Det er søndag formiddag, og familien Nielsen skal i kirke. De får børnene i tøjet og gelejdet ud til den grågrønne Renault Grand Scenic, der har sæder nok til at kunne transportere alle seks familiemedlemmer rundt på samme tid. Ind på det bagerste sæde hopper 8-årige Maria, mens mor Maja Nielsen sætter sig på midtersæderne med 10-årige Isak og 3-årige Sara, som bliver spændt fast i et barnesæde. Isaks tvillingebror David tager forsædet, mens far Benjamin Graugaard Nielsen sætter sig bag rattet.
Og så er det af sted. Bilen kommer ud af indkørslen ved huset i Taulov sydvest for Fredericia og når efter få minutter frem til Taulov Kirke. Men den stopper ikke. For ganske vist er Taulov Kirke med en kilometers afstand til hjemmet den nærmeste kirke, men det er ikke familien Nielsens kirke. Den når de først frem til om 20 minutter.
Familien er nemlig blandt det stigende antal danskere, som har valgt at løse bånd fra deres lokale kirke for at blive knyttet til og betjent af en anden præst i et andet sogn. Og for familiens vedkommende er det til Kristkirkens Sogn i Kolding, som ligger 13-14 kilometer væk.
”Vi ser ikke sådan på det, at vi har valgt vores lokale sognekirke fra. Vi har bare valgt Kristkirken til. Den passer godt til os, og så giver det mening for os at bruge vores tid der – også selvom det så tager lidt længere tid at komme derhen,” siger Benjamin Graugaard Nielsen.
Muligheden for sognebåndsløsning blev indført i 1800-tallet, for at medlemmer kunne tilslutte sig en præst, hvis teologiske holdninger de sympatiserede med. Stadig i dag skifter danskere ofte kirke for at komme hos enten en grundtvigsk eller missionsk præst, og teologi var også årsagen til, at Benjamin og Maja løste sognebånd.
”Vi er traditionelle indre missionsk-tænkende, og for os er det vigtigt at kunne være tryg ved, at det helt og holdent er et bibelsk grundlag, der ligger bag forkyndelsen i kirken. Derudover er vores hverdage som de fleste andres. Arbejdet tager for meget tid, og fritiden er fyldt med forskellige aktiviteter. Der er ikke meget tid til at tænke over de dybere ting i livet. Gudstjenesten om søndagen er derfor den ene gang om ugen, hvor vi kan bruge tid på de vigtige ting. Den fylder et tomrum ud, kan man sige. Og derfor er kvaliteten altafgørende,” siger Benjamin.
Maja er enig:
”Jeg ser det som en optankning at gå i kirke om søndagen, og derfor betyder præsterne meget. Det gode ved Kristkirken er, at jeg har tillid til det, de tre præster forkynder. Det er det samme, som jeg binder min tro op på. Og jeg behøver ikke sidde og være skeptisk hele tiden, men kan bare lade mig fylde. For det er sand lære, man hører,” siger hun og tilføjer, at afstanden heller ikke har betydning for hende.
”Vi kører gerne langt for at komme et sted, hvor det er godt at være.”
Det er ikke første gang, at parret har løst sognebånd. Da de boede i Brabrand ved Aarhus, cyklede de 25 minutter ind til Sct. Pauls Kirke i midtbyen om søndagen, fordi nogle venner havde anbefalet dem kirken. Det var også en anbefaling fra et vennepar, der ledte dem til Kristkirken, da de for 10 år siden flyttede til Taulov. Parret besøgte dog også først Sct. Michaelis Kirke i Fredericia, som ligger tættere på Taulov og også trækker folk til fra Indre Mission.
”Der er ikke nogen større grund til, at det blev Kristkirken frem for Sct. Michaelis Kirke. Men det var bare et perfekt match med det samme. Og når man først sidder i bilen, betyder det ikke så meget, om man skal køre et kvarter eller 20 minutter for at komme i kirke,” siger Benjamin.
Cirka halvvejs mod Kristkirken passerer bilen Nr. Bjert Kirke. Sammen med Taulov Kirke er det et vigtigt punkt på ruten, og farten sættes en anelse ned. De tre børn sidder klar med deres mobiltelefoner på bagsædet. Begge kirker ligger nemlig i zoner, hvor der kan fanges små monstre i geocaching-spillet Pokémon Go, og det udnytter børnene. Det var Benjamin, der fik idéen til, at børnene kunne spille på turen, og det skaber en god stemning i bilen.
Der gik ikke mange måneder, fra Benjamin og Maja flyttede til Taulov, til tvillingerne blev født. Springet fra nul børn til to grædende babyer var hårdt, og en dag kom nogle fra menigheden ud til dem med et varmt måltid mad.
”De kunne se, at vi havde brug for det og gjorde det for at vise, at vi var en del af og vigtige for fællesskabet i kirken. De har generelt været gode til at få os til at føle os velkomne fra begyndelsen,” siger Benjamin.
Kristkirkens arbejde med børn har også haft stor betydning for Benjamin og Majas valg af kirken. Menigheden består af familier med børn i alle aldre, og da den ældste datter var lille, hjalp Maja til i legestuen. I en periode kom de også til kirkens svar på spaghettigudstjenester – ”ulvetimen” – om torsdagen, men i dag er det mest gudstjenesterne om søndagen, der trækker. Her er der også lavet særlige tiltag, så alle børn under gudstjenesten kan tage i børnekirke, hvor der hygges, synges og fortælles prædikentekster, så børnene kan følge med.
Benjamin og Maja skiftes til at tage med børnene til børnekirke, mens den anden kan ”høre prædiken i fred og ro”, som Maja siger.
”Det kan være svært at koncentrere sig, hvis man skal holde øje med fire børn. Med den her ordning får man ro til at blive tanket op, og man sikrer sig også, at børnene får et ord fra Gud med.”
I løbet af årene er Benjamin også kommet med i Kristkirkens menighedsråd.
”Jeg ville gerne give noget tilbage til fællesskabet, få indflydelse og være med til at opbygge gudstjenesten. Det er vigtigt, at nogen bakker op om det arbejde, så da jeg blev spurgt, så sagde jeg ja,” siger han.
Efter 20-25 minutter når den store Renault Kristkirkens parkeringsplads. Her holder de sjældent som den eneste familie, der kommer ude fra sognet. Kristkirken har mange sognebåndsløsere, og Benjamin tror generelt, at muligheden for selv at vælge sin præst og kirke er vigtig for folkekirken.
”Jeg synes, den er et af symbolerne på, at man gør noget for at holde kirken sammen. Vi giver plads til forskellighed. Og egentlig virker det meget moderne med sådan en ordning i dag, hvor mennesker er så mobile,” siger han.
Samtidig tror han, det kan give kirker rundt i landet et lille kærligt skub.
”Hvis kirker vil have fat i folk, tror jeg, det er vigtigt, at de skal gøre noget for det. En organisation som folkekirken kan godt risikere, at man gør ting, som man altid har gjort, og ikke giver sig i kast med nye gudstjenesteformer. Nogle steder virker det, som om man ikke gør mere, end hvad der forventes. Og så kan det jo tænkes, at medlemmerne hellere vil køre et andet sted hen,” siger han.8