940. Det skabte dybe sår i lokalsamfundet, mange år frem. Men forholdet har jo i den grad forandret sig fra at være præget af fordomme og skarpe opdelinger til i dag at være næsten et mønstereksempel på sameksistens mellem mindretal og flertalsbefolkning i et grænseområde.”

Fra kirkens salmebogsreol henter Viggo Jacobsen et helt konkret udtryk for den ånd, han mener præger forholdet i Sydslesvig i dag. ”Salmer på dansk og tysk” hedder den blå bog, der udkom i 2015 og som på tysk hedder ”Deutsch-Dänisches Kirchengesangbuch”. Bogen er udgivet med støtte fra blandt andet Nordkirche, der er den evangelisk-lutherske kirke i en del af Nordtyskland, og rummer de danske kernesalmer oversat til tysk samt danske oversættelser af populære tyske salmer. Begge sprog er nemlig i brug ved de kirkelige handlinger her i grænselandet.

”Både ved bryllupper og begravelser er det typisk, at halvdelen af min prædiken foregår på tysk. Til efteråret har jeg endda en vielse, hvor brudeparret ønsker, at det meste skal foregå på tysk, så hele familien kan forstå, hvad der bliver sagt. For mig at se ændrer det ikke noget. Det er jo bare mit danske sprog, der er oversat til tysk – det ændrer intet ved min selvforståelse, hvor jeg stadigvæk bærer rundt på Grundtvig indeni. Jeg bliver heller ikke mindre dansk af at deltage i en gudstjeneste i den tyske kirke. Det bekræfter mig blot i, hvor jeg hører hjemme, ” siger Viggo Jacobsen og smiler.

Mens han viser rundt og fortæller om døbefont, alterparti og den imponerende udsmykning ”Pinseporten”, som kunstneren Bjørn Nør-gaard har lavet til Helligåndskirken, kommer flere besøgende indenfor. ”Grüss Gott” er den typiske hilsen, mens ”Vielen Dank” lyder som afsked, og de er blot en lille håndfuld af de cirka 40.000 besøgende, kirken lokker til hvert år.

I sin tid som provst har Viggo Jacobsen været meget optaget af at udvikle samarbejdet med den tyske kirke, for ”hvis vi som kristne ikke kan finde ud af at række hinanden hånden, så hører alting da op”.

Som formand for Kirkerådet i DKS er Viggo Jacobsen også den danske kirkes førstemand og administrative leder syd for grænsen. I rådets 2020-plan kan man blandt andet læse følgende konklusion: ”Kirkerådet har bemærket sig, at DKS er ankommet i virkeligheden, hvor også det sydslesvigske landskab er præget af den sekulariseringsproces, der overgår det tyske samfund som sådan. Denne udvikling er også en trussel for det danske kirkeliv i Sydslesvig.”

Og truslen er alvorlig, mener Viggo Jacobsen. Især ser han det som betænkeligt, at antallet af konfirmationer er faldet, så det i gennemsnit svarer til, at kun halvdelen af eleverne i de danske mindretalsskoler vælger at blive konfirmeret. I Danmark er det næsten 70 procent af ungdomsårgangene.

”Typisk vil det jo være de unge, som bliver konfirmeret i den danske kirke, der også senere kommer til at høre til i en dansk menighed. Derfor forsøger vi nu at udbygge samarbejdet mellem præsterne og mindretallets skoler og børnehaver, så vi på den måde kan gøre både børn og voksne fortrolige med kirken og forhåbentlig få dem til at se den som en vigtig del af mindretallets institutioner.”

Mens medlemskab af kirken tidligere hørte til den klassiske mindretalsidentitet, så er det anderledes i dag, fortæller Viggo Jacobsen, som kalder dette for ”den helt store udfordring for kirkelivet”.

”Før i tiden var mindretals-identiteten bundet op på det nationale, på det danske, men i dag er der mange såkaldt post-nationale medlemmer af det danske mindretal. Hvor det er værdier og livssyn mere end det nationale, der vælges til. Det kan være tyske forældre, der melder deres barn ind i en dansk børnehave eller skole, eller selv melder sig ind i en af de danske foreninger, men som ikke ’tager hele pakken med’ og derfor ikke melder sig ind i den danske kirke. På den ene side er det jo en positiv udvikling, at de danske værdier på den måde vælges til og findes attraktive, men det er ikke en udvikling, der nødvendigvis gavner kirken.”

Det faldende medlemstal i den danske kirke har blandt andet ført til nedlæggelse af enkelte præstestillinger samt sammenlægning af flere menigheder i Sydslesvig.

”Men det kan jo så betyde, at folk pludselig får langt til kirken, og det er heller ikke godt. Derudover har vi svært ved at tiltrække præster til de opslåede stillinger, så den nye provst hernede får i hvert fald to meget spændende opgaver at tage fat på: at få medlemstallet til at vokse og at få præster til at søge herned. Og nu kunne det jo lyde som en klagesang, men det er det ikke. For Sydslesvig er et utrolig givende sted at være kirke, og ikke mindst samarbejdet med den tyske kirke er meget berigende. Min kone og jeg havde kun forestillet os, at Flensborg var en mellemstation på vejen, men nu har vi boet her i 35 år, vores børn er vokset op her, og vi har ikke tænkt os at flytte. Det siger vel alt,” siger han med et smil.

Inden Viggo Jacobsen finder nøglen til kirkedøren frem igen for at låse af, får han spørgsmålet, om der også er en kobling mellem hans teologi og valget af Sydslesvig som stedet for sin præstegerning. Efter en lille tænkepause, lyder svaret:

”Når man forkynder forsoning, skal man også selv leve den.”

Foto: Emil Kastrup Andersen
Foto: Emil Kastrup Andersen
Foto: Emil Kastrup Andersen