I år markeres 500- året for Reformationen. Mange steder rundt omkring i landet laver man foredrag og andre arrangementer om emnet.
Reformationen havde enorm betydning for måden at forholde sig til kristendommen og kirken på. Men hvad ikke alle tænker over, er, at den også havde kæmpestor betydning for, hvordan samfundet i øvrigt udviklede sig i løbet af de efterfølgende 500 år. Helt frem til i dag.
For det første er Reformationen en af årsagerne til, at man i Danmark og de øvrige nordiske lande i løbet af det 20. århundrede udviklede en særlig type velfærdssamfund – det såkaldte universalistiske eller nordiske velfærdssamfund – hvor vi har en række basale velfærdsrettigheder, som staten sørger for, at vi alle har ret til og får del i, finansieret over skattebilletten. Det står i modsætning til, hvad der gør sig gældende i en del lande længere sydpå i Europa, hvor muligheden for at få del i velfærden i højere grad afhænger af, hvad man hver især selv betaler eller tidligere har indbetalt.
Reformationen var med til at skabe en større grad af lighed mellem mennesker, og denne lighedstankegang blev efterfølgende overført på den måde, som de nordiske politikere valgte at indrette velfærdssamfundet på.
For det andet medførte Reformationens lighedstankegang også, at her blev en mindre grad af respekt for autoriteter end i de katolske lande, og dette var fremmende for opgøret med de hævdvundne rettigheder og traditioner, da man udviklede de nordiske demokratier i løbet af 1800- og 1900-tallet. I de nordiske lande, hvor Reformationen havde gået sin sejrsgang, var det naturligt at indføre et princip om, at alle – uanset klasse, rigdom eller andet – skulle have lige meget ret til at bestemme. Derfor blev demokratiet også udviklet hurtigere og mere kontinuerligt i de nordiske lande end i mange andre lande i Europa.
For det tredje kom Reformationens lighedstankegang også til at betyde noget for kulturen, forstået i bred forstand som ”måden mennesker omgås hinanden på”.
Når man underviser på universitetet eller andre højere læreanstalter, kan man for eksempel stadig i dag opleve, hvordan de ikke-nordiske udenlandske studerende på holdene i meget højere grad end de danske, norske, svenske, finske og islandske studerende er vant til at opfatte læreren som en autoritet, som man skal tiltale med ”hr.”, ”fru” eller ”professor”. Mens de danske og øvrige nordiske studerende som noget helt naturligt blot kalder læreren ved fornavn.
De bliver heller ikke overraskede, hvis læreren i pausen tager en kop kaffe i kantinen sammen med dem. I modsætning til studerende fra for eksempel det sydlige Tyskland, Frankrig, Spanien eller Italien, for hvem noget sådant ville være helt utænkeligt.
Man kunne fremhæve mange andre eksempler, end der her er plads til. Men noget af dét, der for alvor gør historiske jubilæumsår som 1517 interessante, er netop den betydning, som de begivenheder, man markerer, har for samfundet i dag. Og når det gælder Reformationen, er der talrige eksempler at tage af.
Klummen historisk set skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS, samt Lars Hovbakke Sørensen, historiker og adjunkt, ph.d., ved University College Sjælland.