Teolog, teolog, teolog, teolog, teolog, teolog, teolog, teolog, teolog.
Der er otte nære familiemedlemmer ud over biskop Niels Henrik Arendt selv, der har valgt teologien som levevej: hustruen, datteren, tre brødre, hans forældre, og hans morfar.
Lørdag den 15. marts er dagen kommet, hvor Niels Henrik Arendt degraderer sig selv fra hierarkiet, når biskoppen bliver halvtids-præst i det vestjyske sogn Staby-Madum:
LÆS OGSÅ: Præster med særlige opgaver vinder frem i folkekirken
Og det glæder jeg mig meget til. Jeg har altid vidst, at jeg ikke skulle være biskop, til jeg fyldte 70 år. Og at jeg ikke ville gå på pension som 62-årig. Så jeg har været rigtig heldig, at muligheden åbnede sig. Både for en præstestilling, som jeg har savnet, og også som teologisk rådgiver for fejringen af Reformationsjubilæet i 2017.
Så fremover kan man finde sognepræsten i sognet, der ligger tæt på kysten mellem Ringkøbing Fjord og Nissum Bredning.
Jeg glæder mig til at træde frem i første række igen og at blive en del af menigheden. Når man kommer som biskop, er man jo mest på besøg, og ikke på samme måde en del af menigheden, siger han.
Den snart tidligere biskop kommer under tilsyn af nabobiskoppen Elisabeth Dons Christensen.
Det er jeg vældig godt tilfreds med, og det havde jeg også været med en af de andre, lyder det diplomatisk fra den afgående biskop, som Kristeligt Dagblad møder i et af sidekapellerne i den smukke Haderslev Domkirke.
Niels Henrik Arendt er søn til Else og Rudolph Arendt, domprovst og tidligere rektor for Præstehøjskolen i Løgumkloster. Faderen døde sidste år, 95 år gammel.
Kunne man ikke blive træt af at diskutere teologi i dit barndomshjem?
Min ene lillebror, der vel var en seks-syv år dengang, blev træt af at høre far gå rundt og skælde ud over et eller andet. Og så sagde han: Er det Gud er død-teologien eller Bultmann (tysk teolog, red.), du skælder ud over?.
Men nej. Det var ikke et hjem, hvor alting handlede om teologi. Grunden til, at vi drenge blev involveret, var, at far var så lidenskabeligt forbundet med teologien, og det diskuterede han med os, fra vi var en 12-13 år. Men det var et almindeligt åbent hjem, hvor også andre samfundsanliggender spillede en rolle.
De præstebørn, der måske er ved at brække sig over teologi, det er dem, hvor kirken lukker alt andet ude. Jeg oplevede, at verden blev lukket ind gennem teologien, siger Niels Henrik Arendt.
Det var en stor gave at få lov at diskutere i øjenhøjde. Der blev ikke talt ned til os, og vi havde den oplevelse at kunne bidrage til diskussionen; at blive både involveret og inddraget, når man var en forholdsvis umoden gymnasieelev på 15-16 år, var fantastisk.
Hans præsteslægt går ikke længere tilbage end faderen.
Vi er ikke som Balslever og Pontoppidaner en meget gammel præsteslægt. Min farfar var gartner, og resten af hans familie var ved jernbanen.
Hvilken kirkelig arv har du med dig?
Min far havde det svært med sit hjems missionske arv og oplevede det som en befrielse at møde teologen Karl Barth (1886-1968) og det tidehvervske.
Men i vores hjem opretholdtes nogle af de gammeldags fromhedsformer. Vi sang morgensang, og far læste højt af Søren Kierkegaard eller Luther, så min arv er også delvist from, siger Niels Henrik Arendt.
Men han er også vokset op med det grundtvigske, hvor vægten, ifølge ham, ligger på gudstjeneste, sang, fællesskab og menighed.
Og så har jeg også med mig en optagethed af kristendommens viderebringelse, det, som hedder mission.
Hvis kirken ikke udøver mission, så svigter den sin grundforpligtelse og bliver en selvoptaget størrelse. I dag taler også de grundtvigske kredse om mission.
Han påpeger, at man i hans generation har været for dårlig til at overlevere de klassiske fromhedsudtryk til børnene.
Og det rammer os i nakken. Det er også det, der ytrer sig i de nyere meget manifeste og bevidste spiritualitetsformer.
Hvad synes du om udviklingen, siden du blev Danmarks dengang yngste præst som 24-årig?
Jeg vil ikke tegne et sort billede. Men noget af selvfølgeligheden er forsvundet fra folks forhold til folkekirken. I dag har folk nok mere den holdning, at de vælger folkekirken eller vælger den fra. Det er ikke noget, de arver fra tidligere generationer.
Kristendom og kirkegang lå som en selvfølgelighed i samfundet og gav en fortrolighed. Jesu lignelser var for eksempel kendte, det kan man ikke længere gå ud fra.
Men der er faktisk særdeles mange mennesker, der er i berøring med folkekirken, og det åbner nye muligheder. Der skal bare sættes flere ord på det med troen, end der skulle tidligere.
Niels Henrik Arendt tror ikke, at de rekordmange udmeldelser af folkekirken sidste år er tegn på en permanent nedtur for folkekirkens medlemstal.
Enhver statistiker vil sige, at det ikke er signifikant, og at man ikke kan uddrage en tendens af et enkelt år. Måske handler det om den økonomiske krise, måske om ritualet for vielse af homoseksuelle. Vi ved det ikke.
