Prøv avisen

Vi rummer alle ondskab, men er ikke alle mordere

Kontroversiel klumme af sognepræst Sørine Gotfredsen rejser ny diskussion om arvesynd, ondskab og ansvaret for vores egne handlinger. - Foto: Morten Voigt

Går selv de bedste af os rundt med et indre kælderdyb så dystert, at vi i værste fald kan begå ugerninger som Breiviks koldblodige massakre i Norge?

Han skød og dræbte 69 unge mennesker, og hans bombe dræbte yderligere otte. Han har ikke udvist mindste tegn på anger under retssagen. Og ifølge sognepræst Sørine Gotfredsen findes hans mørke i os alle.

Der er blevet sagt og skrevet meget om den 33-årige nordmand Anders Behring Breiviks ugerninger på Utøya og i Oslo i sommeren 2011. I den kontroversielle ende af debatten finder man sognepræst, forfatter og debattør Sørine Gotfredsen, der forleden både vakte læsernes harme og begejstring med en klumme i Kristeligt Dagblad.

LÆS OGSÅ: Læserne enige med Gotfredsen: Breiviks mørke findes i os alle

Sørine Gotfredsen har allerede tidligere lagt sig ud med læsere og meningsdannere, da hun i sommer, præcis en uge efter den norske tragedie, skrev kronikken Lad os bruge Anders Breivik rigtigt, trykt i Berlingske. De verbale tæsk dengang har ikke afskrækket hende fra kontroversielle kommentarer om Breivik-sagen. I klummen Det fælles kælderdyb. Barbariet lurer lige under den civiliserede humanisme, bragt her i avisen forleden, argumenterer hun for, at Breiviks mørke er at finde i selv de bedste af os.

Hvis man finder det forsvarligt blot at se bort fra eksistensen af Breivik, må det skyldes, at man opfatter ham som en absolut undtagelse. Det er han naturligvis også i forhold til ekstremiteten af sine handlinger. Men han er det næppe i forhold til sit indre kælderdyb og det fald, han har foretaget ned i det, skriver hun.

Videre hedder det, at folks ønske om ikke at beskæftige sig mere med Breivik bunder i lige dele hovmod og naivitet.

Problemet ved at insistere på at analysere og forholde sig til Breiviks person er jo, at man kan blive mistænkt for selv at befinde sig tæt på alt det frygtelige. Siden man mener, at det er så genkendeligt. Man blotter en del af sin egen person ved at erkende, at man af og til selv kan fornemme et indre kælderdyb fyldt med en skrøbelighed, der kan kanaliseres ud som trang til i indadvendt selvretfærdighed at slå fra sig frem for at mildnes og forstå, skriver Sørine Gotfredsen.

Flere end 100 læsere har siden kommenteret klummen på internettet, og mens mange tager afstand fra hendes synspunkter, mener mindst lige så mange, at hun har ret. En læser kalder hendes indlæg for indlysende rigtigt: Nemlig at vi alle i os har et mørke, vi slet ikke kan forstå. Det er ikke et forsvar for Breivik, men det er en redegørelse for kældermennesket i os alle.

Men er det sandt, at selv de bedste af os går rundt med et indre kælderdyb så dystert, at vi kan begå ugerninger som Breiviks massakre?

Nej, mener teolog og professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet Svend Andersen: Sørine Gotfredsen bagatelliserer snarere Breiviks ugerninger ved at gøre hans mørke side til fælleseje.

Hun taler om det fælles kælderdyb og gør ham dermed til noget almenmenneskeligt. Der er dermed kun en gradsforskel på det, han gjorde, og det, vi andre kunne have gjort. Men det er forkert. Det er meget få mennesker, der koldt og kynisk kan skyde det ene uskyldige unge menneske efter det andet, siger Svend Andersen.

Når Sørine Gotfredsen i klummen går i kødet på vores egen humanistiske arrogance og dens dyrkelse af det gode oplyste menneske, er der ifølge Svend Andersen tale om en væsentlig kulturkritik, som trækker på tankegods fra tænkere som Dostojevskij, Freud og Nietzsche. Ifølge sognepræsten selv kan hendes klumme læses som en kritik af den vestlige, sekulariserede kulturs problemer med at vedkende sig arvesynden forstået på den måde, at ondskab er et vilkår, som ingen af os kan sige sig fri fra. Men fænomenet Breivik handler ikke primært om arvesynden, mener Svend Andersen.

