Prøv avisen

Kirkegården er blevet et mødested

Trine Baadsgaard og Niels Boje Lund har indrettet deres afdøde søns gravsted som en have. Her brænder levende lys dag og nat året rundt for at byde venner og familie ind i haven, hvor de mindes, snakker og skåler med Mathias. – Foto: Leif Tuxen

Gravstederne på de danske kirkegårde er ikke kun hvileplads for de døde. Særligt hvor børn eller unge er begravet, opleves det, at familie og venner mødes til sociale sammenkomster. Man bør i det hele taget opmuntre flere til at bruge kirkegården, mener kirkegårdsleder

Når Trine Baadsgaard og Niels Boje Lund besøger gravstedet på Garnisons Kirkegård i København, hvor deres søn Mathias ligger begravet, er det ikke kun for at lægge en blomst. Forældrene og de øvrige pårørende til Mathias bruger nemlig gravstedet som en have, hvor de ofte slår sig ned på et picnictæppe og hygger sig, mens de mindes Mathias. Og Mathias’ have er langtfra det eneste eksempel.

”Der findes flere eksempler på, at et gravsted bliver anvendt som et lille fristed. Det ses særligt, når det er en ung person, der er død, eller når døden er indtruffet meget pludseligt”, fortæller Gitte Lunding, der er antropolog og centerleder for Kulturcenteret Assistens.

”Jo yngre den afdøde er, i desto højere grad er personen stadig en del af et socialt fællesskab. Det kan for eksempel være skoleklassen eller en vennegruppe, der bliver ved med at have en social omgang ved graven. Jeg kender for eksempel til et gravsted for en afdød, der var FCK-fan, hvor kammeraterne nu kommer forbi gravstedet efter hver fodboldkamp for at inddrage den døde i fællesskabet.”

Tendensen ses særligt på kirkegårde i større byer, fortæller Gitte Lunding. Hun bemærker også, at brugen af gravsteder som et socialt samlingspunkt er et udtryk for, at sorg er noget, der kan udtrykkes på mange forskellige måder.

”Det er jo ikke, fordi man sørger mindre, når man sidder og hygger sig på graven. Det er måske i højere grad et udtryk for en demokratisering af adgangen til gravstedet. Når den afdøde har fungeret i mange forskellige sociale relationer, så tilhører gravstedet jo flere end blot dem, der er ansvarlige for at passe det.”

På kirkegården ved Havdrup Kirke på Østsjælland har sognepræst Kristine Stricker Hestbech de seneste fem år oplevet, at flere og flere mødes og bruger tid sammen på gravstederne. Særligt i weekenderne kommer der grupper af unge mennesker for at ”ryge en smøg eller drikke en øl” på deres afdøde kammerats gravsted, fortæller hun.

”Vi har oplevet, at dem, der har gravsted ved siden af, kan blive trætte af, at der for eksempel smides cigaretskodder. Det har vi løst ved, at vi går en runde og sikrer os, at alt ser pænt ud. Så længe det kun er i dette omfang, og det ikke udvikler sig til en decideret fest, synes vi, det er så dejligt, at folk samles på gravene. Hele den kristne tanke er jo, at døden er en overgang, hvor man bevæger sig fra det ene liv til det andet liv. Ved at de unge deler en shawarma eller en smøg i selskab med den døde, skaber man på meget smuk vis en åben dør mellem to dimensioner.”

Men det er vigtigt at trække en grænse for, hvilken opførsel der er passende på en kirkegård. Det mener Christian Langballe, der er sognepræst og tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.

”Det er ikke noget, jeg har oplevet herude, men det er heller ikke en tendens, jeg har lyst til at fremme. Det kommer selvfølgelig an på, hvad der er tale om. Hvis det er familie, der samles for at drikke en øl og dele gode minder om den afdøde, er det nok ikke noget problem. Men når der er tale om picnics og solbadning, og hvis det udvikler sig til decideret fest, så synes jeg ærligt talt, at det bliver bizart. Når man er på en kirkegård, skal man respektere de døde på en respektfuld måde.”

Det er forskelligt fra kirkegård til kirkegård, hvilke regler der gælder for, hvordan det enkelte gravsted må indrettes, og hvordan det må bruges. Men reglerne er ofte for negativt formuleret, mener kirkegårdsleder ved Silkeborg Kirkegårde og bestyrelsesmedlem i Foreningen for Kirkegårdskultur Jens Dejgaard Jensen.

”Det er jo for de levendes skyld, at vi har kirkegården. Derfor skal man i højere grad have øjne og ører åbne over for, hvad de pårørende vil med deres kære afdødes gravsteder. Når man kommer til en kirkegård, ser man ofte som det første et skilt, hvor der står en lang liste over ting, man ikke må. Det er en underlig måde at byde publikum velkommen indenfor på. Vi burde opmuntre dem til at bruge kirkegården som et rum, de har fælles med de døde,” siger Jens Dejgaard Jensen og gør opmærksom på, at Foreningen for Kirkegårdskultur arbejder på et forslag om en ny fælles vedtægt for kirkegårde, der i højere grad tager højde for brugeren af kirkegården.