Vi vil så gerne tro. Men ofte er det tvivlen, der fylder mest. Også hos de store folkeskarer, som Jesus møder i Kapernaum i søndagens tekst, lyder spørgsmålet: Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Jesus svarer dem med ordene: Jeg er livets brød.
”Jesus siger, at han er livets brød. Men det vigtige er, at der er en usynlig åndelig virkelighed bag den synlige. Tegnet, som skarerne i virkeligheden skal se, er et tegn på noget, der er større end vinen og brødet selv. Nadveren er et synligt tegn på en usynlig virkelighed, det vil sige det evige liv, som er fællesskab med Jesus. Men det opfatter jøderne i søndagens tekst ikke,” siger Elisabeth Louise Brøker.
Hun er tidligere lærer på Sølvgades Skole i København og har, siden hun var lille, været inspireret af kristendom og tro. Hun har på egen hånd og som bachelor i religionsvidenskab studeret en lang række emner inden for kristendom, den kristne mysticisme og andre religioner.
Nu hun er pensioneret, holder hun stadig foredrag, gerne om særlige emner som Guds feminine aspekt, keltisk spiritualitet og Hildegard af Bingen.
Hun peger på, at søndagens tekst er et af Jesu bespisningsundere, som er forløbere for det, vi i dag har som sakramente i kirken, nadverens vin og brød.
”Der er store emner på spil i søndagens tekst. Johannes fortæller, at Guds brød er Jesus, som er kommet ned fra himlen for at give nyt liv til verden. Men livet til verden skal også ses som det evige liv. Flere beretninger i Det Nye Testamente handler om betydningsfulde måltider. De bygger sandsynligvis på fortællingen om visdommen i Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente. Det vil sige, at det er den åndeligt uerfarne, som bliver inviteret til det, som er et måltid mad, men som giver en form for åndelig visdom,” siger Elisabeth Louise Brøker.
Der er det særlige ved Johannesevangeliet, at nadveren ikke her bliver nævnt direkte, modsat i de tre øvrige evangelier.
”Bespisningsunderet, som hos Johannes finder sted, lige før Jesus møder folkeskarerne med ordene ’Jeg er livets brød’, svarer til det, Jesus gør ved nadveren, inden han bliver korsfæstet. Jesus tog brødet, takkede og delte det. Hos Johannes omtales nadverindvielsen ikke lige inden korsfæstelsen,” siger Elisabeth Louise Brøker.
I søndagens tekst er det samme på spil, men det udtrykkes anderledes her. I og med at Jesus indstifter nadveren blandt mange tilstedeværende, er der også et væsentligt element af fællesskab mellem mennesker.
”Man kan sammenligne nadveren med et bryllupsmåltid, hvor bruden er mennesket, og brudgommen er Jesus. Et billede, som også bruges af Jesus selv. Pointen er, at når man får det åndelige brød, som Jesus er, har man også fællesskab med Jesus i det evige liv. Men det er også vigtigt at understrege, at det er et brød, mennesker spiser i fællesskab, det er det samme brød. Det betyder, at nadveren også er et fællesskab med andre mennesker. Jesus siger et sted i Johannes-evangeliet til sine disciple: Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden. Ved den lange tale, Jesus ifølge Johannesevangeliet holder ved det sidste måltid, siger Jesus også: Jeg er vintræet, I er grenene. Her betones både kærligheden og fællesskabet,” siger Elisabeth Louise Brøker.
Elisabeth Louise Brøker har ikke alene studeret kristendom, mystik og andre religioner, hun har også gået på pilgrimsruten Caminoen og været på mange rejser, hvor hun er kommet i nærkontakt med kunst, kultur og religion. Hun har fordybet sig i mange åndelige emner og personer som Hildegard af Bingen, Frans af Assisi, kristen kunst og ikoner.
I sit kirkeliv har hun især bidraget til de såkaldte Thomas-messer, opkaldt efter disciplen, som ikke kunne tro på Jesu opstandelse, før han selv kunne se beviserne for den. Elisabeth Louise Brøker har i 20 år været med i menighedsfællesskabet ved Bethlehemskirken i København og været fast deltager ved den månedlige Thomas-messe.
Her har hun holdt det, hun kalder ”betragtninger”, det vil sige hendes refleksioner over tekster fra Bibelen. På Bethlehemskirkens hjemmeside kan man stadig læse en lang række af disse bibelforedrag, som hun har skrevet til Thomas-messen. I dag går hun også jævnligt i Mariendalskirken, tæt på hendes bopæl på Frederiksberg.
”Nu er tvivl ikke troens modsætning, men troens følgesvend. Hvor der er en dyb og inderlig tro i et følsomt og tænksomt sind, vil der også kunne opstå momenter af tvivl. Det, vi tror på, er for godt til at være sandt. Det er jo så stort, at Gud er kommet til os mennesker på Jorden i Jesus, og at han er død og opstået for vores skyld. Det er jo for stort til at være sandt. Sådan kan vi mennesker også tænke,” siger Elisabeth Louise Brøker, som også ser søndagsteksten i en aktuel anledning.
”Når livet får en dybere mening gennem det guddommelige, bliver hele skabelsen dyrebar. Det er en gave, vi skal passe på. Den profetiske abbedisse Hildegard af Bingen opfordrede også sin samtid til at tage vare på Guds skaberværk. Det har mange moderne mennesker taget til sig i dag.
Hildegards påmindelser til sin samtid om at tage vare på Guds skaberværk passer næsten bedre til vores tid. Det kan ses i hele miljødebatten,” siger Elisabeth Louise Brøker, som fortsætter:
”Kristendommens betydning for os viser sig også i menneskerettighederne. De har, længe før de blev officielt nedskrevet, været ideelle leveregler blandt mennesker inspireret af kristendommen. Oven i købet er de så senere antaget af mennesker, som ikke betragter sig selv som troende. De har præget hele vores civilisation, uden at de nødvendigvis har været med det åndelige i højsædet, men det har været en forudsætning for hele demokratiets udvikling,” siger Elisabeth Louise Brøker.
Selvom hendes liv kom til at forme sig som en rejse og et studium i kristendommen, var hendes forældre ikke specielt religiøse. Hendes far blev dog menighedsrådsformand på et tidspunkt.
”Jeg har, fra jeg var fem-seks år, interesseret mig for den kristne tro, så det er ikke, fordi jeg kan fortælle en farverig omvendelseshistorie. Troen har været der hele tiden, lige fra jeg lærte at bede Fadervor, selvom andre emner til tider også har optaget mig. Jeg har sat pris på det økumeniske fællesskab. Gud elsker alle mennesker,” siger Elisabeth Louise Brøker.