Arvesynden er den synd, vi som mennesker er fælles om. Den er almen. Men Breivik ligger uden for det almenmenneskelige. Breivik er efter min mening helt enestående. Han er en kategori for sig. Hans gerninger er værre end de massakrer, vi har set på Balkan, fordi han står alene. Soldater, som er i flok og under kommando, kan manipuleres til at foretage grusomme handlinger. Men ingen har på nogen måde tvunget Breivik. Derfor skal han betragtes som enestående i negativ betydning. Og derfor er det fuldstændig forfejlet at betragte ham som udtryk for noget almenmenneskeligt, siger han.

Vil man gribe til religiøse begreber, må man i stedet tale om det djævelske, mener professor Svend Andersen.

Djævelen er både udtryk for noget, der ligger uden for mennesker, og noget, som kan drive mennesker med sig. Det djævelske er det umenneskelige. Breivik er menneske, men har gjort noget, der ligger uden for det menneskelige. Der er noget satanisk eller noget djævelsk på spil, siger han og tilføjer, at man ikke kan bruge det religiøse sprog til ret meget, hvis man ikke selv er religiøs.

Men spørgsmålet er, om det ikke er det sprog, der er det mest dækkende, selvom det ikke forklarer hans handlinger. For psykologisk set slår ingen forklaring til. Psykiaterne forsøger at give ham en diagnose, og det lader til at være svært. Derfor er det nærliggende at bruge det religiøse sprog. Jeg ved virkelig ikke, hvad man ellers skal gribe til af forklaring, siger Svend Andersen.

Niels Jørgen Cappelørn, dr.theol. og professor fra Søren Kierkegaard Forskningscenteret, har sympati for Sørine Gotfredsens insisteren på at betragte Breivik som et menneske, ikke som et monster. Men samtidig psykologiserer sognepræsten hans handlinger i en grad, at hun bagatelliserer dem. Ligesom Svend Andersen hæfter Niels Jørgen Cappelørn sig ved hendes tale om mørke og mindreværd og om et fælles psykologisk kælderdyb.

Forklaring og bagatellisering behøver ikke at være det samme. Men det bliver en bagatellisering, når den eneste grund til hans handlinger er en almen psykologisk mindreværdsfølelse. Hun taler om, at kærlighed og opdragelse skal holde mørket i skak. Det må betyde, at havde han fået lidt mere kærlighed og havde haft lidt mindre mindreværd, havde han ikke begået sin ugerning. Det er en bagatellisering, men også en fejlslutning. For det gør os alle sammen til potentielle forbrydere. Det, mener jeg, er forkert, siger Niels Jørgen Cappelørn.

Mørke sider hører med til det at være menneske. Men det mørke, vi finder i os selv, er ikke identisk med det mørke, der har fremkaldt Breiviks ugerning. Det er denne fejlslutning, der ifølge Niels Jørgen Cappelørn gør klummen så provokerende.

Der er et spring her. Det er en anden kategori. Kristeligt set har vi både det gode og det onde i os, men det er ikke det samme som at have potentialet til koldblodigt at dræbe så mange mennesker på så bestialsk vis og uden at angre. Derfor er det dybt provokerende, når man ifølge Sørine Gotfredsen er naiv eller hovmodig, hvis man ikke kan finde noget i sig selv, som gør, at man kan identificere sig med Breivik, siger han.

Når Sørine Gotfredsen dermed er på nippet til at fratage Breivik ansvaret for sine gerninger, er det nødvendigt at diskutere, hvad vi skal forstå ved et begreb som arvesynd, mener Niels Jørgen Cappelørn.

Sørine Gotfredsen synes at have den almene kristelige opfattelse, at mennesket er både ondt og godt, og det har at gøre med arvesynden. Men hvad skal vi så forstå ved arvesynden? Tager vi den klassiske betydning, er det en synd, som vi har arvet fra vores forældre, og dermed er synden ikke noget, vi selv er ansvarlige for. Denne arvesyndstænkning er problematisk, fordi den bliver til bortforklaring. Kierkegaard gør op med arvesynden i klassisk betydning, fordi den sætter friheden og ansvaret ud af spil. I hans forståelse er arvesynden det syndefald, der sker i ethvert menneskes liv, når man synder, og det er man selvfølgelig skyldig i. Det er i frihed, man synder, og dermed er man selv ansvarlig, siger han.