Men man kan jo godt undre sig over, at de nordiske folkekirker modsat for eksempel Tyskland og Holland er sluppet for tsunami-udmeldelser. I Slesvig-Holsten og Hamborg er der nu under to millioner medlemmer i den lutherske kirke. Måske kan tallene for udmeldelser i 2014 give os et praj om, hvorvidt 2012 var en del af en europæisk tendens eller et bølgeskvulp.
Niels Henrik Arendt tænker også over, hvorfor så mange holder fast i folkekirken, men strømmer væk fra traditionsrige organisationer som fagforeninger, politiske partier med videre.
Måske er det et ønske om sammenhængskraft. At man har behov for markører, der holder fast.
Skal folkekirken være fodslæbende?
Samfundet bevæger sig jo ikke på en lige linje. Man er nødt til at forholde sig til, om en udvikling er god eller dårlig. Folkekirken skal altid være på højde med tiden, og kirken skal altid have noget at sige til samtiden. Til gengæld er det ikke altid bare konservatisme at holde igen.
Jeg synes for eksempel, at kvinder i dag på nogle områder er mindre frie, end de har været. Mode, model, kropsideal eller det at gå efter et bestemt udseende fylder mere end for 40 år siden er det fremskridt? Det synes jeg ikke. Man er nødt til at forholde sig kritisk til, hvilken retning samfundet bevæger sig i.
At noget vender tilbage, kan være et fremskridt. I dag er det en glæde at se frivilligheden vende tilbage. Måske ikke med den dedikerede person, der i en menneskealder kæmpede for afholdssagen, men mere som det at tage en tørn.
Det glædelige er, at de, som har klaret sig nogenlunde, nu igen føler ansvar for fællesskabet, og det er en glædelig tendens, også selvom frivilligheden har ændret sig til afgrænsede overskuelige opgaver.
Og har folk egeninteresse i det, de gør, så lever vi med det. Egeninteressen gør ikke indsatsen mindre værdifuld.
De unge er også i en kategori for sig, når det handler om folkekirken.
Der kan ligge et oprør, når de unge sætter et individuelt præg på deres religion, men det præger nu også mange voksne. Så ud over en hel masse kristne ting, så dukker også new age op.
For eksempel er buddhisme i en dansk aftapning vældig populært, og den opfattes ikke mindst som en meget fredelig religion. Men ingen religion har ikke på et tidspunkt været undertrykkende eller voldelig. Alle religiøse retninger har lig i lasten. Også buddhismen, som i Myanmar (tidligere Burma), hvor kristne og hinduer undertrykkes med buddhismen som påskud, eller i sin tid i Sri Lanka, hvor buddhismen forenede sig med en stærk nationalisme imod de hinduistiske tamiler.
En af de sidste embedsgerninger, som biskop Niels Henrik Arendt som formand for styrelsesgruppen på projektet har været involveret i, er udgivelsen af Døvebibelen.
Fredericia er den by i Danmark, der har flest døve næst efter København. Historisk har Haderslev Stift haft de fynsk-sydjyske døvemenigheder som sit område.
Projektet har kørt i 10-12 år, er rasende dyrt og heller ikke helt uden komplikationer.
Vi har ikke oversat hele Bibelen, men udvalgte tekster, ritualer, salmer og hele Lukasevangeliet til tegnsprog. I hovedstaden bruger de dansk tegnsprog, som er et selvstændigt sprog. Men de jyske døvemenigheder bruger såkaldt TSK Tegnstøttet Kommunikation som gudstjenestesprog, så det måtte vi også have med.
Men jeg er stolt af, at vi i 11. time fik den anerkendelse af de døves egen kultur på plads, som en sådan oversættelse udtrykker, for de børn, der fødes døve i dag, får en implantation i hjernen, så de bliver delvist hørende, og så kan man spørge, hvor meget tegnsprog vil blive brugt. At oversætte Bibelen til døve svarer til den mission, der har støttet den lokale kultur ude i verdens afkroge, netop ved at oversætte Bibelen til lokalsprog og dermed bevare kulturens vigtigste bestanddel.
Nogle døve kan læse Bibelen selv, men tegnsproget er fællessproget. Og det er gribende ved en døvegudstjeneste at se deltagerne tegne salmerne sammen, fordi man virkelig får en fornemmelse af menighed derved.
Reformationsjubilæet i 2017 markerer 500-året for begivenheden, hvor Martin Luther uden egentlig at ville det iværksatte en reformation ved at slå 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg.
Det offentlige Danmark har endnu ikke besluttet sig for, om det skal gøre jubilæet til den store folkelige fest, som det fortjener. Men hvis man ser på, hvad der planlægges lokalt i folkekirken, er der bunker af ting i gang.
Danmark blev jo ikke reformeret officielt før 1536, hvorfor ikke vente til 2036?
2017 forener os med lutheranere overalt i verden. Og det var det år, Reformationen reelt begyndte for 500 år siden. Selv den katolske kirke er med på, at det er et særligt år.
Vi kan tage 2036 i Danmark, når den tid kommer. I øvrigt er der jo også 500-året for Reformationen i Haderslev i 2026.
Fra på lørdag er det slut med bispeboligen og bispeperioden på 14 år, og så skal Niels Henrik Arendt tilbage til det vestjyske igen.