”Jeg har været på besøg i assyriske kirker i Australien og Canada, og der følte jeg mig hjemme, fordi jeg kunne tale assyrisk med andre unge og genkende den måde, kirkerne var indrettet på. Det mindede mig om min barndom i Irak, hvor jeg boede, indtil jeg var fem-seks år. Nu kan jeg også føle mig hjemme i en kirke i Danmark. Det gør en stor forskel for mig.”
24-årige Sara Wilson Nissan har boet i Danmark, siden hun kom hertil som syvårig sammen med sine forældre som flygtninge fra Irak. Familien slog sig ned i Grindsted, hvor der kun var fire-fem andre familier med assyrisk baggrund, og hvor Sara og hendes forældre typisk gik til gudstjeneste i en lokal sognekirke.
Af og til tog de dog turen til Aarhus, hvor en stor del af de cirka 600-700 assyrisk kristne i Danmark bor. Her kunne de mødes med assyrere med rødder i Irak, Libanon, Iran og Tyrkiet og deltage i assyriske gudstjenester, som blev holdt i skiftende folkekirker i det vestlige Aarhus.
For nogle år siden flyttede Sara Wilson Nissan så til Aarhus for at studere uddannelsesvidenskab, og dermed blev hun tættere knyttet til den århusiansk baserede Mar Mari-menighed, der med cirka 350 medlemmer er den største assyriske menighed i Danmark – og nu også en menighed med egen kirke og menighedshus.
Kirke og menighedshus blev indviet lørdag eftermiddag, og Sara Wilson Nissan, som er med i kirkens medieudvalg, har været med til at arrangere indvielsesfesten.
Æresgæsten, som klipper det røde bånd, er biskop for Europastiftet af Østens Assyriske Kirke Mar Odisho Oraham, der normalt bor i Sverige. Ved hans side står Henrik Wigh-Poulsen, folkekirkens biskop over Aarhus Stift, og Mar Maris egen præst og provst Albert Panimeen.
Albert Panimeen, der siden 1996 har fungeret som menighedens faste, men ulønnede præst, er blandt de 15-20 mænd, der gennem halvandet år mødtes næsten hver eftermiddag efter arbejde for at bygge kirke og menighedshus færdig. Han tør ikke engang gætte på, hvor mange arbejdstimer han og de andre medlemmer af menigheden har lagt i byggeriet.
”Vi tror på, at Gud er med os. Var han ikke det, stod kirken helt sikkert ikke færdig i dag,” siger han med et mildt smil.
I det sene efterår 2016 stod bygningerne klar til brug. Den 20. november blev der for første gang holdt messe i kirken, og siden er der blevet holdt gudstjeneste hver søndag. Men først nu bliver menighedshus og kirke officielt indviet.
Flere folkekirkelige præster er gode venner af menigheden, og de fleste af dem er på talerlisten lørdag eftermiddag. De fleste af præsterne repræsenterer kirker i Aarhus, hvor den assyriske menighed de seneste 30 år har lånt lokaler, og flere af dem understreger, at de har lært meget af samarbejdet med assyrerne.
”I har lært mig at leve den kristne tro ud og stå ved den. I er på sin vis vores moderkirke, for havde I ikke holdt fast i jeres tro trods forfølgelse og hårde tider, havde vi ikke haft vores folkekirke,” siger præst i Helligåndskirken i Aarhus Vest Torben Tramm og takker den assyriske menighed for kager, mad, gudstjenestefællesskab og gensidig forbøn gennem mange år.
Talerne mødes af klapsalver, og rundt omkring ved de fint dækkede borde nipper gæsterne til søde mellemøstlige kager med kardemomme og dadler og dansk drømmekage og chokoladekage. De mange eksempler på forfølgelse, både historisk og aktuelt, berøres i mange af talerne, blandt andet af bestyrelsesmedlem i menigheden Michael Davoudian, der har en uddannelse som bygningskonstruktør med sig fra Iran og derfor har været ansvarlig for byggeprocessen:
”Mine bedsteforældre blev slagtet af tyrkerne for 100 år siden, og resten af min slægt flygtede til Iran, hvorfra jeg kom til Danmark. Nu ser vi, at historien gentager sig med Islamisk Stat, der forfølger kristne og andre minoriteter. Derfor er det så vigtigt for os at få vores eget hjem her, og det har vi fået nu. At holde gudstjeneste i lånte lokaler er som at være på charterrejse, men nu er vi kommet hjem og kan også nyde at byde vores gamle værter velkommen,” siger han.
Provst Albert Panimeen er enig:
”Vores relationer med alle vores danske venner forsvinder ikke nu, men forstærkes, for nu kan vi også invitere jer,” siger han og inviterer derefter gæsterne ind i selve kirkerummet, hvor der hænger et stort trækors bag alteret, og der over alterbuen på assyrisk står: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”
Kirkebænkene er doneret af Hadsund Kirke, og korset bag alteret er skabt af træet fra nogle ekstra kirkebænke. Alterpartiet er bygget af dele af den prædikestol, som kirken i Hadsund også har doneret. Det er provst Albert Panimeen, der som tidligere tømrer har skabt nyt inventar af gaverne fra den folkekirkelige menighed. Til daglig arbejder han som lærer på en folkeskole, men han håber, at der med tiden bliver råd til, at menigheden kan lønne ham. Indtil videre er han dog godt tilfreds med, at der på frivillig basis er masser af liv i kirke og menighedshus hele ugen.
”Vi holder gudstjeneste hver søndag nu i stedet for hver anden lørdag, så vi er på rette vej,” siger han med et smil.
Sara Wilson Nissan er med i ungdomsgruppen og deltager også i sprogundervisning.
”Jeg har altid talt assyrisk med mine forældre, men skriftsproget er jeg først ved at lære nu. At vi har vores eget sted, styrker min tro og min følelse af at høre til i Danmark, og jeg håber også, at det vil gøre os mere anerkendte i det danske samfund,” siger hun.
