”Det sidste vi gjorde? Det var at låse døren.”
Søster Bodil smiler og ryster derefter på hovedet.
”Nej, det var egentlig ikke svært at forlade Danmark, da vi først havde taget beslutningen. Vi vidste, at det var sådan, det skulle være,” siger hun og retter lidt på det blå hovedklæde, som hører til Mariadøtrenes blå dragt.
”Vi forlod ikke Danmark, fordi vi manglede venner eller gode relationer. Vi måtte bare indse, at Guds vej førte tilbage til Sverige, hvor mange af os oprindeligt kommer fra. Vores orden oplever vækst i Vallby, mens vi i Danmark nok oplevede, at mange søgte os til samtaler og bøn, men det er snart 50 år siden, at en dansk søster gik ind i vores orden. I Sverige har vi til gengæld fået nye søstre de seneste år,” siger hun.
Søster Clara og søster Helena, som er med til samtalen, nikker. De tre søstre har alle i perioder boet i Kollund i Sønderjylland og været en del af det daglige liv på Mariagården der. Og de har opbygget nære relationer til den lokale menighed i Bov Sogn og til mange andre i Danmark, især søgende og tvivlende kvinder, som har brugt Mariadøtrene som samtalepartnere.
”Vores relation til Danmark er ikke brudt. Vi har stadig kontakt med mange af vores gamle naboer og venner, og vi har allerede haft besøg af flere danskere heroppe. Alle er velkomne her,” siger søster Bodil.
Kristeligt Dagblad er taget på besøg hos Mariadøtrene i deres ”hjertepunkt” i landsbyen Vallby knap halvanden times kørsel nordvest for Stockholm. Her lever de 21 ordenssøstre i alderen 27 til 94 år et liv med faste rutiner, men også stor åbenhed for, hvad dagen bringer, og hvad Gud ønsker af dem.
Ofte kommer kvinder på besøg alene eller i grupper, og så åbner søstrene deres hjem for dem, ligesom de hver uge tager imod grupper af konfirmander fra Svenska Kyrkan. De kvinder, der bliver hos Mariadøtrene i nogle dage, kan deltage i tidebønner og gudstjeneste i Mariadøtrenes lille kapel og i sognekirken, der ligger bag et stengærde lige ved siden af Mariadøtrenes huse. I tre små huse ved siden af sognekirken bor 10 søstre omgivet af marker og med jævnlige besøg af elge og rådyr. Et par kilometer derfra i et lille hus i kanten af skoven bor yder-ligere 11 søstre, heriblandt to danske kvinder på 93 og 94 år, der var med i ”pioner- generationen” af kvinder, der fra 1940’erne samlede sig omkring ordenens grundlægger, Paulina Mariadotter.
Hun var oprindeligt uddannet lærer og arbejdede på et kristent-diakonalt skolehjem for unge kvinder fra svære sociale kår. Hun ønskede at gøre hjemmet mindre institutionspræget og etablerede et mere familiært sted for disse kvinder i Hornö nær Vallby. Siden oplevede hun at få et kald fra Gud om at arbejde for forsoning ved at skabe et fællesskab af kvinder, der i deres daglige liv skulle leve som en kærlig familie og skabe åbne hjem, hvor sårede og søgende kvinder kunne få støtte. Sammen med en svensk og en dansk kvinde etablerede hun i 1946 et hjem i Kollund nær grænsen til Tyskland, og siden blev der grundlagt flere hjem både i Sverige, Tyskland og Finland.
I en samlingsstue i et af de små rødmalede huse i Vallby, en ombygget stald, samles søstrene ofte til samtaler. Her hænger et foto, der blev taget ved en højtidelighed i juni, hvor søstrene fejrede, at det var 60 år siden, at de for første gang iførte sig deres karakteristiske blå dragt. Dagen blev markeret med en stille højtidelighed blandt søstrene. Til næste år kan de fejre 70-årsjubilæum for ordenens grundlæggelse, og det vil nok også blive markeret ganske afdæmpet, forklarer søster Clara:
”Vi fejrer som regel den slags jubilæer kun med deltagelse af os søstre. Det er en måde at minde os selv om kernen i vores kaldelse på: at vi skal leve forsoningens kærlighed til daglig.”
