Prøv avisen
Spørgsmål&svar

Efter ja til kvindelige præster: Vi har ikke ophørsudsalg på vores tillid til Bibelen

"Da man i 1970’erne indtog nej-holdningen til kvindelige præster, var samfundet et andet, men siden er der løbet meget vand igennem den teologiske å. Der er blevet forsket, skrevet og udviklet, og det er blevet mere tydeligt, at man med en tillid til Bibelen kan nå frem til flere forskellige resultater og holdninger til emnet," siger Jørgen Jørgensen, formand for Menighedsfakultetets bestyrelse og sognepræst ved Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa. – Foto: Menighedsfakultetet

Kvinder kan nu godt blive præster ifølge Menighedsfakultetets bestyrelse. Vi ajourfører bare den frihed, der hele tiden har været for ansatte og studerende, siger teolog Jørgen Jørgensen, der er formand for den konservative uddannelsesinstitution

Jørgen Jørgensen, du er formand for bestyrelsen for Menighedsfakultetet, som for nylig har formuleret et dokument, der formelt fritstiller ansatte til at mene, hvad de vil om kvindelige præster. Dokumentet erstatter en tidligere officiel nej-holdning til kvindelige præster fra Menighedsfakultetets side. Hvorfor har I ændret holdning?

Da man i 1970’erne indtog nej-holdningen, var samfundet et andet, men siden er der løbet meget vand igennem den teologiske å. Der er blevet forsket, skrevet og udviklet, og det er blevet mere tydeligt, at man med en tillid til Bibelen kan nå frem til flere forskellige resultater og holdninger til emnet. Derfor moderniserer vi vores profil ved at sige, at det ikke er ønskeligt, at en institution vedtager, hvad man mener er sandt. Som forskningsbaseret undervisningsinstitution må vi forholde os til teksterne, traditionen og fakta – fremlægge det og overlade det til den enkelte studerende, ansatte og andre at danne deres eget synspunkt. Og det er selvfølgelig at balancere på en knivsæg, for vi vedkender os, at vi ønsker at stå på skriftens og bekendelsens grund. Der skal være åndsfrihed til at forske og tænke frit, selvom vi har bestemte forudsætninger, hvormed vi går til forskning og undervisning. Forudsætninger har alle forskere. Vi har vores – dem står vi ved, men resultatet er ikke givet på forhånd.

Man får, når man læser jeres årsberetning, en fornemmelse af, at det ikke har været uden sværdslag at ende med denne ændring. Hvorfor er det svært?

Der er masser af følelser i det, og det her spørgsmål er kompliceret, fordi man ikke kan antage en hel masse mellemstandpunkter. Man kan afholde sig fra at tage stilling, men kan ikke både være for og imod kvindelige præster. Menighedsfakultetet har fået mange klø for tidligere at have været officielt imod kvindelige præster, og der er nogle af os, der har været lidt trætte af, at vi kun var kendt for det synspunkt. Andre mener, at vi var den sidste bastion, der holdt fast i det synspunkt, og at det derfor netop var vigtigt at holde fast. Debatten har været ført med lidenskab og følelser, men den har på ingen måder været ond. Vi har haft åbenhjertige drøftelser med kvindelige studerende, med studenterrådet og lærerrådet, og den nye formulering er vedtaget i enighed – vel at mærke en enighed, hvor der ikke er nogen, der er blevet banket på plads.

Det lader til også at være et signal, I gerne vil sende udadtil mod offentligheden?

Først og fremmest er det udsprunget af, at vi gerne vil tilpasse bestyrelsens formulering til den praksis, vi har haft i mange år. Men det må samtidig gerne tilgå offentligheden som en opdatering af, at nogle af de fordomme, der trives om Menighedsfakultetet, ikke er rigtige.

Hans-Ole Bækgaard, der tidligere har været formand for jeres repræsentantskab, frygter, at det vil blive en konsekvens, at teologiske kandidater, der er imod ordningen med kvindelige præster, i fremtiden vil stå i en endnu mere udsat position i folkekirken, fordi de ikke kan læne sig op ad en officiel holdning fra jeres side. Hvad mener du om det?

Det er jo ikke sådan, at de, der er modstandere af kvindelige præster, løber fra deres synspunkter, og det er heller ikke sådan, at man nu ikke må mene noget. Alle har fuld mulighed for at stå frit frem med deres holdning. Vi har taget dette skift, fordi vi mener, det er det rigtige, og vi vil til enhver tid stå op for, at de, der er modstandere af kvindelige præster, har en god sag og en hjemstavnsret. Det er der ikke ændret på.

I har også besluttet at melde jer ud af Samtaleforum for Mission og Kirke, som er en samling af forskellige kirkelige organisationer med et konservativt ståsted. Kigger man på de her to nye tiltag, kan der tegne sig et billede af, at I på Menighedsfakultetet måske bevæger jer lidt mere ind mod midten af dansk kirkeliv. Hvad mener du om den tolkning?

Det er der nogle, der håber, og andre, der frygter. Virkeligheden er, at vi er der, hvor vi altid har været. Du har ret i, at vi gerne vil stå midt i kirken, men det er ikke sådan, at vi har en form for ophørsudsalg på vores tillid til bibel og bekendelse. Det her er ikke første skridt i en helt ny retning for Menighedsfakultetet, men sådan set bare en ajourføring af det, der gennem mange år har været den reelle praksis.

I arbejder jo også for en statsgodkendelse som uddannelsesinstitution, der blandt andet vil gøre jeres elever SU-berettigede. Er beslutningen et forsøg på at placere jer mere moderat over for eksempelvis politikere?

Både ja og nej. Vi gør ikke det her for at opnå et eller andet. Men når det nu er vores praksis, vil vi gerne synliggøre det, fordi vi godt ved, at det ikke forringer vores mulighed for dialog med det politiske og kirkelige system. Men det her er udsprunget af en proces, som er startet indefra, og som ikke kommer udefra. Det kan man tro på eller lade være, men det er ikke desto mindre sådan, det forholder sig.