Derimod har Sørine Gotfredsen en vigtig pointe i, at uanset hvor umenneskelig Breivik er, skal han betragtes som menneske. Skubber man ham uden for den kategori, bliver han et monster, og så kan man ikke længere holde ham ansvarlig. Det skete for eksempel i sagen i Østrig, hvor en mand, der indespærrede og mishandlede sin datter i 24 år, hurtigt blev stemplet som monster.

Det er umådelig vigtigt at sige, at Breivik er menneske, og at han derfor har det fulde ansvar for sine handlinger, at han er skyldig og skal straffes. Og så i øvrigt tilgives, når han har udstået sin straf, siger Niels Jørgen Cappelørn.

Kritikerne begår dog en stor fejlved at betragte Breivik som enestående, lyder det fra klummens forfatter. Ifølge Sørine Gotfredsen er det ikke hende, men tværtimod de to kritikere, der afsporer diskussionen ved at anklage hende for at gå let hen over Breiviks forbrydelse.

Jeg bliver kritiseret for at gøre os alle til potentielle forbrydere. Og ja, jeg tror, at vi i en eller anden grad alle er potentielle forbrydere. Hvis man ikke kan sige det uden at blive anklaget for at bagatellisere forbrydelsen, så er samtalen røget af sporet, siger Sørine Gotfredsen.

Hvis vi erklærer Breivik syg og betragter ham som et komplet undtagelsestilfælde, har vi skabt en magelig position for os selv, hvor vi ikke behøver at føle os berørt af det kælderdyb, han repræsenterer. Jeg siger ikke, at vi alle kunne slå 77 mennesker ihjel med koldt blod. Men vi må anerkende, at vi selv rummer noget af det mørke, Breivik rummer. Gradsforskellen gør ikke, at vi kan tillade os at sige, at der ikke er en forbindelse mellem os og Breivik, siger hun.

Sognepræsten undrer sig over, at Niels Jørgen Cappelørn ikke tillægger Breiviks opvækst nogen betydning for hans ugerninger.

Jeg mener, at man må fastholde en mulighed for, at det kunne have været forhindret, hvis Breivik havde haft en mere kærlig og tryg opvækst. Hvis der ikke er plads til at sige det, stempler man Breivik som uforbederlig og skingrende sindssyg. Det er rigtigt, at Breivik skiller sig ud ved at have begået de sadistiske gerninger alene. Men det betyder ikke, at han befinder sig uden for det almenmenneskelige. Mener man det, forsøger man at ophøje det såkaldt normale menneske til noget, det ikke er, siger hun.

Ifølge Sørine Gotfredsen overfortolker Niels Jørgen Cappelørn Kierkegaards syn på arvesynden: Kierkegaards ord om det enkelte menneskes fulde frihed er en teori, men i virkelighedens verden er intet menneske suverænt herre over egne handlinger, mener hun.

Vi kan ikke undgå at synde. Uanset hvor smuk en skabning mennesket er, er vi mærket af en fælles uomgængelig syndighed, som vi slås med hele livet. Det er en form for automatik ved det at være skabt. Jeg tror heller ikke, at Kierkegaard registrerede et menneske, der ikke syndede. Man kan ikke sige, at vi dermed ikke har et ansvar og en pligt til at kæmpe imod, men heller ikke, at mennesker suverænt bestemmer selv.

Udsagn som dem, de to teologiprofessorer kommer med i deres kritik af Gotfredsens klumme, er snarere en bagatellisering af Breiviks handlinger. Det mener psykolog Dorthe Birkmose, som skriver om og underviser i ondskabens psykologi og forråelse. Psykologen læser klummen som et opråb og en opfordring til at tale om menneskets onde handlinger og om, hvad ondskab er.

Det ville være at bagatellisere det, hvis man tog alle onde handlinger og sagde, at det var udtryk for sygdom. Hvis man eksempelvis tænkte, Hvis bare Breivik får en diagnose, og man bliver enig om, at han er syg på en sjælden måde, og det er jeg heldigvis ikke selv, så har det ikke noget med mig at gøre. Så behøver jeg ikke bekymre mig om ondskaben.

