Vi higer og søger

TENDENS: Danskernes interesse for historie er stigende. Vi vil høre, se og læse om især store mænd på store heste i store slag og personlige beretninger fra Anden Verdenskrig

Der er stakke af bøger om historie i boghandlerne, film om Troja og Kong Arthur hitter i biograferne, og historiske internetsider melder om tæt trafik. Historier fra historien er populære som aldrig før.

Nogle af dem, der for alvor kan mærke den stigende interesse, er forlagene. Af samme grund satser mange af dem i øjeblikket netop på historiske bøger.

- Lige nu ser vi en meget heldig kombination i forlagsverdenen. Vi har et interesseret publikum og et rigtig godt forfattergrundlag. Vi har gjort en del ud af at engagere yngre, danske historikere, og det gør en forskel. Historieformidling skal også være underholdende, og det lykkes fint for mange af de nye forfattere, siger Hans Kristian Harbo, der er redaktionschef for fag- og kulturbogsudgivelserne i GB-forlagene Høst & Søn, Rosinante, Samleren, Fremad og Forum.

Og når forlagene udgiver mange bøger om historie, så betyder det som regel også, at der er salg i dem. Ifølge boghandler Hans Andersen fra Arnold Busck Boghandel er én af de største salgssucceser i det seneste års tid en historisk roman. Jette A. Kaarsbøls »Den lukkede bog« fra 2003 om kredsen omkring Georg Brandes, er kommet i 13. oplag.

Ud over bogmarkedet kan befolkningens lyst til at vide mere om historien også ses på internettet. Gennem de seneste par år er flere nye hjemmesider dukket op, og nettrafikken nærmer sig myldretid.

Én af de populære, danske sider hedder historie-online, der både er for fagfolk og børn og voksne med interesse i historiske emner. Det er paraplyorganisationen Dansk Historisk Fællesråd, der står bag, og netsiden har eksisteret i halvandet år. Historie-online har i øjeblikket cirka 30.000 besøgende om måneden, og det har overrasket webredaktøren, Charlotte S. H. Jensen.

– Vi havde indtryk af, at der manglede en internetside som

historie-online, men vi havde slet ikke turdet håbe på så mange brugere. Den store trafik tyder både på en generel historieinteresse og på et behov for en side som vores. Det vil sige en side, der ikke tager udgangspunkt i en bestemt institution eller et bestemt produkt, men i det historiske miljø som sådan, siger hun.

Forklaringen på vores intense søgen efter det, der var engang, skyldes en stigende interesse for den personlige fortælling.

– Vores nutid er på en måde historieløs. Vi søger ikke efter sammenhænge, vi vil hellere se eller læse historier om store mænd på store heste i store slag, og der er uendelig mange gode historier i historien, siger Karl Christian Lammers, der er lektor i samtidshistorie på Institut for historie ved Københavns Universitet.

Og Karl Christian Lammers skyder ikke helt forbi, når han taler om interessen for fortidens gamle krigsførere. I løbet af det kommede år vil tre spillefilm om Alexander den Store kunne ses på bio-grafernes lærred, hvor store instruktører som Oliver Stone og Baz Luhrmann står bag de to.

Men de samtidshistoriske bio-grafier ligger også højt på listen over historiske topscorere. Senest er Hitlers privatsekretærs erindringer udkommet på dansk. Lige netop den bog er for Karl Christian Lammers et tydeligt billede på, at vi vil bag om personen frem for at læse om historiske sammenhænge.

– Hitlers privatsekretær har ingen historisk betydning overhovedet. Hun kan ikke bringe nyt lys over Hitlers jødeforfølgelse eller datidens verdenshistorie, men hun vækker vores interesse, fordi vi gennem hende håber på at kunne komme tættere på personen Hitler, siger han.

At de nævnte

$CLASS=bymail$ eksempler alle handler om krig og militær er heller ikke helt tilfældigt. Profilen på en typisk historieinteresset er nemlig ifølge både forlagsredaktør Hans Kristian Harbo og Karl Christian Lammers en ældre mand, der har været barn under én eller flere krige. Lammers mener blandt andet, det er én af forklaringerne på, at Anden Verdenskrig også har en topplacering på den historiske hitliste, men han tror, at det ændrer sig med generationerne. Han spår, at let tilgængelig litteratur og materiale om den kolde krig inden længe vil dominere markedet.

@duuskristeligt-dagblad.dk