Hvordan vil du beskrive din tro?
Min tro er, at det tilsiges mig, at Gud tror på mig – og på dig. Jeg har tiltro til, at jeg er Guds barn. Sådan hører jeg dåben, forkyndelsen og velsignelsen. Det falder mig ikke ind at skulle forklare troen tydeligere. Det måske stærkeste gudsbillede, jeg kender, er Michelangelos ”Jesus på Korset”, der hænger i Sankt Marco Kirken i Firenze. Jesus er en ung, næsten skær yngling uden tornekrone og uden sår fra spyddet. Det slog mig første gang, jeg så den, at her hænger ”Den afvæbnende kraft”, som er et radikalt og konfronterende modbillede til magten. Michelangelo udtrykker dermed det kristne budskab på en måde, der rammer mig som en udfordring i al sin mildhed.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Det var et lyst, grundtvigiansk hjem, omend det blev dannet under krigen, og der var al for tidlig død i både min mors og min fars familie. Vi bad bordbøn, sang aftensang, bad Fadervor, sang morgensang om søndagen, og julen varede næsten lige til påske.
Som større børn og unge kom vi i Kristelig Gymnasiastbevægelse og i den grundtvigske Studenterkredsen. Vi diskuterede meget teologi og forskellige prædikener. Min far var formand for Lindvangskirkens menighedsråd på Frederiksberg, hvor jeg også kommer, en kirke som slider med at være kirke, der går sin tid og sit sogn i møde. Min mor sad i bestyrelsen for Kristeligt Studenter-Settlement og Kofoeds Skole, som jeg også er medlem af i dag. Det var derfor et engageret, men ikke et missionerende hjem.
Hvad har udfordret din tro?
Trosbekendelsen siger, at Gud er almægtig og dømmende, men ingen af delene passer. Gud er kærlighed. De modsatte udsagn skriger jo til himlen. Guds kærlighed dømmer ikke nogen til fortabelse og nogen til frelse. Trosbekendelsen bør derfor omskrives. Den er menneskeværk fra en anden tid, som glider lidt lettere ned, når menigheden synger den. Men alligevel kan jeg næsten ikke have den.
Verdens gang viser også, at Gud ikke er almægtig. Ærkebiskop Desmond Tuto fra Sydafrika havde derfor ret, da han i en prædiken i domkirken i København for nogle år siden sagde: Vi må hjælpe Vorherre!
Jeg finder det også provokerende patriarkalsk, at treenigheden består af Faderen, Sønnen og Helligånden. Og jeg håber, at Helligånden er intetkønnet. Helligånden er jeg også mest fortrolig med. Den er iblandt os og imellem os og i naturen. Som jeg siger det frit efter Grundtvig: Det ånder lifligt gennem løvet.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Gud er kærligheden til skaberværket. Det er hvælving over tilværelsen, og for mig som menneske er hvælvingen også en del af de skiftende værdier, der følger med vores skiftende livsaldre. Hvælvingen er også over døgnets og årstidernes skift – og over det afgørende nærvær.
Min mand, Steen, siger, at mellem ham og mig er et OS. Dette OS er noget tredje, som findes i mange forskellige udgaver i vores indbyrdes tilknytninger til hinanden. Dét er livet. Men sådan et liv har alle ikke. Den forknytte ensomhed og fjernhed er også livet for mange, ikke mindst for den stigende grad af fattige.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Min livsanskuelse er et politisk engagement, herunder lighed mellem mennesker, i samfundene og i verden.
Selv er jeg en udpræget handlingens kvinde. Min mand siger: ”Kun en tåbe frygter ikke Gunvors handlekraft”, som er en handlekraft, der måske kommer af min massive ordblindhed.
Jeg har engang hørt udsagnet: ”Der, hvor et menneske har sit handicap, har det også sin egensindighed”. Det passer på mig og givetvis mange andre. For så er det handlingen, der fylder. Selv oplever jeg det som ”social poesi”, når problemer kan kobles, så de bliver hinandens løsning. Eller hvis det lykkes at komme igennem med sine påhit. Et af mine sidste påhit er, at klatreskoven på Carlsberg ikke bare skal nedlægges, fordi der skal bygges dyrt og nyt. Nej, den skal flyttes over i Søndermarken med de store, magiske træer. Idéen kom af, at mit barnebarn på 9 år stod 12 meter oppe i et af den nuværende klatreskovs store træer og skulle svinge sig ud over et langt åbent stykke. Men han kom ikke af sted. Til sidst råbte jeg: ”Hvad bliver det til?” Han råbte tilbage: ”Jeg samler mod, jeg samler mod”, og så kunne han.
Men også mine 24 år som socialrådgiver i fagforbundet 3F passede mig fint. Her havde vi en fælles oplevelse af, at skolen ikke var os. Det var derimod opgaverne, der gjorde os kloge, selvom erfaringen og engagementet var fint sammen med efteruddannelse.
Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Sådan tænker jeg ikke. Men jeg løftes og afklares blandt andet af at læse Knud Hansen, der var præst, højskoleforstander på Askov Højskole og forfatter.
Jeg er begejstret over Skovlunde Kirke, der for mig er ”forbilledlig” i den udfordrende billedkunst, som kirken får udført af den bibelstærke billedkunstner Erik Hagens. Det er samfundskritiske nutidsbilleder, der mødes og ses af den karske og konfronterende Jesus. Der sker derfor forvandling gennem handlinger, kærlighed og jordisk opstandelse, og det ses og opleves i hans trefoldede tavler på kirkevæggene. Forvandlingen åbenbares, når tavlerne åbnes ved hver tavles særlige højtid: Jul, Hellig Tre Konger, påske og pinse. Det er også Erik Hagens, der siger: ”Vi er forbilleder for hinanden” – det kalder jeg eksistens.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det sidste råd, jeg husker, er sagt af mangeårig specialkonsulent på Kofoeds Skole og initiativtager til 25 Kofoeds Skoler i Øst- og Centraleuropa samt en i Nuuk i Grønland Ole Meldgaard: ”Se skabningen bag mennesket.”
Ja, gør det, se hvordan mennesker rammes af den øgede ulighed, der splitter samfundsgrupperne og gør de rige rigere og de fattige fattigere. Det har lempelserne af de riges skatter og de markante forringelser af de sociale ydelser til dem uden arbejde og på overførselsindkomst bidraget til.