Søster Bodil nikker:
”Det var den særlige opgave, som Paulina Mariadotter fik givet fra Gud.”
Paulina Mariadotter voksede op i en kristen familie og blev præget af sin mors stærke tro. Som ung blev hun optaget af, hvordan kvinder, der ikke blev gift og fik børn, kunne udleve deres fulde potentiale som kristne. Svaret fik hun i en række visioner og ”tiltaler” fra Gud, som konkret blev omsat i et tæt fællesskab og samliv med andre enlige kristne kvinder. Hendes vision var, at disse kvinder, som med tiden fik navnet Mariadøtre, skulle realisere deres fulde potentiale og omsætte Guds kærlighed i praksis ved at leve sammen i en atmosfære af forsoning.
”Paulina søgte ikke i første omgang klosterlivet, men efterhånden blev den vej, hun fandt, formet efter klosterlivet. I vores klosterliv udtrykker vi det budskab, som Paulina Mariadotter modtog: at Jesus Kristus også kan frigøre den enlige kvindes livskraft, så hun kan omsætte Hans kærlighed fuldt ud, ligesom gifte kvinder gør det i ægteskaber via kærligheden til deres børn,” forklarer søster Helena, der selv fandt ind i Mariadøtrene som ung efter at have uddannet sig til farmaceut.
Hun rejste rundt i Sverige og arbejdede i korte vikariater, og efter studietidens nære fællesskab oplevede hun en stor ensomhed og en frygt for ikke at kunne opbygge nære relationer.
”Da jeg mødte Mariadøtrene og fik en samtale med søstrene, var det første gang, jeg mødte mennesker, som forstod præcis, hvordan jeg havde det. Jeg kom tilbage hertil mange gange og oplevede, at det, jeg fik med herfra, kunne jeg bygge mit liv op på. Men under et besøg gik det op for mig, at svar på spørgsmålet om, hvordan jeg skulle realisere kærligheden i mit liv, skulle jeg ikke finde ude i verden, men lige præcis her. Jeg vidste, at jeg skulle give mit liv til fællesskabet, og det var både rædselsvækkende og meget forunderligt, for når man gør det, mister man kontrollen over alting,” siger hun med et roligt smil.
Mariadøtrene deles om de huslige og praktiske opgaver, ”og nej, vi laver ikke det, vi har lyst til, eller det, vi synes, vi er bedst til, men det, som fællesskabet har brug for. Hvis alle ville stå i køkkenet, blev der jo aldrig gjort rent,” siger søster Helena med et smil.
I haven omkring den hvidmalede Mariagård, et tidligere alderdomshjem, gror æble- og pæretræer, og der er et væld af blomstrende roser og duftende urter. I skoven plukker søstrene kantareller, som de steger og fryser ned. I køkkenhaven gror sølvbeder, radiser, bønner, gulerødder og ærter. Den tørre sommer har gjort det nødvendigt at vande haven for at få væksten til at fortsætte, ”og vi har heldigvis egen brønd,” forklarer søster Bodil.
”Men vi sparer på vandet,” tilføjer søster Helena.
I det hele taget lever søstrene nøjsomt, for selvom de i 1990 fik den svenske kirkes officielle anerkendelse, får de ingen fast økonomisk støtte fra kirken. Til gengæld har de et tæt samarbejde med kirken, og siden 2002 har det lokale stift betalt en præst på deltid for at være præst for søstrene og fejre messe med dem hver søndag. Søstrene har også i en årrække fungeret som kirketjenere i den lokale kirke.
”Men flere og flere kvinder søgte hertil for at få samtaler med os, og det er vigtigere for os at kunne åbne vores hjem for dem,” siger søster Bodil.
