Prøv avisen
Før søndagen

Vi kan ikke frelse os selv

"Nogle gange tænker folk, at tro er noget, man har brug for, hvis man er særligt skrøbelig. Sådan ser jeg ikke på det. Det at tro er for mig en erkendelse af, at jeg ser Gud og hverken er almægtig eller magter livet selv,” siger generalsekretær Jann Sjursen, Caritas Danmark. – Foto: Leif Tuxen

Med vores stigende behov for at stille og leve op til krav glemmer vi, at kun én kan gøre det umulige muligt. Det siger Jann Sjursen, generalsekretær for Caritas Danmark, som særligt hæfter sig ved én sætning i søndagens tekst

Når Jann Sjursen grundet sit arbejde besøger afrikanske lande, kan han forundres over kontrasten mellem de lokales situation og deres tilgang til livet.

De ejer intet, lever under benhårde og uretfærdige forhold, men er stadig taknemmelige over det, de får givet. Det kan godt være, de ikke har meget medgang i livet, men Gud er trods alt med dem.

Når den 52-årige generalsekretær for Caritas Danmark så kommer hjem igen, er det hele lige omvendt. Selvom mange er mere velstående og har gode livsvilkår, så er det ikke noget, man takker for.

”Jeg vil ikke sige, at taknemmelighed er det, der kommer allermest til udtryk herhjemme. Der er snarere en krævementalitet, hvor vi vil have noget fra samfundet og brokker os, hvis vi ikke får det. Vi har en rethaverisk tankegang, som gør, at vi mister evnen til at glæde os over den større mening med tilværelsen. Med andre ord: Vi har alt, men det er også alt, vi har,” siger han og understreger, at der bestemt er mennesker i Danmark, der lider afsavn og har brug for mere og for stærkere rettigheder.

Jann Sjursen sidder på sit kontor i indre København med udsigt over Gammel Kongevej og Sankt Jørgens Sø. I vinduer og på vægge minder træfigurer og billeder ham om rejserne til de udviklingslande, den katolske nødhjælps- og udviklingsorganisation hjælper.

”Gad vide, hvordan de fattige afrikanere ville læse og tolke søndagens tekst om den rige mand, som spørger om vejen til et evigt liv og får at vide, at han skal sælge alt, han ejer,” tænker han højt. Hvordan mon de forstår det, når Jesus siger, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige?

”Egentlig tror jeg ikke, man skal hæfte sig så meget ved spørgsmålet om materiel rigdom. Det er naturligvis den, der direkte hentydes til i teksten, men det kan også være et billede a la det, vi ser i Matthæusevangeliet om, at man ikke kan tjene to herrer. Den anden herre kan være rigdom, arbejde eller noget helt andet, som bliver styrende for vores liv og vores niveau af mening,” siger han.

Det største og vigtigste budskab i teksten er ifølge Jann Sjursen det, der direkte står mindst om. Det står faktisk kun i den sidste sætning.

”I sin udgangsbemærkning siger Jesus om vejen til frelse, at ’for mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt’ – og for lige at spidsformulere det: ’for Gud er alting muligt’. Det afgørende er altså ikke, hvad jeg kan og skal, men hvad Gud har gjort for mig,” siger han og tilføjer, at netop det for ham er det store ved troen.

”Jeg kan godt følge den velhavende mand, der i god ånd vil vide, hvad han skal gøre for at få evigt liv. Han følger De Ti Bud, er næstekærlig, men han forstår ikke, hvad der er umuligt for ham, men muligt for Gud. Han vil være herre over sit eget liv og selv stå ved rorpinden. Men han må indse, at vi mennesker kan meget, men ikke det mest afgørende. Vi kan ikke frelse os selv.”

På den måde passer teksten godt til den danske krævementalitet i dag, siger generalsekretæren. For når man stiller krav, vil man også selv synes, man skal præstere noget for at opnå andres kærlighed og det evige liv.

”Sådan kender jeg det også fra mig selv. Men på den måde kommer vi til at leve på en livsløgn om, at vi kan og magter det hele. For det helt fundamentale, frelsen og det evige liv, det kan vi ikke selv præstere. Og vi kan heller ikke leve livet som solister. Vi skal leve livet med og for ’hinanden’.”

Jann Sjursen tilføjer, at det stadig er vigtigt at leve efter buddene og gøre noget for sin næste for at opnå frelse, hvilket også fremgår af teksten. Men det regnskab, der rigtig tæller, det afregner Gud.

I søndagens tekst gør netop det budskab den velhavende mand trist. Og sådan tror Jann Sjursen også, at mange vil reagere på erkendelsen af deres begrænsninger.

”Men sådan har jeg det ikke. Jeg synes, der ligger en frihed og tryghed i at vide, at man som menneske er fri for al skyld og skam, og at Gud gør, at vi alle – rig som fattig – kan blive frelst. På mange måder tror jeg, det er kernen i kristendommen og den kristne tro for mig.”

Troen har altid været en vigtig del af hans liv lige siden dåben og opvæksten i et indremissionsk hjem.

”Tro er for mig en afgørende tryghed i livet. Nogle gange tænker folk, at tro er noget, man har brug for, hvis man er særligt skrøbelig. Sådan ser jeg ikke på det. Det at tro er for mig en erkendelse af, at jeg ser Gud og hverken er almægtig eller magter livet selv. Det giver mit liv mål og mening og giver mig en forståelse af mig selv og mine medmennesker. Vi er alle Guds skabninger, og vi er alle ligeværdige. Uanset skøbelighed har vi alle brug for at vide, hvem vi er, og hvad der er meningen med livet.”

Jann Sjursen bruger troen i sin hverdag, men kan til tider tvivle på, hvor meget han skal rode Gud ind i. Nogle ting kan virke så små og ligegyldige, at han ikke vil bede om det.

”Men et eller andet sted vil jeg gerne forsøge at inddrage ham 100 procent i mit liv. For ellers blive han bare en leverandør af den sidste fase i livet, men det er at reducere relationen til næsten ingenting. Gud er en del af hele vores liv og skal derfor også rodes ind i det hele, også når vi er glade.”

Troen har også spillet ind på hans valg af arbejde og hans tidligere politiske virke i Kristeligt Folkeparti.

”For mig handler det om at forvalte jorden og Guds gaver, så det fordeles lige mellem os. Men i dag har vi ikke stor solidaritet i vores samfund. Det faktum kan vi konkret måle i kroner og øre. Selvom vi ikke er dårligere stillet end tidligere, giver vi betydeligt mindre i udviklingsbistand, og der afsættes også færre penge til socialt udsatte. Vi er et sted, hvor vi accepterer stigende fattigdom. Jeg synes, meget peger i retning af, at vi burde vide bedre. Søndagens tekst peger på det: Vi skal dele, ja, mere end det.”