Da Kent Jakobsen gik i gymnasiet, var han, som så mange andre unge, søgende. En dag sad han og læste i Bibelen, læste beretningen om påsken og korsfæstelsen og bad til Gud.
”Pludselig rammes jeg af mere end blot en intellektuel forståelse af, hvad kristendommen er. Jeg rammes af, at Gud elsker mig, at Jesus døde på korset for mig, for min skyld. At jeg er Guds barn, jeg tilhører himlen. Det var næsten en varm strøm, der rørte mit hjerte. Guds kærlighed fik et udtryk, den var tydelig, og den ville noget med mig. Gud er ikke fjern, han er nær og viste sig for mig lige der. Det vendte op og ned på mit liv, og jeg vidste, at Gud ønsker, at han skal være en naturlig del af min hverdag,” fortæller han.
”Åbenbaring er ikke noget, vi kan styre. Vi kan ikke lave tricks og sige, at nu skal Gud åbenbare sig. Gud åbenbarer sig for hvem han vil og hvornår, men vi kan facilitere og søge hans nærvær. Blandt andet gennem Bibelen, bøn og gudstjenesten,” siger han.
Kent Jakobsen er forberedt, og da vi skal tale om søndagens tekst, nærmest prædiker han. Selvom det er nogle år siden, hans titel var præst, er han vant til at prædike og til at tale om Gud og om Bibelens tekster. Som forstander på den kristne Mariager Højskole er Bibelen med ham hver eneste dag. Og faktisk, forklarer han, har han i den senere tid gået og rumsteret med temaerne i søndagens tekst.
”Jeg prædikede i vores egen kirke i går om, at Guds vejledning også forankrer sig i, at det er ham, der bliver herren i vores liv. Det passer meget godt med temaet i søndagens tekst, hvor Jesus siger, at hvis disciplene skal følge ham, skal de fornægte sig selv,” siger han.
Kent Jakobsen forklarer det med, at hvis man vil følge Gud, skal man også acceptere, at han kommer til en, når han vil. Ligesom man ikke kan kræve åbenbaringen, kan man heller ikke kræve Guds nærvær. Men man kan tro og søge Gud. Han fortæller, at han for nylig havde en stærk oplevelse med en elev på højskolen.
”Eleven havde haft nogle svære oplevelser og på mange måder oplevet, hvordan livet har været hårdt. Hun var vred på Gud, og han fik en ordentlig omgang. Jeg forklarede hende, at jeg godt forstod hendes vrede, og jeg kunne ikke forklare hvorfor, men der er onde ting i en ond verden, og det var frygteligt, at det havde ramt hende. Men skulle vi nu ikke se, om Gud i de måneder, hun var på skolen, kunne få lov at trøste hende og være nærværende i det vanskelige,” fortæller han og fortsætter:
”Nogle måneder senere fortalte hun, at hun havde en oplevelse ved en gudstjeneste på skolen. Hun forklarede, at fra det øjeblik, hun trådte ind i kirken, var der en atmosfære af Guds kærlighed og varme. Hun beskrev – og her skal jeg forsøge ikke at lyde for over-åndelig – at da hun vendte sig mod Gud, var det, som om Jesus lagde nogle varme håndklæder omkring hendes hjerte. Pludselig fjernede han alt det skrøbelige og ødelagte,” siger han.
”Hun var ikke længere vred på Gud, hun følte, at Gud havde trøstet hende. Jeg må erkende, at vi kunne have haft terapi ti år frem, og jeg ville aldrig have kunnet gøre det samme. Men Gud gik ind og tog fat og rørte ved hendes hjerte. Han gjorde det tydeligt, at han er Gud, der elsker og vil mennesket noget godt,” siger Kent Jakobsen.
I søndagens tekst spørger Jesus sine disciple, hvem de tror, han er. Peter siger, at Jesus er Guds søn, hvortil Jesus svarer, at det har ikke kød og blod lært ham, men Gud fader i himlene.
”Der er en pendant til Peters proklamation i Johannesevangeliets kapitel 6 ved afslutningen, hvor folk er vrede, og nogle af hans disciple vender sig bort fra ham. Her siger Peter: ’Hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.’ På det tidspunkt er det næsten endnu stærkere, for det bliver sagt, mens Jesus er i modvind. Jeg tænker tit, at Peters åbenbaring virker til at være noget gradvis. Andre disciple kommer til samme konklusion: Paulus’ åbenbaring er mere momentan, hans liv vendes og op ned,” siger Kent Jakobsen og fortsætter:
”Det er to forskellige måder, hvor Gud åbenbarer sig. Hvordan det sker, er ikke så afgørende, men det er afgørende,at det sker. At der er en forståelse af, at kristendommen er langt mere, end at vi skal være gode ved hinanden, langt mere end et ’elsk din næste’. Men det står og falder med, om vi tror, at Kristus er den levende Guds søn. Det er det, der sker: Gud ønsker at give sig selv til kende, han er kommet ned fra himlen, så mennesket skal lære at forstå ham og tro,” forklarer han.
Ligesom Peters åbenbaring kommer gradvist og nogle gange vakler for at komme igen, kan en Guds-åbenbaring tabes over tid, siger Kent Jakobsen. I 1997 havde han selv en periode, hvor han følte, at Guds nærvær var fraværende.
”Jeg oplevede, at glæden virkelig forlod mig, og jeg kunne ikke finde Gud i hverken det ene eller det andet. Fraværet af Guds nærvær gjorde mig næsten desperat, og jeg havde brug for ham, jeg kunne ikke magte at leve uden Gud. Livet giver os de slag og den afhængighed, som tvivl kan komme ind i. Men fordi jeg er kristen, har jeg en teologi for, at min tro ikke betyder, at jeg kommer igennem livet uden de svære perioder,” forklarer han.
”For mig er det næsten kernen i evangeliet, at Gud ønsker at gå med mig og være nærværende. Både når livet går godt, men måske endnu mere, når jeg ikke oplever medvind og oplever, at ting bliver taget fra mig. Guds-åbenbaringen kan tabes over tid, som det sker med Peter. Senere fornægter han troen, så der er proces i Guds åbenbaring. Men det, at Gud ønsker at møde os og ønsker at åbenbare sig for os, særligt for dem, der længes efter ham, er så væsentligt,” siger han.
Til næste år skifter Kent Jakobsen forstanderjobbet ud med jobbet som præst i Den Evangeliske Frikirke i Randers.
For ham er det vigtigt, at kirken er et sted, hvor man kan komme og finde Jesus.
”Guds primære måde at åbenbare sig for os er gennem Bibelen, bønnen, kirken. Så når jeg tænker på Jesu kirke i dag, skal det være en folkelig, søgervenlig kirke, der forkynder et ’kom og lev, kom og find Jesus’,” forklarer han.
”Jesus fortæller Peter, at han skal have nøglerne til himmeriget, og at han på sin klippe skal bygge Jesu kirke. For mig ligger der det i det, at os, der tror, der har åbenbaret, vi er også forvaltere. ’Hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene,’ siger Jesus. Det er vores opgave at give budskabet videre, det er evangeliet, som løser og binder og hvis budskab vi skal give videre til de næste generationer. Og dem, der vil lade åbenbaringen komme ind,” siger han.