Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det bedste ved kristendommen er ganske enkelt Jesus. Vores frelser og befrier. At Guds søn blev menneske for at tage den straf, jeg skulle have haft, må implicere, at jeg i Guds øjne er en så selvcentreret synder, at jeg har brug for en frelser. Og sandt er det vist, for jeg må indrømme, at jeg hver dag lægger bånd på mig selv, så folk ikke ser, hvad der faktisk foregår inde bag facaden.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Alt det, som har navn af kristendom, men som ikke reflekterer Jesus, er det værste ved kristendommen. Det er der mange eksempler på igennem historien, som jeg ofte bliver mindet om her i Israel. Jeg tror ikke, vi havde boet her i mere end to uger, før en lokal israeler mindede os om, hvad der er sket af jødeforfølgelser i Jesu navn. Og det kan vi desværre ikke bortforklare. Her er ikke andet at gøre end at bekende, at det er sket, og at det er frygteligt. Vi er desværre langt fra at have ægget jøderne til misundelse, som Paulus ellers skriver, vi skal. Hvorfor ønske at være en del af en bevægelse, der har forfulgt dem? Historien udfordrer mig, men jeg må vende det indad og lade den stille spørgsmål til, hvor vi som menighed lokalt og kirken generelt i dag ikke reflekterer Kristus. Og vi må være ærlige omkring det. Både indadtil og udadtil.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Det bedste ved folkekirken er, at den med sin lave tærskel har en stor mulighed for at tjene Guds verdensmission i Danmark. De fleste danskere kan ikke sige, de er ligeglade med folkekirken – for de er selv medlemmer og bruger kirken ved livets store begivenheder og overgange. Det er en vigtig kontaktflade. For kirken er sendt af Jesus, og hvis vi i kirken har en indgang til folket, så har folket en indgang til evangeliet. Og det er i sidste ende det, det hele handler om.
Det gode ved folkekirken er også dens spredning rent geografisk. Det er en stor styrke, at der for eksempel i et lille landssogn, hvor der måske ellers ikke ville være økonomi til at opretholde en lokal kirke, stadig findes sognekirker, hvor Guds menighed kan samles.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Det værste ved folkekirken er, når den saver i den gren, den har bygget sin rede på. Dermed kommer den til at afvikle sig selv frem for at udvikle sig. Det sker, når kirken siger det modsatte af, hvad Bibelen siger. Et klassisk eksempel er tilgangen til det mirakuløse. Her lyder det ofte, at ’i dag ved vi jo, at hverken jomfrufødsel eller de dødes opstandelse reelt kan finde sted’. Forfatteren G.K. Chesterton har sagt, at den misforståelse har bredt sig, at de, som afviser mirakler, vurderer dem koldt og fair, mens de, som tror på mirakler, kun gør det for at få deres dogmer til at hænge sammen. Men det forholder sig omvendt, siger Chesterton. De, som afviser mirakler, har et dogme, der falder sammen, hvis mirakler kan ske, mens de, som tror på mirakler, gør det, fordi de finder dem den bedst mulige forklaring på de ting, vi læser om i Bibelen.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Det bedste ved gudstjenesten er, at vi ikke bare mødes om Gud, men at Gud selv møder os. Selvom vores liv med Gud selvfølgelig ikke er begrænset til gudstjenesten, er det alligevel, som om der er et klimaks dér. Jeg tror, det skyldes to ting. At jeg i alle liturgiens elementer dels får hjælp til både at gribe de gode nyheder på ny og dels får hjælp til at respondere på dem. Jeg har brug for begge dele.
Og så er der fællesskabet. I min nuværende kirke, Immanuelkirken i Jaffa, hvor jeg er præst, deltager folk fra alle kontinenter, sociale lag og kulturer i gudstjenesterne. Her er alt fra diplomater til studerende og flygtninge. Vi bliver på den måde et lille udsnit af Guds store familie i al dens mangfoldighed. Og det viser, at Jesus er relevant for alle slags mennesker, uanset hvem du er.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Det værste ved gudstjenesten er, når vi mennesker kommer til at stå i vejen for dens udtryk og indhold. Hvis jeg for eksempel som deltager på bænken ikke lever med, men sidder og tjekker Facebook helt i mine egne tanker og lader bussen køre, til vi når endestationen og skal have kaffe. Eller når jeg som præst står i vejen for evangeliet. For eksempel hvis jeg i min prædiken leverer en omgang varm luft om kærlighed eller sender floskler af sted som ’efter vinter kommer vår’, uden at det finder sin kraft i, hvad Jesus har gjort for os. En sådan tale kan man holde i forsamlingshuset eller alle mulige andre steder, men i kirken skal det handle om Jesus.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Det bedste ved det multireligiøse samfund er, at vi som kristne bliver udfordret i vores tro. Det er sundt for os og vores tro at skulle stå distancen både i teori og i praksis. I Israel hører vi til minoriteten i et multireligiøst samfund og bliver i højere grad end i Danmark udfordret til at sætte ord på, hvad vi tror på. At jeg for eksempel som kristen tror, at Gud er treenig, er jeg nødt til at kunne forklare og kvalificere på en måde, der giver mening. Og det er en positiv udfordring.
Et multireligiøst samfund er derfor i mine øjne ikke en trussel mod kristendommen. Hvis Jesus er den, han siger, han er, så kan han stå distancen, og det kan hans folk også. Vi må så bare finde ud af, hvad vi mener med, at vi kalder os kristne, så vi kan forklare det for os selv og for andre. Det multireligiøse samfund giver os jo en oplagt mulighed til at fortælle mennesker, der ikke er kristne, om Jesus. En kirke, der ikke tager imod denne mulighed, er en kirke, der har glemt, hvem den er, og hvad den står for.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Det værste ved det multi-religiøse samfund er, at nogen af os logisk set må være på galt spor. Jesus kan ikke både være Guds søn og ikke være det. Jeg tror selv, at Jesus er svaret på vore dybeste spørgsmål og længsler, og det gør mig trist, at mange andre ikke vælger samme vej. Det udfordrer mig så til igen og igen at udforske Jesu egen påstand om, at han er sandheden.
For mange vil det værste ved et multireligiøst samfund sikkert kunne eksemplificeres i konflikter, som dem vi ser mellem israelere og palæstinensere. Men sammenstød i Israel ser jeg ikke primært som en religiøs konflikt, selvom man selvfølgelig ikke kan pille religion ud af noget som helst hernede. Men når vi ser konflikter i Israel, er det imellem to grupper, der hver for sig også er meget grupperede religiøst set. Der er for eksempel mange zionister, som ikke betragter sig selv som religiøse. Det handler om så meget mere end religion, såsom land, historie og identitet. Men konflikterne i Israel er svære at udtale sig om, fordi der er så mange nuancer, og det er svært at få alle med.