Prøv avisen

Bågø er Danmarks mindste sogn: Her passer vi på kirken som på vores huse

På Bågø har menigheds­rådets medlemmer mange opgaver at varetage. Kirsten Christensen (t.v.) styrer økonomien og kirkegården, og Ellen Marie Nielsen (t.h.) er organist. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Når man kun bor 24 mennesker i et sogn, må der knokles for at holde kirken i live. På Bågø tager fem kvinder opgaven med et smil, et skuffejern og en rive

Tilbage i 2012 begyndte det at knibe med at stille et menighedsråd på Bågø ved Fyn. Den daværende formand var stoppet og flyttet til fastlandet, og der var ikke mange kandidater blandt øens dengang cirka 30 indbyggere. Janne Hartvig Jensen havde egentlig sagt nej til at stille op. Men tanken om, at menighedsrådet ville blive nedlagt og slået sammen med det i Assens, var ikke til at bære.

”Det skulle ikke hedde sig, at Bågø ikke kunne stille et menighedsråd. Kirken er den eneste kulturinstitution på øen, og den er værd at bevare. Og det vil jeg ihærdigt forsøge på,” siger den 72-årige tidligere overlæge, som i 2012 blev formand for rådet.

Hun står og tager imod, da Bågø-færgen kommer i havn efter en 30 minutter lang tur fra Assens. Med på færgen er blandt andet præst Birgitte Lerche og provst Ole Hyldegaard Hansen. Begge bor i Assens, men samles i dag med menighedsrådet på øen i en særlig anledning. De skal tale om at være sognet med færrest indbyggere i Danmark.

24 er der. Eller nærmere 18, påpeger Janne Hartvig Jensen i bilen på vej mod kirken. For nogle af sognebørnene bor ikke rigtigt på øen.

På køreturen fortæller hun om øens indbyggere, de mange fritidsboliger, præstegården, der nu er naturcenter, og om det russisk-ortodokse kloster, der er kommet på øen. Hun fortæller om kirken, som stod færdig i 1861 og blev bygget med støtte fra grevskabet Wedellsborg, fordi det var svært for øboerne at komme til kirken på fastlandet. Kister kunne ligge længe på kysten dækket i tang, før nogen bragte dem over Lillebælt.

Uden for kirken sidder Karen Jessen og Kirsten Christensen, kaldet Kisser. De er også medlemmer af rådet. Karen er kirkeværge, og Kisser står for kirkegården og økonomien.

I et sogn med så få indbyggere er der ikke mange penge til rådighed. Til gengæld er udgifterne til lønninger begrænsede. Kirsten Christensen får timeløn for at passe kirkegårdens få sten og grønne areal, og Ellen Marie Nielsen, der har været organist på Bågø siden 1970, får timeløn ved de otte årlige gudstjenester.

Alle de ekstra praktiske opgaver påtager de sig med glæde, siger Kirsten Christensen, som klarer kirkegården med et skuffejern og en rive.

”Sådan er det. Vi passer på kirken som på vores huse.”

På kirkegården ligger udløbne gravsten stadig i gruset. Tidligere flyttede man dem over i et hjørne, men da der ikke forventes mange flere begravelser i sognet fremover, lader man dem nu ligge.

Da Assens Provsti for få år tilbage havde et overskud på en halv million, var alle enige om at lade pengene gå til reparationer af kirken på Bågø. Det har blandt andet betydet reparationer på tårnet og nyt inventar til kirken, som altid er åben, så turister og lokale kan kigge ind.

Inde i det lille kirkerum fremviser rådet den nye alterdug, de nye hynder på bænkene og det nye betræk til knæfaldet.

Marianne Mosegaard kommer ind. Hun skulle lige lukke havnekiosken først.

Og så er de fem kvinder i menighedsrådet samlet. Mænd har der ikke været nogen af i rådet siden 1988. Til gengæld har nogle af kvinderne været med i flere perioder. Kirsten Christensen og Karen Jessen var væk i en periode, da de grundet uenigheder med den tidligere præst gik i protest.

Men alle regner med at være klar til næste periode. De ved, at sognet er afhængigt af dem, for det er svært at finde nye medlemmer, og i pastoratet har sognene Assens og Gamtoftes menighedsråd allerede valgt at slå sig sammen til efteråret. Men det vil blive anderledes med Bågø, mener kvinderne. De risikerer at blive glemt blandt de knap 1000 indbyggere i Gamtofte og godt 5000 i Assens.

I 1956 stoppede man med at have en præst bosat på Bågø, og for fem år siden blev de månedlige gudstjenester reduceret til otte om året. De er alle planlagt efter færgetiderne, så præst, kirketjener og kirkesanger kan komme til og fra øen uden for meget ventetid.

Indbyggertallet taget i betragtning er der fin opbakning til gudstjenesterne på øen. Ofte deltager sommerhusejere, og der kan typisk være mellem 5 og 20 til stede hver gang. Sidste Sankt Hans var de næsten 50.

Ved spørgsmålet om, hvad der adskiller Bågø fra andre sogne, svarer Janne Hartvig Jensen, at det er lettere at holde uformelle møder uden den store dagsorden.

Denne tirsdag udvikler sig da også til et undermøde, hvor der drøftes kirkeblade, nye lamper til kirken og et nyt logo til pastoratet.

Da der senere bydes på Frem-sodavand og isvafler, vil Marianne Mosegaard høre, hvilket sogn der er størst i landet. At Vesterbro har over 44.000 indbyggere, lyder for hende overvældende, og den første reaktion er, at ”ingen nok kender hinanden der”.

”Det er klart mere nært her. Vi ser hinanden til fester og på færgen, og vi ved, hvor alle står, selv sommerhusejerne. Til gengæld er det smart at være mange, da man nok får flere nye idéer. Man holder sig ikke til det vante.”

Tilbage på den sidste færge mod fastlandet peger præsten og provsten på den samme fordel for små sogne som Marianne Mosegaard.

”De ved alt, hvad der foregår. Ingen kommer fra færgen, uden at de ved det. Det interesserer dem, hvilket nok også er nødvendigt, hvis man skal bo på en ø,” siger Birgitte Lerche.

Både hun og Ole Hyldegaard Hansen er dog enige om den største ulempe, nemlig skrøbeligheden.

”De er alle meget realistiske i rådet og ved godt, at de i fremtiden er afhængige af, at der kan stilles et menighedsråd. Der er altså et større pres på deres engagement, men de håndterer det godt,” siger provsten.

Der er 24 sognebørn på Bogø. Eller nærmere 18, påpeger Janne Hartvig Jensen i bilen på vej mod kirken. For nogle af sognebørnene bor ikke rigtigt på øen. Foto: Petra Theibel Jacobsen
Medlemmer af menighedsrådet i Bågø sammen med præst Birgitte Lerche (forrest til højre) og provst Ole Hyldegaard Hansen. Foto: Petra Theibel Jacobsen