Prøv avisen
Før søndagen

Paula Larrain: Vi overstrømmes af falske budskaber

"Nogle gange kan jeg være voldsomt i tvivl og tænke, at hvad nu hvis det er indbildt, og dem, der ikke tror på noget, har ret,” siger journalist og forfatter Paula Larrain om søndagens tekst. – Foto: Linda Johansen/ritzau

For journalist Paula Larrain handler det at tro blandt andet om at efterleve kristendommens ord om at elske sin næste. Men i dag er det nærmest blevet moderne at håne og spotte folk, der vil hjælpe mennesker i nød, siger hun

Informationsoverophedning. Ordet er langt, men ifølge journalist Paula Larrain stadig godt til at beskrive den tid, vi lever i. Her strømmer det takket været internettet og sociale medier ud med alverdens oplysninger. Nogle er vigtige, nogle mindre væsentlige og andre er decideret ligegyldige. Og så er der dem, der er falske.

”Fake news” er på kort tid blevet en flittigt debatteret problematik både herhjemme og i udlandet. Paula Larrain har selv deltaget i debatten og var blandt andet ordstyrer ved en af de mange debatter om emnet på Folkemødet på Bornholm.

”I en tid, hvor folk hele tiden skal forholde sig til så mange informationer, er det blevet vigtigere at holde fast i kernen og sortere det falske, unuancerede og manipulerende indhold fra,” siger den 47-årige journalist, forfatter og medierådgiver.

Paula Larrain kom til at tænke på de falske budskaber, da hun læste søndagens tekst, hvor Jesus advarer mod falske profeter, der kommer til folk i fåreklæder, ”men indeni er glubske ulve”.

”Teksten handler om, hvordan troen på Gud og Jesus misbruges til at sælge det modsatte af, hvad Jesus har lært os. Vi skal være opmærksomme på, at ikke alle, der påstår at ville forsvare kristne værdier, i virkeligheden gør det. Den advarsel er utroligt relevant i dag, hvor vi overstrømmes af så mange falske budskaber,” siger hun.

Jesus havde dog næppe vor tids store informationsstrømme eller spredningen af falske nyheder i tankerne, da han kom med sin advarsel om de falske profeter, men der ligger et klart signal om at tage sig i agt for dem, der misbruger folks godtroenhed til at sprede løgn, mener Paula Larrain. Hvem der er de sande og falske profeter, tør hun dog ikke selv svare på med sikkerhed.

”Kristendommen har den sværhed, at det ikke er en lovreligion, hvor man får en håndterbar opskrift på, hvordan man kommer tæt på Gud ved at spise noget bestemt eller bede på en bestemt måde. Vi skal ’bare’ tro, og så kommer vi i himlen. Men hvad vil det sige at tro? Det er kristne ikke nødvendigvis enige om. For mig handler det for eksempel om at gøre, hvad man kan for at efterleve, hvad Jesus siger om at elske sin næste. Men i dag er det nærmest blevet moderne at håne og spotte folk, der vil hjælpe mennesker i nød,” siger hun og tilføjer, at hun på sociale medier selv er en af dem, der bliver kaldt naiv.

”Det bliver jeg, fordi jeg ikke tror, at Jesus mener, at jeg først skal hjælpe min næste, når jeg selv har alt, jeg behøver, og har overskud,” siger hun og tilføjer, at hun også i samme åndedrag er blevet kaldt venstreorienteret.

”Men det er jo morsomt, for venstreorienteret er jeg virkelig ikke. Men jeg er kristen, og jeg prøver så vidt muligt at efterleve det, Jesus siger.”

Selvom Paula Larrain i dag langtfra vil betegne sig som venstreorienteret, var hun i barndommen og ungdommen påvirket af at vokse op med meget socialistiske forældre. Hun husker, hvordan en underviser i gymnasiet engang bad hende fortælle, hvordan hun forstod bibel-teksten om den rige mand, der giver tre tjenere nogle af hans penge og sender dem ud i verden. To af dem investerer pengene og øger formuen, mens den sidste gemmer de penge, han blev betroet, i jorden.

”Jeg analyserede teksten ud fra en socialistisk tankegang og påpegede, at tjeneren var slave. Man kunne ikke forvente, at han skulle tjene flere penge til sin herre, når han i forvejen var undertrykt. Det var min måde at se verden på. Jeg opfattede den udelukkende politisk og ikke åndeligt,” siger hun.

Selvom forældrene var ateister, fik de Paula Larrain døbt af en katolsk præst af ren tradition. Da familien flygtede til Danmark, stiftede de bekendtskab med den grundtvigianske kristendom, og Paula Larrain blev senere medlem af folkekirken.

Åbenbaret blev hun dog først sent i livet, siger hun. Mere præcist var hun 33 år og til gudstjeneste palmesøndag i Gilleleje Kirke i Nordsjælland. Ordene om, at ”troen står, hvor tvivlen faldt” i Grundtvigs samle ”Op dog, Zion! ser du ej”, rørte noget i hende, og da en solstråle ramte hende under salmen, fik hun en åbenbaring.

”Det var så banalt, men ordene gik bare lige ind i hjertet, og jeg mærkede en følelse af at være hjemme. Først der, efter mange års søgen, forstod jeg, hvad troen handlede om.”

Siden har hun oplevet, at hendes tro stiger og falder i intensitet.

”Nogle gange kan jeg være voldsomt i tvivl og tænke, at hvad nu hvis det er indbildt, og dem, der ikke tror på noget, har ret, men jeg har efterhånden opsamlet en bund af lærdom og erfaring med troen, så når jeg læser en bibeltekst som den her, mærker jeg igen, at det hele føles så rigtigt. Så ved jeg, at jeg stadig tror,” siger hun.

De perioder, hvor hun har følt sig mest troende, er, hvor livet har været svært.

”Jeg tror, det var sognepræst Kathrine Lilleør, der engang sagde, at evangelierne er til folk, der har brug for trøst. Det tror jeg er rigtigt. Jeg har haft mest brug for troen, når jeg har haft behov for at vide, at jeg ikke er alene, eller at jeg er god nok, som jeg er. Men lige nu er jeg i en fase, hvor jeg ikke har samme behov for at dyrke troen,” siger hun og tilføjer, at hun blandt andet går mindre i kirke end tidligere.

”Jeg plejer at joke med, at Helligånden nok ’ringer’, når jeg har brug for at komme i kirke, men det er ikke, fordi jeg tvivler på grundlaget. Troen er stadig som et kompas for mig, men behovet for at få gentaget Bibelens ord om søndagen er der bare ikke hele tiden,” siger hun.

Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville tale om informationsstrømmene og om de falske profeter, der misbruger kristendommen til at undertrykke eller fordømme andre. At man skal holde fast i den kristne kerne og huske grundlaget om næstekærlighed og individets frie og lige værd.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud – og hvorfor?

I buddet om, at du ikke må sige falsk vidnesbyrd imod din næste, ligger der for mig en påmindelse om at behandle hinanden med respekt og ærlighed og ikke at lyve. Det er vigtigt.

Hvordan er din ønske-gudstjeneste?

Musikken og liturgiens rytme skal sidde lige i skabet.

Hvordan er dit gudsbillede?

For mig er Gud alt og overalt. Gud er en helhed, men han er også konkret i Kristus.