Når flere og flere benytter sig af teknikker som yoga, mindfulness og meditation, må det betyde, at religiøsitet stadig har stor betydning for det moderne menneske.
Den påstand har lektor emeritus på Aarhus Universitet Lars Ahlin hørt mange gange. Blandt de forskere, der som ham har beskæftiget sig med udviklingen i det religiøse og spirituelle landskab, har teorien ganske enkelt ikke været til at komme uden om. Og han er træt af den.
”Jeg synes, forskere i både udlandet og herhjemme har en tendens til at overvurdere opblomstringen af den alternative praksis og ophøje spiritualitet til en religiøs størrelse. Man gør de mennesker, som gør brug af noget alternativt, mere religiøse, end de egentlig er,” siger han og tilføjer så en sætning, der når at blive sagt mange gange i løbet af interviewet:
”Jeg er bare en sur gammel mand.”
Den beskrivelse af ham selv indgår også i titlen på det oplæg, Lars Ahlin i dag skal holde for de nye studerende på afdelingen for religionsvidenskab i Aarhus. Oplægget ”Religionssociologi? En sur gammel mands opstød” bliver det sidste, inden han denne eftermiddag har afskedsreception på universitetet, hvor han i knap 20 år har forsket i tendenser inden for religion og spiritualitet med udgangspunkt i samfundet og dets forandring.
Med sit sidste ”opstød” ønsker Lars Ahlin at minde de studerende om at være kritiske i deres tilgang til religionssociologien og ikke drage for hurtige konklusioner.
”Jeg er ikke bare sur, men også en nostalgisk gammel mand, som ville ønske, at religionssociologien havde holdt fast ved de spørgsmål, som var de primære i 1980’erne og 1990’erne. Dengang talte man ikke om, at sekulariseringen havde fejlet, fordi folk begyndte at meditere, og man sammenlignede ikke uden videre spiritualitet og religion. Og man huskede samfundets betydning,” siger han og tilføjer, at de studerende skal huske, at religion ikke er en selvstændig størrelse oppe over skyerne.
”Religion og den enkeltes religiøsitet er hele tiden afhængig af, hvad der sker i samfundet. Den har både haft betydning for skabelsen af de gamle nyreligiøse bevægelser og for eksplosionen af de alternative praksisser i dag, der ikke bruges religiøst, som jeg ser det.”
Når mange mennesker i dag er begyndt at dyrke yoga, mindfulness eller meditere, handler det ifølge Lars Ahlin i højere grad om sundhed. Han ser det som en konsekvens af nyliberalismens fremvækst i 1980’erne, der ændrede menneskers arbejds- og levevilkår markant. Der bliver stadig lagt mere ansvar over på det enkelte individs skuldre, hvilket har gjort stress til en folkesygdom. Og til at håndtere stress har mange fundet hjælp i teknikker med en religiøs baggrund. Yoga kan eksempelvis både bruges til restitution og til at blive mere fokuseret og dermed mere konkurrencedygtig, siger Lars Ahlin.
”Den eksplosion af alternative praksisser førte til, at forskere sagde, at vi ikke havde fået en areligiøs verden, selvom den traditionelle religion havde mistet sin tiltrækningskraft. Nu så religion bare anderledes ud. Det er jeg ikke enig i. En stor undersøgelse i USA har for eksempel vist, at flertallet bruger yoga til at håndtere et stresset liv og sjældent har noget med en religiøs søgen at gøre.”
I sine år på universitetet har Lars Ahlin oplevet, at forskningen i nye religiøse bevægelser er gået fra populær til mindre interessant blandt fagfolk. Samtidig har de ny-religiøse bevægelser, som fyldte meget i 1970’erne og 1980’erne, meget store problemer i dag.
”Deres hierarkiske opbygning med en karismatisk leder passer ikke til samfundet i dag, hvor vi i højere grad vil styre os selv,” siger han og tilføjer, at dette har haft indflydelse på de bevægelser og grupperinger, der er kommet til siden 1990’erne.
”Jeg har lavet undersøgelser i Aarhus, hvor en konklusion var, at det ikke længere er muligt at snakke om nye religiøse bevægelser. Man bør snarere tale om et mere diffust spirituelt miljø, for grænserne er opløst. Enkeltpersoner bevæger sig fra den ene gruppe til den anden uden nogen problemer. Det skyldes en større frihed og mangel på tydelige grænser,” siger han.
Selvom Lars Ahlin stopper på universitetet, har han ikke planer om at give helt slip på forskningsarbejdet. Fremtidige studerende kan derfor stadig håbe på et par opstød fra ”den sure gamle mand”.