Prøv avisen
Før søndagen

Vi må ikke lade selvretfærdigheden opsluge os

Helge Teglgård er draget af det eksistentielle perspektiv, som præger højskoleverdenen. Foto: Hans Henrick Juhl

Et værn mod selvgodheden i søndagens prædiketekst kan være højskolens levende fællesskab, der også kan give en følelse af ikke at være alene i livskriser, siger højskolelærer Helge Teglgård

Selvgodhed. Det er omdrejningspunktet i søndagens prædiketekst, hvis man spørger Helge Teglgård, der er lærer på Rude Strand Højskole nær Odder på den østjyske kyst. Teksten opfordrer os i hans øjne til at rette et kritisk blik indad og til minde os selv om ikke at blive opslugt af vores egen selvretfærdighed.

”Det er nemt at fremstå som en selvgod farisæer og sige: ’Det, jeg gør, er det rette’,” siger han og sætter derpå pointen i forhold til sin egen livsverden:

”Højskolen er et forum, hvor vi i praksis kan prøve at anskueliggøre og diskutere livsopfattelser, fordi højskolen har den opgave at sætte forskellige folk og synspunkter i spil,” siger han.

På den måde kan højskolens fælles bearbejdelse af problemer stå i modsætning til den selvcentrerede farisæisme, som beskrives i bibel-teksten.

Helge Teglgård har et åndeligt tilhørsforhold i højskoleverdenen, og han har en stor lyst til at være sammen med mennesker for at opnå en større forståelse for andre og sig selv. Det levende fællesskab kan ikke bare være et værn mod individualismen i farisæismen, men også i videre forstand give håb til mennesker, når de står alene i tilværelsens svære stunder.

Dette levende fællesskab hjalp ham gennem tabet af en datter, da han mødte ældre kursister, der havde en fælles referenceramme i forhold til at have oplevet tab og sorg, og med hvem han kunne dele mange tanker om livet på den ene og anden side af døden.

For seks år blev hans 21-årige datter kørt ned på en landevej. Helge Teglgård befandt sig selv på samme vej, da han han så den kæmpe kø som følge af ulykken.

”Jeg har ledt efter mange forklaringer. Jeg har læst Preben Koks ’Skæld ud på Gud’ og har opsøgt Eben Alexander for at finde svar: Hvor er min datter, nu hun ikke er her mere?”, siger han med henvisning til den amerikanske hjernekirurg Eben Alex-ander, som efter en nærdødsoplevelse skrev bogen ”Til himlen og tilbage”.

”Et tab involverer en forhåbning om, at det menneske, man elsker og savner, befinder sig et sted, som Eben Alexander beskriver som evig lyksalighed. Den slags forestillinger har jeg lænet mig op af i magtesløsheden,” påpeger Helge Teglgård.

Som tiden gik, begyndte han at sande, at på trods af tabet levede hans krop videre, og at den kunne gøre de samme ting som før. Pludselig oplevede han også, at den kunne mærke noget, der lignede glæde.

”Man kan godt hoppe rundt i sneen og gøre mærkelige ting, selvom ens sind er meget ked af det. Af ren nød bliver man også bedre til at lægge mærke til de ting, der er omkring en og ikke kun de ting, der ikke er – nemlig ens barn. Ellers bliver man revet fuldstændig i stykker,” siger han.

Følelsen af ikke at være alene har været vigtig for ham. Den viden får han især bekræftet, når han tilbringer tid med de ældre højskolekursister.

”Der er meget fortielse og fortrængning omkring død i den generation. Jeg har lavet et foredrag, der hedder ’Livet i trodsalderen’ om, hvordan man kan opleve glæde på trods af sorg. Jeg ved, at alle i lokalet i større eller mindre grad har været ramt af tab og sorg,” siger han.

Helge Teglgård er opvokset i en lærerfamilie i et lille vestjysk sogn i Fåborg nær Varde. Han husker, at alle børnene skulle have lige langt til skole, så man slog et kryds midt i sognet, og den lille landskole kom til at ligge så langt ude på landet, som noget kan være. Hans far var skoleleder og degn i det lille, lukkede, konservative bondesamfund, men ud af det opstod der også oprør.

”Vi havde en af de mest berømte rebeller inden for kirkeverdenen i vores sogn. Det var Jacob Holdt. Sjovt nok var min far et stort politisk ideal for ham, fordi han fortalte om FN og menneskerettigheder.

I dag betragter Helge Teglgård sig selv som kulturkristen. Han er mere draget af det eksistentielle perspektiv, som præger højskoleverdenen, og hans familie er i dag medlem af Odder Grundtvigske Valgmenighed.

”Vi fik et meget personligt forhold til en præst i menigheden, som også bisatte vores datter. Præsten er desværre flyttet, men jeg kunne godt lide det umiddelbare og personlige forhold til det religiøse i skikkelse af en præst, som hjalp mig i en meget konkret hjælpeløs situation,” siger han.

Nu går han sjældent i kirke, men lægger med jævne mellemrum vejen forbi kirkegården for at besøge sin datters gravsted.

”Det tager lidt tid at komme dertil og derfra, selvom der er fredfyldt. Det kan være meget svært at gå fra noget, der hører til det hinsidige og så tilbage til en verden, som er meget levende. Vi forsøger også at holde hende i live ved den måde, vi taler om hende på, for eksempel ved at bruge nutid frem for datid,” siger Helge Teglgård.