I Danmark var de blåklædte søstre, der alle bærer en Maria-medaljon på dragten og en guldring med navnene Jesus og Maria indgraveret, blot kendt som Mariadøtrene. De var den eneste protestantiske søsterorden i landet og var i kirkelige kredse kendt som sjælesørgere for kvinder i alle aldre. De udviklede tætte relationer til mange mennesker både i nærområdet og andre steder i Danmark. Og adskillige kirker rundt om i landet tog traditionen med at fejre midnatsmesse påskenat til sig, efter at have oplevet den hos Mariadøtrene.
”Vi kan vel sige, at vi på den måde har gjort en synlig forskel i dansk kirkeliv. Men mest af alt har vores arbejde skabt forvandling i hjertet på den enkelte,” siger søster Bodil, der tilføjer, at søstrene i Sverige og Danmark har oplevet stigende åbenhed over for Jomfru Maria.
”Der har været en positiv forventning til og nysgerrighed om, hvad vi har at berette, men i Danmark er det stadig ganske nyt, at der er denne interesse for Maria som alle kristnes moder,” siger hun.
Søster Clara nikker: ”Når vi kan pege på, at vores kald handler om, hvad der står i Bibelen om Maria, giver det en tryghed. Hun siger ja til Guds vilje og åbner på den måde for, at frelsen kan komme ind i verden. Hun peger altid hen imod sin søn, for eksempel ved brylluppet i Kana, hvor hun siger, at disciplene skal gøre, som Jesus siger. Det gælder jo alle kristne.”
I Danmark opsøgte mange mennesker søstrene i bussen og på gaden, mens andre jævnligt deltog i tidebønnerne i søstrenes lille kapel. Enkelte kvinder lod sig knytte til ordenen som såkaldte medsøstre, hvilket ville sige, at de i deres daglige virke, som aktive i erhvervslivet og i deres familie forsøgte at udleve Mariadøtrenes ideal om forsoningens kærlighed.
”Det handler om hver dag at spørge Gud, om der er noget, jeg har gjort dagen før, som kalder på forsoning, og om der er noget særligt, jeg bør gøre i dag for at bygge en rela- tion op. Det kan man gøre, uanset om man lever klosterlivet eller lever en hverdag med familie og erhvervsarbejde. Jeg begyndte mit liv som søster på den måde,” fortæller søster Clara, der i dag er 42 år.
”Da jeg opsøgte Mariadøtrene, havde jeg et godt liv med egen lejlighed, arbejde som akademiker i en statslig myndighed, venner og et aktivt menighedsliv. Alligevel vidste jeg, at al den kraft, som Gud havde skabt mig med som kvinde, ikke blev udfoldet. Jeg levede, som om livet var til for mig og mine behov, men nu får jeg lov at være til for livets behov. Som kvinde får jeg fuld mulighed for at give liv videre. Andre gør det ved at blive gift og få børn, jeg gør det ved at leve klosterlivet. Jeg havde begge muligheder, men kunne mærke, at det her var min vej,” siger hun.
I snart 50 år har ingen danske kvinder taget det fulde skridt ind i ordenen. Det er baggrunden for, at søstrene i foråret meddelte, at de ville forlade Kollund og i maj låste døren og rejste til Vallby. I dag er alle søstre samlet her, men søster Bodil vil ikke udelukke, at ordenen igen kan forgrene sig til andre lande.
”Gud har ledt os et skridt ad gangen, og det vil Han nok også fremover. De seneste år har vi oplevet, at det er i Sverige, unge kvinder bliver kaldet til at slutte sig til os. Så lige nu er det her, vi skal være,” siger hun.
Og søstrene har tillid til, at Gud vil sende flere gæster til deres åbne hjem, uden at de behøver reklamere for sig selv på internet eller via sociale medier. Søstrene ser ganske vist nyheder i tv for at følge med og finde aktuelle emner til forbøn.
”Men når folk er her, opfordrer vi dem til at slukke telefonen, så de kan høre Gud tale,” siger søster Helena og tilføjer, at søstrene selv kun bruger deres i alt to mobiltelefoner, når de kører bil – ”hvis vi påkører et rådyr og får brug for at tilkalde hjælp.”
”Og gæster og nye søstre skal nok finde os ved kontakten hjerte til hjerte, sådan som det er sket for os,” siger søster Clara.