Vi har omvendt Afrika nu skal Afrika omvende os

I år fylder Mission Afrika 100 år, og det bliver fejret ved weekendens årsmøde. Afrikanere skal inspirere danskernes kulturkristendom, siger generalsekretær

Mette Bjergbæk Klausen er udsendt af Mission Afrika og underviser i teologi på et præsteseminarium i Nigeria. På billedet hilser hun på to bachelorstuderende. –
Mette Bjergbæk Klausen er udsendt af Mission Afrika og underviser i teologi på et præsteseminarium i Nigeria. På billedet hilser hun på to bachelorstuderende. –. Foto: Alex Bjergbæk Klausen.

Skal missionen gå fra syd til nord i fremtiden, og skal der sendes afrikanske volontører og missionærer til Danmark?

Det er nogle af de spørgsmål, der bliver stillet ved Mission Afrikas årsmøde i Nørresundby, som begynder i dag.

Mission Afrika fejrer i år 100-års-jubilæum, og weekenden skal blandt andet bruges til at se tilbage på den rolle, missionsorganisationen har haft gennem de seneste 100 år i Afrika. Men mest af alt skal der kigges fremad, og derfor bliver en ny visionsplan præsenteret. Den skal give idéer til, hvordan Mission Afrika bliver ved med at være en missionsorganisation i bevægelse. En af de visioner, der er på tegnebrættet, er, at missionen også skal drives i Danmark, forklarer generalsekretær Kristian R. Skovmose.

Hvis Mission Afrika skal beholde sin berettigelse i fremtiden, skal arbejdet ikke kun foregå i de afrikanske lande, men også i Danmark. Afrikanerne skal i højere grad være med til at inspirere danskernes kulturkristendom, siger han.

Det skal helt konkret ske ved, at Mission Afrika sender flere afrikanere til Danmark, som tager rundt i landet og holder foredrag. Det er også planen, at der skal afrikanske volontører og missionærer til Danmark på længere ophold. De skal tilknyttes forskellige stifter, hvor de kan være med til at inspirere og påvirke kirkelivet.

Oprindeligt var missionsselskaber dem, der drev mission i Afrika ved at udsende missionærer og volontører. Derfor sendte Mission Afrika i 1913 den første missionær, Niels H. Brønnum, til Nigeria for at kristne stammefolkene. Senere blev det Mission Afrikas formål at etablere selvstændige afrikanske kirker og på den måde overflødiggøre sig selv, men i dag skal missionen altså også gå den anden vej.

På årets landsmøde er der i år inviteret 10 afrikanere alt fra en ærkebiskop til en anglikansk kirkeleder. Indtil nu har der kun været én afrikansk gæst på Mission Afrikas årsmøder, og de mange gæster er derfor et signal om, at der er nye tider på vej i det gamle missionsselskab.

Jeg har selv oplevet, hvordan afrikanernes kristne udtryksform har påvirket mit syn på gudstjenester. De kan tilføre den danske gudstjenestetradition mere frie former med sang, musik og deres smittende livsglæde. Afrikanerne føler også en forpligtelse til at puste liv i vores kirkeliv, som på nogle punkter ikke har de store flammer, siger Kristian R. Skovmose og tilføjer, at mange af de afrikanere, som kommer til landet, bliver dybt overrasket over vores kulturkristendom.

Derfor understreger han, at missionen i de kommende år er nødt til at skifte fokus:

Vi betragter os ikke længere som en ren nord til syd-mission, men som en global og gensidig mission. Det er stadig missionen i Afrika, som er vores største opgave, men der er ingen tvivl om, at vi nu vil opprioritere den danske del, siger han.

marianne.knudsen@k.dk