Græsk-ortodoks mystiker: Vi lever i Helligåndens tidsalder

Mennesker forstår ikke, hvad Helligånden er, men snart vil de sandsynligvis mærke dens kraft. Det siger den græsk-ortodokse mystiker Vassula Rydén, som i anledning af pinsen taler i Københavns Kulturcenter i aften

Vassula Rydén.
Vassula Rydén. Foto: Leif Tuxen.

Vassula Rydén mindes én gang at have set Helligånden. Den græsk-ortodokse mystiker husker ikke præcist hvornår, men det var under et syn, hvor Jesus talte til hende. I et splitsekund kom en skikkelse ud fra hver side af ham. Hurtigt blev de atter samlet i én, men hun vidste, hvad hun så.

”Det var treenigheden. Tre identiske, guddommelige personer,” siger hun.

Selvom det kun er blevet til et ganske kort glimt, føler 75-årige Rydén sig efterhånden ganske godt bekendt med den ånd, som på søndag og mandag markeres med pinsen og tildeles æren for kristendommens udbredelse.

”I en åbenbaring sagde Jesus engang til mig: ’Du ved lidt om min fader fra Det Gamle Testamente, og du kender til mig fra Det Nye Testamente. Men næsten ingen ved, hvem Helligånden er. Og derfor fik jeg åbenbaringer om Helligånden til flere hundrede sider,” siger hun.

I aften taler Rydén i Københavns Kulturcenter. Da det netop sker op til pinsen, har Kristeligt Dagblad bedt hende dele ud af den viden, hun siger, hun har fået åbenbaret om den del af treenigheden, som mange mennesker har sværest ved at forstå.

Men først må Vassula Rydén selv præsenteres. Hun er gennem årene blev verdenskendt for at have nedskrevet mange citater og budskaber, som hun betegner som åbenbaringer fra Gud. Det begyndte i 1985 og har efterhånden resulteret i mange bøger, mange tilhængere og mange modstandere fra blandt andet den katolske og de ortodokse kirker. Ingen af kirkerne anerkender hendes skrifter som autentiske budskaber fra Gud.

Og så tilbage til emnet.

”Det er jo sjovt, hvor lidt folk kender til Helligånden. Selv gode kristne forklarer den bare som due. Men vi har jo at gøre med en tredje person og med det pumpende hjerte, der holder kirken i live,” siger Vassula Rydén og tilføjer, at Helligånden faktisk er særligt vigtig at lære om netop nu.

”For vi lever i interessante tider. Jeg har fået åbenbaringer om, at vores tid er enden på en epoke, hvorefter Jesus vil lade Helligånden strømme ud over os mennesker med en større kraft end nogensinde før. Han vil have Helligånden spredt fra den ene ende af verden til den anden og dermed forny og genoplive kirken, som er os kristne. Det kan måske være svært at forestille sig i vores samfund i dag. Men mine syn fortæller mig, at der allerede sker noget med Helligånden i disse år. Så vi lever i Helligåndens tidsalder,” siger hun.

Men hvordan kan det så ses af alle dem, der hverken får syn eller åbenbaringer? Ifølge Vassula Rydén er der tegn at finde i menneskers interesse for det spirituelle.

”Jeg oplever, at mange lægfolk, som aldrig har interesseret sig for det spirituelle, er begyndt på egen hånd at søge noget større. Mange starter bedegrupper i deres egne hjem,” siger hun.

Vassula Rydén har i anledning af interviewet fundet bøger med sine nedfældede åbenbaringer om Helligånden frem. Hun bladrer og stopper ved noget fra 1991, hvor Jesus fortæller.

”Han beskriver Helligånden som en stor flod, der deler sig i utallige små bække. Hvorend vandet strømmer hen, vil spirituelt syge blive raske. Helligånden renser dem, og ingen vil være i stand til at stoppe det,” siger hun og tilføjer, at hun også selv har talt med Helligånden.

”Lad mig se,” siger hun og begynder igen at bladre.

”Ja, her. Han siger til os, at syndere ikke skal være bange for at henvende sig til am. For hvis man som synder ikke føler sig værdig til Helligåndens gaver, så er man dem netop værdig. Helligånden vil med det samme sætte ild til en, fortære alt, der ikke er ham og erstatte det med ham.”

Vassula Rydén ved, at mange finder hendes åbenbaringer urealistiske. Derfor har hun netop udgivet selvbiografien ”Himlen er virkelig, Helvede ligeså”, som hun også vil tale om i Københavns Kulturcenter i aften.

”Den handler om alle mine erfaringer med Gud. Jeg har skrevet den, så dem, der ikke tror mig, kan forstå min mission, hvordan Gud arbejder, og hvordan han kom til mig.”