Prøv avisen

Vi har mistet klagesproget

En katastrofe som den japanske minder os om det, som er grundvilkåret for al menneskelig eksistens ," siger den norske præst Per Arne Dahl, som her er fotograferet i København tidligere på måneden. Foto: Michael Bothager.

Mens omfanget af natur- og atomkatastrofen i Japan udvikler sig dag for dag, så er det kirkens opgave at give rum for at mennesker kan råbe deres klage ud. Den norske forfatter og præst mener, at der er brug for nye grædemure

Fra hele verden holdes der øje med udviklingen i Japan, som er ramt af en natur- og atomkatastrofe med et omfang, der endnu ikke er klarhed over. De dramatiske tv-billeder af tsunamiens hærgen gik verden rundt, og snart efter var en opfordring om at bede for Japan den mest udbredte besked på det globale sociale internetmedie Twitter.

Men hvad siger man som kirke, når så mange mennesker rammes af en katastrofe? Jordskælvet og den efterfølgende tsunami har dræbt mindst 3000 og over 10.000 frygtes døde, mens konsekvenserne af eksplosionerne på atomkraftværket Fukushima er uklare, men giver grund til forstærket uro. Kan der være en god Gud, når noget sådant kan ske?

Hjemme hos den norske præst og forfatter Per Arne Dahl leves livet i disse dage parallelt med opdateringer om situationen i Japan på tv og internet. Rystelserne i Japan minder ham om det kaos af smerte, han mødte, da han tilbage i 2004 trådte til som sjælesørger for nordmænd, som var berørt af tsunamien i Asien.

"En katastrofe som denne minder os om det, som er grundvilkåret for al menneskelig eksistens. Vores vitale virkelighed er, at vi ikke har fast grund under fødderne og lever med risiko for, at vi på det ene eller andet plan kan rammes af ulykke, men mange skænker det ikke mange tanker i hverdagen," siger Per Arne Dahl.

En ulykke som den japanske vil skrive sig ind i historiebøgerne, men på individniveau rammes mange mennesker verden over dagligt af tab og smerte, som aldrig registreres i medierne. Per Arne Dahl mener, at ulykken i Japan er en påmindelse om, at mennesker har brug for at kunne klage. Et vigtigt signal fra kirken i en situation som denne er at give rum for klagen. Men den dimension er overset i kirkerne i Norden, mener han.

"I vores nordiske kristendomssyn har vi haft en tendens til at springe hen over klagen. Når vi har været fortvivlet, så har vi læst ord om trøst i Bibelen, og når vi har kæmpet, så har vi læst ord om fred. Men mere end halvdelen af davidssalmerne i Det Gamle Testamente er klagesalmer. Jøderne brugte disse klagesalmer, og på korset langfredag citerer Jesus én af dem: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Den tradition for at klage genspejler sig hverken i vores salmebøger eller kristendomssyn, og vi har ikke nogen god integreret tradition for at klage vores nød til Gud," siger han.

Som erfaren præst og sjælesørger råder han til, at kirken giver rum for at udtrykke smerte og meningsløshed. I Trefoldighetskirken i Oslos centrum, hvor han er præst, har man forsøgt at give klagen en ny plads. Man har bygget en grædemur op, som man kender fra Jerusalem, og på muren kan kirkegængerne skrive deres beklagelser og dermed sætte ord på såvel den konkrete som mere diffuse smerte, de måtte bære i sig.

"Vi har meget godt til gode, hvis vi turde være mere modige og frimodige og udtrykke vores fortvivlelse over for Gud. De ord, som bruges i mange af Bibelens klagesalmer, er så stærke, at vi næppe vil have mod til at sige dem højt i dag. Det er en fejl, for i dage som disse har vi brug for konkret at udtrykke vores fortvivelse og vrede. Vi mennesker tåler ikke klager, men i kristendommen bekender vi troen på en Gud, som er bekendt med vores lidelser og sørger over vores fortvivlelse og derfor også tåler vores klage," siger Per Arne Dahl.

Den japanske katastrofe falder sammen med kirkens markering af fasten. Og hvis man vil finde ord i kristendommens univers til at navigere i en krise som den japanske, skal man ifølge Per Arne Dahl fordybe sig i nogle af de bibelske tekster, som læses ved gudstjenesterne i fastetiden. Selv er Per Arne Dahl tyet til den tyske præst, teolog og martyr Dietrich Bonhoeffer (1906-1945) som fastelæsning og replik til situationen i Japan.

"Bonhoeffer, som selv var vidne til så meget ondt, understreger, at det ikke bare er klagesalmerne, men også den lidende og korsfæstede Kristus, som kan hjælpe, når vi står over for det ubærlige," siger han og henviser til Boenhoeffers "Efterføgelse", hvor det hedder: "Kun en lidende Gud kan hjælpe lidende mennesker."

"I kristendommen har vi ikke at gøre med en Gud, som ikke tåler vores klage, og vi har ikke at gøre med en Kristus, som er død og borte, men med en Kristus, som er død og opstanden. Eller som den svenske forfatter Ylva Eggehorn for nylig har sagt det: "Vores Gud er den eneste Gud med sår." Det er den kristne kirkes opgave at tegne korsets tegn over en såret jord for at minde os selv og andre om, at vi tror på en Gud, som er prøvet i alt, og som derfor kan komme os til hjælp – ikke med et løfte om fravær af lidelse, men med løfte om nærvær i vore lidelser," siger han.

Mens hver nyhedsudsendelse har budt på nye opdateringer om situationen i Japan, har Per Arne Dahl sat sig med bogen "Efter skælvet", skrevet af den japanske forfatter Haruki Murakami efter jordskælvet i Kobe i Japan i 1995. Han fik den foræret i forbindelse med sit sjælesørgeriske arbejde efter tsunamien i Asien i 2004 og husker, at den bidrog med både håb og realisme i en hård tid.

"Der er både håb og realisme i bogen. Det japansk folk er så stolt og pligtopfyldende, at det også i fortvivlelsens stund vender blikket mod sig selv og forholder sig til virkeligheden. Dets stolthed bidrager til, at det tænker frem mod genopbygningen. Når katastrofen har nået en yderste grænse, vil vi givet se en genopbygning med en sjælden kraft og præcision, for japanernes udholdenhed er en kim til selverkendelse, handling og genoprettelse," siger han.

nygaard@k.dk