Prøv avisen
Før søndagen

Ole og hans kone har begge kræft: Vi lever i forventningsfuld tillid til, at vi får nogle gode år sammen

Ole Lauth, forstander på Egmont Højskolen, ser morgendagens prædikentekst som en væsentlig påmindelse om, at alt liv har værdi. –

For tre måneder siden fik højskoleforstander Ole Lauth konstateret kræft. Få dage senere fik også hans hustru stillet kræftdiagnosen. Alligevel lever han tillidsfuldt med den forventningens glæde, som første søndag i advent indvarsler

Det er kun tre måneder siden – nærmere bestemt den 1. september – at Ole Lauth, forstander på Egmont Højskolen ved Odder, fik at vide, at han lever på lånt tid. En trykken for hjertet viste sig at være en stor tumor i venstre lunge. Samtidig fandt lægerne metastaser i skulder og ryg.

Få dage efter Ole Lauths dom fik hans kone, Annie, også konstateret en kræftknude. Alligevel er de ikke væltet omkuld.

”Jeg har en stærk tro på livet. Vi lever med en forventningsfuld tillid til, at vi får nogle gode år sammen endnu,” siger Ole Lauth.

Mens lægerne har kunnet fjerne kræftknuden hos hans kone, må han således leve med, at lægerne kun kan give ham mere tid. Alligevel var han ikke i tvivl om, at han skulle fastholde sit kandidatur til byrådet i Odder Kommune, selvom kræftdommen hang over ham.

”Enten skulle jeg gå ud og sige til vælgerne, at de ikke skulle stemme på mig, fordi jeg havde en alvorlig kræftsygdom og måske ikke kunne føre opgaven til ende. Eller også skulle jeg sige, at jeg tror på, at jeg med min egen vilje og tro, kombineret med lægernes dygtighed, vil være i stand til at løfte opgaven. Jeg tror på det sidste,” siger Ole Lauth, der netop er blevet genvalgt til en ny fireårig periode for Socialdemokratiet.

Den tillidsfulde tro på livet henter Ole Lauth fra kristendommen. Det hele starter med kirkeårets begyndelse og den forventningens glæde, som kirkeåret åbner for med første søndag i advent.

”Jesus kommer og udråber et nådeår og bringer godt budskab til fattige, udråber frigivelse for fanger og syn til blinde. Med nådeåret kommer frelsen,” siger Ole Lauth.

For ham indebærer kristendommen – og i høj grad morgendagens prædikentekst – samtidig en række etiske implikationer. Teksten leverer så langt fra bare svar. Den kræver stillingtagen og opfordrer til svære valg. Jesus kommer nemlig med godt nyt til samfundets svageste, de fattige, fangerne, de blinde, de undertrykte, påpeger Ole Lauth og rejser et essentielt spørgsmål til sin egen kræftbehandling:

”Er det mig, som får en immunforsvarsbehandling, og hvor en kvart liter koster 60.000 kroner, og jeg måske skal have 10 behandlinger, som samfundet skal bruge penge på? Samtidig har vi valgt at droppe medicinsk behandling til mennesker med muskelsvind, fordi man er i tvivl om effekten. Er der forskel på værdien af liv?”.

Ole Lauth kan kigge rundt på de omkring 205 højskolelever, som i dag er på Egmont Højskolen. Omkring 40 procent af eleverne har et handicap. Der er spastikere, unge med muskelsvind og andre former for såvel fysisk som psykisk funktionsnedsættelse.

Nogle elever med handicap kan have hjælpere, som også er højskoleelever.

”Alt liv har lige værdi. Gennem årene har jeg selvfølgelig mødt unge, for eksempel med muskelsvind, der ikke kan finde meningen, og som ikke gider leve med respiratoren. Men alt liv er værdifuldt,” siger Ole Lauth og fortsætter:

”Trods bøvl og besvær, så har du fået dit liv. Så gælder det om, at vi får givet det indhold.”

I 1991 overtog Ole Lauth forstanderstolen på Egmont Højskolen. Forældrene, Lise og Oluf Lauth, grundlagde skolen i 1956 og forlod den igen i 1972. Ole Lauths far var spastiker, og Ole Lauth er vokset op som enebarn og med en grundfæstet oplevelse af, at det, som kan synes svagt, er stærkt, i et hjem kendetegnet ved politisk og åndelig bevægelighed. Som ung var faderen erklæret kommunist, moderen flirtede med nyreligiøse bevægelser. Begge have været i oprør mod deres ærkekristne barndomshjem. Ole Lauths ankomst til verden betød, at de genfandt troen.

”Jeg blev født seks uger for tidligt. Min mor og far rakte ud efter hjælp. De bad til Vorherre om, at jeg måtte leve, og efter min fødsel begyndte de at læse i Det Nye Testamente hver aften.”

Selv har Ole Lauth også været omkring kommunismen og det kristne opgør, inden han fandt tilbage til kirken. Den sociale indignation – kampen for de umiddelbart svage og et samfund, der hylder ligeværdigheden – er stadig en del af hans såvel personlige som politiske agenda. Et ophold på Rønde Studenterkursus fra 1964 til 1967 og en religionslærer på seminaret gjorde, at han fandt tilbage til den tro, som bærer igennem i dag.

”Jeg kom til en erkendelse af, at der er noget, som er større end mig, og som har indvirkning på mit og andres liv.”

Også for Ole Lauth er adventstid fortsat en glædens tid, som peger frem mod fødsel og opstandelseshåb. Han er ikke bange for at dø, velvidende, at det sikkert havde været anderledes, hvis han var 50 år. Næste år bliver han 70, og døden er en livs- omstændighed, som han lever trygt med.

”Det evige liv viser sig på jorden som de spor, vi har sat os, der har betydning for andre. Om vi genopstår, overlader jeg trygt til Vorherre.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville bruge teksten til at rejse spørgsmålet: Hvem er det, som vi skal hjælpe? Vi lever i et samfund, hvor vi kan få alt til at leve, men hvor vi tilsyneladende ikke har råd til alle de behandlinger, som er mulige.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Helt klart det femte bud ”Du må ikke slå ihjel”. Det gennemsyrer alt, også i debatten om aktiv dødshjælp. Alt liv har værdi.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

En gudstjeneste, hvor dåben indgår. Dåben er for mig det mest livsbekræftende, og derudover skal gudstjenesten være fyldt med ritualer. Så gør det ikke noget, at der også er jazz eller gospel.

Hvordan er dit gudsbillede?

For alle mennesker ændrer det sig over tid, tror jeg. Da jeg var barn, var Gud en venlig mandsperson, jeg kunne bede om alt. I dag er det en erkendelse af, at der er noget større end mig, som har indvirkning på mig.