Prøv avisen
Interview

Knud Romer: Vi skal give plads til det ekstraordinære

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ifølge Knud Romer oplever Jesus i søndagens evangelietekst, hvad mange andre har erfaret: at det kan være svært at vokse ud af omgivelsernes indgroede forestillinger

I søndagens evangelietekst vender Jesus tilbage til Nazaret, byen hvor han voksede op. Her deltager han i sabbatten i byens synagoge, og undervejs læser han højt af de hellige skrifter. Han afbrydes af tilhørerne, der højlydt udbryder: ”Er det ikke Josefs søn?”. Afbrydelsen får Jesus til at erklære, at han ikke vil udføre de samme mirakler i Nazaret, som han har gjort andre steder, selvom tilhørerne nok forventer det. For ”ingen profet er anerkendt i sin hjemby”, lyder hans afvisning.

Jesus reagerer på den spændetrøje, som de forestillinger og forventninger, mennesker ofte har om og til deres medmennesker, kan siges at være. Det mener i hvert fald forfatteren Knud Romer, der peger på, at Jesus i søndagens tekst udelukkende vurderes i kraft af at være Josefs søn.

”For alle andre er han Kristus, frelseren. Han bliver vurderet ud fra sine handlinger, mirakler og taler, men i hjembyen vil de altid se ham som den, han var. Her vil han altid være håndværkersønnen. Her vil han ikke kunne løsrive sig fra sin herkomst, og det vil altid definere, hvad folk mener, han kan sige, og hvad han kan tillade sig,” siger Knud Romer.

I sådan en ramme er det svært at bryde ud og vokse sig større, mener han. Tilhørerne opfatter på trods af miraklerne stadig Jesus som en, der er vokset op i byen blandt dem, og derfor også som deres ligemand. Det er også derfor, de viser så stor en modvilje mod, at Jesus hæver sig over dem, og de derfor ender med at fordrive ham fra byen, mener Knud Romer.

Den tekst har ikke mindst værdi for mennesker i dag, siger Knud Romer. Især i Danmark, hvor vi ligesom tilhørerne i søndagens tekst er bedre til at bryde vores helte ned end til at dyrke dem, mener han,

”I stedet for at hylde folk, der er ekstraordinære, og tænke ’Hold da op, er det sådan man gør, det vil jeg også’, så sker der jo ofte det samme som i teksten her. Vi føler det som en reduktion af os selv, når vi oplever at andre mennesker hæver sig over os – som om vi selv mister noget, hvis der er nogle, der præsterer noget, der gør dem særlige,” siger han og giver nogle konkrete eksempler:

”Man kan fremhæve Jørn Utzon, der var verdens største arkitekt alle andre steder end i Danmark, hvor han ikke mødte andet end bøvl, jalousi og forhindringer. H.C. Andersen var jo også allerede den her store eventyrdigter i England og Tyskland, før vi tog ham til os. Her var han længe fanget af de kår i Odense, han kom fra. Han var ham særlingen med den lange næse, der ville være balletstjerne.”

Derfor rummer teksten ifølge Knud Romer en vigtig pointe: Der er folk, som er værd at følge og efterleve, fordi de er ekstraordinære. Og man kan godt blive til mere og andet, end man kom fra, hvis man ikke tynges af de rammer, mennesker sætter for hinanden.

”Vi skal lade være med at føle, at det, at andre mennesker præsterer noget ypperligt, er noget, der gør os mindre. Det er snarere noget, der giver noget. Det er det, der fylder vores liv med musik, med litteratur, med opfindelser,” fortæller han.

Men på den anden side er det svært helt at fralægge sig den misundelse, der kan komme snigende, når vi oplever andres menneskers succes. For det taler direkte imod vores evolutionsbiologiske hjerner, mener han. I den del af hjernen gælder der tre ting: position i fødekæden, territorium og forplantning. Det er stadig grundlæggende det, det hele handler om, mener Knud Romer.

”I dag kan de tre faktorer groft sagt oversættes til penge, en strandvejsvilla og en flot kone. Derfor vil man nok altid have svært ved fuldstændigt at unde andre deres succes og penge, fordi vores evolutionære instinkter opfatter det som om, vi bliver sat tilbage i kampen om at gøre os gældende.”