”Der er vel ikke nogen kirkeklokke, der ringer?”
En kvinde med et barn i en bæresele på maven kigger spørgende på nogle af de andre fremmødte i det efterhånden fyldte lokale på Ørestad i København. De ved det ikke. Ingen af dem har stor erfaring med gudstjenester i rum, der minder så lidt om en kirke som det, de er i nu.
”Hvordan ved præsterne så, hvornår de skal komme ind?”, fortsætter kvinden med barnet.
Svaret kommer nogle minutter senere, hvor en elektronisk skibsklokke ringer ind til det, der skal være den første gudstjeneste nogensinde i Ørestads nye kirkerum. De fremmødte er nemlig inviteret med til selve indvielsen af rummet, som har til huse i stueetagen i det prisbelønnede byggeri 8-tallet i den voksende bydel på Amager.
I de rå lokaler, der tidligere har huset både ejendomsmæglere og it-leverandører, er 100 designerstole sat op, hvorfor flere af de omkring 150 fremmødte må stå eller sidde på gulvet op ad de rå og nøgne betonvægge.
Da skibsklokken er færdig med at ringe, lyder der let musik fra fløjte og flygel. Kort efter tager den københavnske biskop, Peter Skov-Jakobsen, ordet.
”Vi har ventet på dagen i dag, hvor vi kan markere den væsentligste påvirkning, vores kultur, vores hverdag, vores tænkning og handlinger nogensinde har modtaget. Vi markerer den med et forsamlingssted her i Ørestad. Vi har brug for kirker og kirkesale, der samler os,” siger han og tilføjer, at indvielsen af kirkesalen viser, hvordan den over 2000 år gamle kristne tradition stadig føres videre.
”Men vi bygger ikke noget, der bare hører til fortiden, men til vores fælles fremtid.”
Derefter tager bydelens nye præst, Rikke Weissfeld, over med en prædiken efterfulgt af stående altergang.
Hun er glad for det endelige resultat, fortæller hun til den efterfølgende reception.
”Det er blevet helt fantastisk. Og jeg er glad for den rå stil og betonvæggene. Det gør, at vi har fået en kirke, som er moderne og også passer rigtig godt til Ørestad,” siger hun.
Mange har ifølge hende allerede været forbi og hilst på i de nye lokaler, og for noget tid siden satte hun to hold med babysalmesang i gang. I næste uge har hun udover søndagens højmesse fem dåb og en vielse i kirkerummet.
”Det bekræfter jo, at der er et stort behov for os herude.”
Forslaget om at finde et lokale i 8-tallet kom oprindeligt fra menighedsrådsmedlem Nellie Ellemann, som selv bor i bygningen og har været med til at arbejde hårdt for at nå at få alt klar til indvielsen.
”Jeg synes, det er blevet rigtig godt. Og det er sjovt at tænke på, at da min mand og jeg i sin tid underskrev købskontrakten til vores egen lejlighed, så var det hos Home i netop disse lokaler. Dengang tænkte jeg ikke over, at der skulle være kirke samme sted seks år senere,” siger hun og bevæger sig af sted for at finde noget mad og drikke.
Udover det klassiske udvalg af vin og kage har kirkens personale også sørget for mad, der understreger, at det nye kirkerum er med på noderne. En pølsevogn er nemlig placeret uden for indgangen.
”Skriv, at der er vegetariske pølser,” siger en mand, der kommer forbi med en papbakke i hånden.
Han hedder Ulrik Einar Gutt-Nielsen, bor i en bygning ved siden af 8-tallet og er glad for, at der nu er kommet en kirke i området. Dels fordi han har haft svært ved at finde en kirke i nærheden, der passede ham, efter familien flyttede fra Gladsaxe i 2014. Og dels fordi den vil gavne i lokalområdet, siger han.
”Det hele er beton og nybyggeri herude, og alt bliver bygget så tæt, at der jo knap nok er plads til regnormene længere. Vi har brug for åndelighed i vores betonbydel, og derfor er det perfekt, at der kommer en kirke. I forvejen har vi en lille afstand mellem husene, men med kirken kan vi måske skabe mindre afstand mellem menneskerne også,” siger han.