Vesterbro Sogn er kirke for over 44.000: Vi kender af gode grunde ikke alle i sognet

I Vesterbro Sogn har folkekirken et utal af aktiviteter og udvalg til at håndtere alt fra økonomi til udvikling af kirkelige initiativer. Men i et sogn med over 44.000 indbyggere er det ikke helt let at skabe en helhedsforståelse

På Vesterbro i København er folkekirken i konkurrence med mange andre kulturtilbud om at nå ud til sognets 44.000 indbyggere. Eliaskirken ligger mellem restauranter, barer og caféer på det stærkt befærdede Vesterbros Torv.
På Vesterbro i København er folkekirken i konkurrence med mange andre kulturtilbud om at nå ud til sognets 44.000 indbyggere. Eliaskirken ligger mellem restauranter, barer og caféer på det stærkt befærdede Vesterbros Torv. . Foto: Leif Tuxen.

”Måske vi har brug for en hr-medarbejder?”.

Menighedsrådsformand i Vesterbro Sogn Jens Andersen kigger rundt om bordet på de lyttende præster. En evaluering gennemført efter de første fire år med storsognet på Vesterbro peger på et behov for at aflaste den daglige leder og styrke personaleområdet i sognet, forklarer han.

Jens Andersen lader præsterne tygge lidt på forslaget og går så videre med sin beretning.

Klokken er lidt over 10, og i menighedslokalet i Mariakirken i København er ni præster indtil videre samlet. På bordet foran dem står kander med vand, kaffe og te, kurve med croissanter, glasskåle med bær og slik samt computere og iPads, som der tages noter på.

Præsterne er alle en del af Vesterbro Sogn, men har forskellige kirker og opgaver og ser ikke hinanden hver dag. Derfor samles de hver måned til et præstekonvent og drøfter større fælles temaer.

I alt har sognet 14 præster. Dertil kommer 25 menighedsrådsmedlemmer, et sekretariat og over 30 andre ansatte med titler som projektmedarbejder, kirketjener og kordegn. Det kunne umiddelbart lyde af meget, hvis ikke det var, fordi sognet har over 44.000 indbyggere at være kirke for.

I december 2012 blev otte sogne slået sammen til ét, der omfatter hele Vesterbro og Bavnehøjkvarteret i København. Det har gjort Vesterbro Sogn til landets største med klart flest indbyggere. Det kræver en veludviklet struktur. Der er eksempelvis ansat en ledende præst, en daglig leder med ansvar for økonomi, bygninger og personale, og der er et forretningsudvalg, der tager sig af spørgsmål om økonomi, bygninger, ansættelser og afskedigelser. Og så er der en række udvalg med fokus på blandt andet børn, ældre, diakoni, kommunikation, grøn kirke og indvandrere.

Dermed kan menighedsrådet koncentrere sig om den overordnede strategi for udviklingen af kirkelivet i sognet, siger Jens Andersen. Han nævner blandt andet ungdomskirken, natkirken og nye gudstjenesteformer som Tirsdagsjazz og Mindfulnessgudstjenester.

”Fordelen ved et stort sogn er, at vi kan skabe et mangfoldigt kirkeliv, idet de enkelte kirker kan tillade sig at være forskellige og ikke alle sammen gøre det samme, men derimod profilere sig på det, de er bedst til. Der er gode muligheder for sparring og samarbejde på tværs mellem forskellige kirker og medarbejdergrupper. Størrelsen betyder, at vi også har ressourcer til større satsninger, og at vi kan effektivisere og professionalisere driften,” siger han og tilføjer, at ulempen til gengæld er, at et stort sogn for nogen kan synes mere uoverskueligt end et lille.

”Vores mål er, at kirken skal være kirke, hvor folk er, og at flere oplever, at kirken også er relevant for dem. Når sognet har så mange indbyggere og omkring 23.000 medlemmer, så kender man af gode grunde ikke alle.”

På mødet med præsterne bliver der efter beretningen drøftet kommentarer og spørgsmål, og så pakker Jens Andersen sammen og går. Den ledende præst Birgitte Kvist Poulsen tager over. Dagsordenen er 18 punkter lang, og alt skal nås inden 12.15, hvor et nyt fælles medarbejdermøde begynder. Der tales om sognets mange aktiviteter, om koordinering og ansvarsområder samt nye idéer. Flere gange må præsterne minde hinanden om, at de ikke længere er forskellige sogne, men derimod ét med kirker, der supplerer hinanden.

Ifølge Birgitte Kvist Poulsen er det netop her, udfordringen ligger for så stort et sogn.

”Det kan være svært at få skabt en fællesskabsfølelse og en helhedsforståelse i så stort et sogn. Men det sker lige så stille og roligt med samarbejdet om de forskellige ansvarsområder og med aktiviteter både i og uden for kirken. I et stort sogn som vores kan man i langt højere grad arbejde med det, man særligt brænder for, mens kollegaer tager over på andre områder. Det giver god mening at være mange om at lave kirke.”

Mødet nærmer sig sin afslutning, da gadepræst Liane Zimsen Dambo forlader bordet og sniger sig ned i gården for at ryge. Et par andre ansatte er allerede dukket op til det store medarbejdermøde, der begynder snart, heriblandt nogle kirketjenere, som også har holdt fællesmøde siden klokken 10.

Liane Zimsen Dambo har aldrig prøvet at arbejde i et andet sogn, men hun forestiller sig, at det nogle steder må foregå uden så meget planlægning, koordinering og diskussion. Til gengæld er der også flere muligheder i et stort sogn, siger hun og puster røg ud.

Løbende dukker der flere op i gården, og den daglige leder, Jens Høgsholt Rasmussen, byder velkommen. Der serveres gourmethotdogs, og så drøftes dagens emner: udformningen af en mobbepolitik for sognet, besøg fra arbejdstilsynet og overvejelser om fælles indkøb.

Derefter ønskes der god ferie, og deltagerne forlader så småt Mariakirkens grund.

Uden for kirken er Vesterbros mange barer og caféer så småt ved at gøre sig klar til en gadefest med fadølsanlæg og store højtalere. Flere tusinde mennesker vil inden længe befinde sig i bykvarterets gader, og flere præster ligeså. For selvom man har diverse udvalg og initiativer i sognet, er der mange andre kulturtilbud, der konkurrerer om indbyggernes engagement i et storsogn som Vesterbro.

”If you can’t beat them – join them,” slutter Jens Andersen.