Dorthe Birkmose forstår godt, at det kan provokere, hvis man ud af Sørine Gotfredsens klumme læser, at vi alle er Breivik. Men det er ikke det, der ifølge psykologen er hendes ærinde. Hun skriver, at vi alle kender mørke sider af os selv, som vi ikke er stolte af, påpeger Dorthe Birkmose. Vi kender det at handle ondt.

Så spørgsmålet er, om man tør relatere Breiviks onde handlinger til sig selv. Det interessante er nemlig ikke Breivik og hans handlinger, selvom de er forfærdelige, men hvad de siger om os andre, mener Dorthe Birkmose.

Det er ekstremt, hvad Breivik har gjort, men vi kan alle få samme tænkning. Der, hvor det tydeligt kommer til udtryk, er ved lysten til hævn. Jeg har hørt fra mange helt almindelige mennesker, hvordan de fantaserer om hævn. De er både parat til at slå ham ihjel og torturere ham. Og der bliver det interessant. For når man får de hævnfølelser, hvordan er man så et bedre menneske end Breivik?.

Dorthe Birkmose er dog ikke enig i, at vi alle har et mørke eller et kælderdyb. Ifølge ondskabens psykologi er vi ikke født med noget ondt i os, men vi kan handle ondt, når vi kommer i bestemte situationer, og det hænger sammen med vores trang til at være sociale, påpeger hun:

Mennesket har brug for at knytte sig til andre og søger grupper, som er ligesom os selv. Men når vi er knyttet til nogle mennesker, sætter vi os i stand til at gøre andre mennesker ondt for at beskytte dem, vi er knyttet til. Så ondskaben er i virkeligheden den mørke side af vores evne til at knytte os til nogen.

Breivik siger, at han var nødt til at gøre, hvad han gjorde, for at beskytte Norge fordi han var knyttet til det norske folk. Så på den måde er hans logik ikke anderledes end alle mulige soldater og torturbødlers. I psykologien ved vi, at sådan vil vi alle have det, hvis vi bliver presset hårdt nok i forhold til de mennesker, vi er knyttet til, siger hun.

At nogen overhovedet lader sig provokereaf klummen, vækker undren hos professor, dr.phil. og forskningsdirektør ved Aarhus Universitets pædagogisk-filosofiske forskningsinitiativ til studiet af sind og tænkning Lars-Henrik Schmidt.

Han er uenig i, at Sørine Gotfredsen bagatelliserer Breiviks handlinger.

Det kommer bag på mig, at man skulle kunne forestille sig, at vi ikke alle har et kælderdyb, siger han.

Så den modsætning, hun laver, hvor man enten er vildt optaget af sagen eller lader, som om den er ligegyldig, er snarere en irritation for mig end en provokation. Som det er beskrevet her, er vi alle syndere for Vorherre eller har et kælderdyb, som Dostojevskij beskriver det. Men det er et grundvilkår, som jeg ikke mener, denne klumme bidrager til belysningen af, siger han.

At civilisationen er skrøbelig, og at vi kan falde tilbage til barbari, kan ikke siges ofte nok. Men det burde ikke provokere nogen.

Alligevel mener Lars-Henrik Schmidt ikke, at du og jeg ville kunne udføre Breiviks handlinger:

Vi har lært at styre og gøre rent i kælderen gennem uddannelse, sjælesorg, terapi og lignende. Eller også har vi ikke det behov for at gøre opmærksom på os selv som en, der ikke kan bære afmægtigheden. De fleste af os lærer at leve med afmægtigheden. Men at vi har den, anser jeg ikke for et problem.

Hvorvidt man kan bruge begrebet arvesynd, når man taler om Breivik, afhænger ifølge Lars-Henrik Schmidt af, hvordan man opfatter begrebet. Som idéhistoriker og filosof er hans opfattelse af arvesynden, at man er født afmægtig og dermed henvist til noget, der er større end en selv.

Man kan sige, at det, som en Breivik set i det lys protesterer imod, er at være afmægtig, at være overset og at være et normalt menneske. Og det kompenserer han for ved at påkalde sig opmærksomhed og forsøge at vise, hvor stærk han er, siger han.