Forestil dig, at du kommer gående ned ad en vej og får øje på en mand, der ligger på jorden. Han er såret, bevidstløs og har tydeligvis brug for hjælp. Hvad gør du?
Du ved sandsynligvis godt, hvad du burde gøre. Du burde hjælpe. Sådan er mange opdraget til at tænke, og de fleste danskere kan nok huske bibelhistorien om den barmhjertige samaritaner, som netop hjalp en mand i nød.
Historien er det, forfatter Jens Smærup Sørensen vil kalde meget ligetil. Nem at forstå, nem at huske og nem at relatere til. Men på det seneste er den barmhjertige samaritaner også blevet genstand for en ganske kompliceret diskussion, siger den 71-årige forfatter. Diskussionen handler om, hvor langt næstekærlighedsbegrebet skal række.
”I vore dage kan vi være næste for en hel del flere mennesker, end dengang verden var mindre, og man ikke forholdt sig til flygtninge og mennesker i nød i Den Tredje Verden,” siger han og tilføjer, at nogle i dag derfor påstår, at næstekærlighed kun gælder ens nære verden.
”De kalder det en virkelighedsforflygtigelse at ville hjælpe nogen, som er så langt væk fra en. Men på den måde siger man samtidig, at man ikke vil forholde sig den store virkelighed omkring en.”
Denne søndag kan man få historien om den barmhjertige samaritaner genopfrisket i landets kirker, og Jens Smærup Sørensen gør for en god ordens skyld det samme: Det er historien om en mand i nød, som ignoreres af en præst og en tempeltjener, der går forbi ham, men hjælpes af en samaritaner.
”Den handler om at ville det gode og ikke at ville det gode, hvilket er noget, vi alle kan forholde os til. Vi finder det at hjælpe indlysende, men reagerer selv ofte som dem, der går forbi. Vi gør ikke altid det gode, vi vil,” siger han og tilføjer, at den vigtigste pointe er, at vi gerne vil.
”Jeg vil hellere fokusere på samaritanerens handling. Den viser, at når vi konfronteres med stor nød, så vil vi gerne hjælpe. Hvis ikke vi ville hjælpe andre, så var vi ikke overlevet som menneskehed. Men det kræver, at vi ikke bedrager os selv med undskyldninger, og at vi har overskud. Det har samaritaneren.”
Ser vi på samfundet i dag, så befinder vi danskere os ifølge Jens Smærup Sørensen i en situation, hvor vi har overskud til at hjælpe. Men derfor er det stadig uoverkommeligt at hjælpe alle.
”Det primære budskab i denne tekst er, at vi skal hjælpe, men en del af det kristne budskab er også, at vi af selviskhed unddrager os. Vi er syndere. Den erkendelse er smertelig for os, og vi føler skam, når vi ikke gør noget. Men evangelierne lover at befri os fra smerten ved guddommelig nåde. I evangelierne er tilgivelse vel til syvende og sidst hovedbudskabet,” siger han.
Omvendt er det ifølge ham opmuntrende med en tekst, der ikke kun fokuserer på menneskers synd.
”Historien fortæller, at det ikke kun er Gud, som er god og kærlig. Vi har hver især det gode i os, og det skal vi ikke glemme,” siger han.
Jens Smærup Sørensen kan huske første gang, han hørte nogen sige, at de ikke troede på Gud. Han var måske 12-13 år, og den ikke-troende var en skolekammerat. Han syntes, at det med Gud var latterligt, og det ramte Jens Smærup Sørensen hårdt.
”Det tog mig lang tid at komme over det. Jeg kan huske, at jeg blev svimmel og oplevede fysisk smerte bare ved tanken om det, han havde sagt. For det kunne være, han havde ret. Måske var det med Gud latterligt,” siger han.
Han er vokset med sin fars kristendom, som var gammeltestamentlig og handlede om at ofre til Gud, så man undgik dårligt høstvejr og syge dyr. Ofret bestod i at sidde i kirken så tit som muligt.
Siden har Jens Smærup Sørensen i store dele af sit liv forsøgt sig med at tage afstand til troen og kirken og i stedet været optaget af humanismen som en mulig måde at forholde sig til tilværelsen på.
”Jeg har været påvirket af de rationalitetsdyrkende tider i 1960’erne og 1970’erne, som jeg voksede op i, og været grebet af rationalitetens utopi om at kunne gennemskue verden. Det har medført, at det med troen er gået op og ned. Den har aldrig været helt væk, men heller ikke altid noget, jeg har behøvet at gå ind i,” siger han.
Om han tror på Gud, er derfor også et spørgsmål, som med årene har været mere eller mindre let at besvare.
”I dag vil jeg ty til, hvad Kierkegaard skulle have svaret den, der sad ved ham ved dødslejet: ’Ja, hvad ellers?’. I dele af mit liv har jeg prøvet på ikke at tro på Gud, men alligevel er jeg endt med ikke at kunne lade være. For alternativet er at tro på mennesker og på, hvad vi kan både etisk og videnskabeligt, og det slår ikke til over for det spørgsmål, som man til syvende og sidst må finde svar på: Hvorfor er vi her?”, siger han.
”Jeg tror på, at der er en mening med os, men jeg tror også på, at vi ikke kender den, og at vi trygt kan lade være med at spekulere over den. Men jeg tror, det kristne kærlighedsbudskab er afgørende for os. Det er det, som skal fuldende os som mennesker ved igen at gøre os til en del af et fællesskab.”
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg vil tale om at ville og ikke ville hjælpe sin næste, og om at næstekærlighed har sin gyldighed i os mennesker uanset religion.
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud – og hvorfor?
Du må ikke slå ihjel. Vi må ikke tage råderet over andre menneskers liv eller fratage dem deres følelse af menneskeværd ved at krænke dem.
Hvordan er din ønske-gudstjeneste?
Jeg holder af at høre salmer med høj kunstnerisk værdi og sætter pris på en prædiken, hvor præsten ikke er alt for optaget af at holde sig inden for lutheransk dogmatik.
Hvordan er dit gudsbillede?
Sådan et har jeg ikke.