Prøv avisen
Før søndagen

Steen Hildebrandt: Vi skal alle være tjenende over for kloden

”På en måde er jeg nok en fritænker, der kulturelt og værdimæssigt forbinder mig med religionen i mit område,” siger professor emeritus Steen Hildebrandt. – Foto: Leif Tuxen

En god leder er ikke den, der er størst og mægtigst, men den, der tjener andre, siger professor emeritus Steen Hildebrandt. Søndagens tekst får ham til at reflektere over Jordens kritiske tilstand og menneskers ansvar for samme

I nærheden af Steen Hildebrandts hjem på Frederiksberg i København ligger en grund, der længe har været til salg. Egentlig var der planer om et nyt byggeri på det store areal, som tidligere tilhørte en fabrik, men forleden hørte den 74-årige professor emeritus, at selskabet bag planerne havde opgivet. For jordprøver viste, at grunden var alt for forurenet.

”Det viste sig, at fabrikken havde ført gift lige ned i jorden og ødelagt den. Det er bare ét eksempel på, hvordan vi overalt i verden dagligt gør skade på Jorden, fordi vi har troet, at vores lille klode kunne tåle alt. Vi har forurenet, svinet, sprængt atomvåben i luften og sprøjtet ting i dyr og grøntsager for at få dem større eller flottere. Vi skader i den grad vores jord, hvilket måske kunne gå, da vi var en eller to milliarder mennesker i verden. Men nu nærmer vi os otte milliarder,” siger han.

Klodens tilstand er noget, der for tiden fylder meget hos Steen Hildebrandt. Han har blandt andet netop skrevet en lille bog om FN’s 17 verdensmål, som indebærer et ønske om at afskaffe fattigdom og sult, skabe bedre sundhed samt en mere bæredygtig økonomisk vækst.

Og klodens tilstand popper da også op i den tidligere professors hoved, da han læser den tekst, der prædikes i landets kirker på søndag. Her drøfter apostlene, hvem der er den største, hvortil Jesus siger, at de som ledere skal være som den, der tjener.

”For mig er tjener-perspektivet det vigtigste i teksten, og jeg tænker det ind i den meget aktuelle globale problemstilling om, at vi alle skal være tjenende over for kloden. Jorden er truet af den meget voldsomme acceleration, der har fundet sted de seneste 50-100 år – produktionsmæssigt, befolkningsmæssigt og forureningsmæssigt. Alle de pres gør, at kloden har det rigtig, rigtig skidt, og at vi derfor alle skal være tjenende og yde vores bidrag frem for bare at sidde til bords og kræve noget,” siger han.

Steen Hildebrandt sidder i hjemmets sorte lædersofa med den et år gamle cockerspaniel Nansen halvt sovende ind over sig. Den har fået lov til at være i møblerne, erkender han lidt flovt. Mindre blød er han, når det kommer til at give en opsang om vores ansvar for naturens tilstand.

”Vi har viden nok til at forstå, at noget af det, vi gør ved naturen, er forkert, men alligevel gør vi det. Jeg tror, det er udtryk for en enorm grådighed, uforstand og stupiditet,” siger han.

Der er altså brug for en større ansvarsfølelse, og den følelse kan ifølge den tidligere professor passende begynde med god ledelse, hvilket også er et emne i søndagens tekst. Steen Hildebrandt har selv forsket i ledelse og finder det vigtigt, at ledere i dag ser sig som medansvarlige for helheden og ikke bare ”rager til sig”.

”Det handler om at føle et ansvar for det fællesskab, man er sat til at lede og være en del af. Som minister går det for eksempel ikke at mele sin egen kortsigtede vælgermæssige, politiske eller økonomiske kage,” siger han.

Det modsatte af at være tjenende er ifølge Steen Hildebrandt at være grådig og gå for meget op i andre ting som at konkurrere med andre.

”I søndagens tekst mærker man for eksempel en lidt primitiv tilbøjelighed hos apostlene til at måle sig op mod hinanden og se, hvem der er størst, ældst, har flest penge og så videre. Det er usundt og dybt uklogt. Jeg skal jo ikke sammenligne mig med andre. Jeg er mig. Vi skal finde vores egen identitet og værne om den.”

Hvor søndagens tekst altså kan minde os om vores fælles ansvar og rolle som tjenende, kan kristendommen måske også være årsag til, at vi glemmer at respektere naturen, siger Steen Hildebrandt.

”Vores tilgang til naturen kan måske være hjulpet på vej af, at der i skabelsesberetningen står, at vi skal gøre os til herre over fugl og fisk. Hvis vi tager det på ordet, læser jeg det som en meget skæv tilgang til naturen for os mennesker,” siger han.

Den store optagethed af naturen stammer fra Steen Hildebrandts barndom. Han er født og opvokset i et hus omgivet af en stor skov, og hans far var skovfoged.

”Så jeg lærte hurtigt om årets gang, træernes liv, blomster, bier og dyr. Jeg tror dermed, jeg har fået noget foræret, som mange unge mennesker næsten aldrig kommer i nærheden af. For mange bor i dag i storbyer og har aldrig rørt en ko eller set et lille træ blive plantet,” siger han.

Mens naturen fyldte i barndomshjemmet, gjorde tro det ifølge Steen Hildebrandt omvendt ikke. Selv ser han sig heller ikke som stærkt forbundet til nogen trosretning.

”Jeg er medlem af folkekirken og har været det altid, og jeg går i kirke – i nogle perioder sjældent og i andre jævnligt. Og jeg opfatter mig som kristen på den måde, at jeg kan relatere til de kristne værdier, der blandt andet kommer til udtryk i De Ti Bud og i kristendommens etik og moral. Men noget af den dogmatik, der ligger i religioner, ikke bare kristendommen, har jeg svært ved at forbinde mig med. Så på en måde er jeg nok en fritænker, der kulturelt og værdimæssigt forbinder mig med religionen i mit område,” siger han.

Derudover kan han også lide den buddhistiske filosofi og det spirituelle, som han ser som et udtryk for helhed og sammenhæng i verden.

”Jeg kan lide tanken om, at vi er på vores fælles klode, som vi alle har ansvar for. Det spirituelle er en anden måde, hvorpå vi kan prøve at forstå de milliarder af år, hvor kloden har været i udvikling sammen med fugle, dyr og planter. I det perspektiv er vi mennesker jo et ungt fænomen,” siger han.

Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville inddrage FN’s 17 verdensmål som eksempel på den ultimative tjenende adfærd og på en adfærd, der lægger op til en solidaritetstænkning og altså ikke handler om at måle sig op mod hinanden, men om, hvad vi enkeltvist og sammen kan gøre for fællesskabet.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

’Du må ikke slå ihjel’. Det at slå ihjel er den yderste form for disrespekt for livet.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Den er karakteriseret ved, at en præst, jeg har tillid til, holder en klar prædiken, der selvfølgelig tager udgangspunkt i dagens tekst, men også omsætter teksten til et klart aktuelt og relevant tema. Jeg elsker en klar prædiken, hvor jeg kan mærke personen bag præsten, og hvor det kan nærme sig noget politisk eller holdningsmæssigt.

Hvordan er dit gudsbillede?

Det er visdom. Jeg ser det som symbol på helhed, ansvarlighed og sammenhæng.