Prøv avisen
Før søndagen

Forstander for Reden: Vi skal ikke dømme dem, som søger vores hjælp

”Min opvækst har båret mere præg af Land og Folk og frisind end bøn og kirkegang. Men jeg er vokset op med meget stærke værdier og et kristent menneskesyn. Der har ikke været klare referencer til Bibelen og Jesus, men jeg har kunnet genkende mit eget menneskesyn, når jeg senere i livet er blevet konfronteret med Bibelens tekster,” siger Kira West, leder af Reden International. Foto: Rasmus Degnbol

Prostituerede og misbrugere skal behandles med respekt, ligegyldigt hvilke hasarderede livsgerninger de kaster sig ud i, siger Kira West, forstander for Reden International og Reden København. Ifølge hende er vi ikke bedre end farisæerne, når vi dømmer andre for ikke at leve op til velfærdsstatens idealer

Når klokken passerer 22 om aftenen torsdag, fredag og lørdag, forvandles Istedgade i København til en jungle. Barnevogne og Christiania-cykler erstattes af udenlandske prostituerede, deres bagmænd, blå blink og lyden af sirener.

I en sidegade til Istedgade ligger Reden Internationals natcafé. Her kan kvinderne gå ned, når de i løbet af aftenen og natten har brug for en pause, lægehjælp eller sikkerhed. Typisk kommer der mellem 50 og 100 kvinder i løbet af en nat, siger lederen, Kira West.

”I natcaféen har uvedkommende ingen adgang. Her er der sikkert for en stund, og kvinderne ved, at der er nogen, der tager sig af dem og hjælper dem uden at tænke på, hvem de er.”

Denne torsdag formiddag er natcaféens grå sofaer tomme. Kira West har netop valgt at mødes her, da der er mere ro end i lokalerne i Reden København, som hun også er forstander for. I begge sine lederstillinger arbejder hun med kvinder i prostitution og misbrug, som blandt andet tilbydes gratis og anonym rådgivning og vejledning samt mad, støtte og omsorg.

Mens Kira West både er ny i Reden International og Reden København, er de brugere, hun møder, det sjældent. Nogle kvinder er kommet i Reden i 30 år og er blevet hjulpet igen og igen med misbrugsbehandling, bolig, kontanthjælp og psykiatri. Selvom mange kommer tilbage med de samme problemer, så mødes de hver gang med en ikke-dømmende tone og med samme forståelse og respekt.

”Det er essensen af Redens arbejde at have en betingelsesløs tro på de mennesker, der søger hjælp og at behandle dem ligeværdigt og med respekt, uanset hvad de kaster sig ud i af hasarderede livsgerninger. Det kan være, de havde en nedtur, sidst de var i Reden, og at de råbte og kastede med ting. Men næste gang de kommer, bliver der taget godt imod dem igen,” siger Kira West.

Dette er ifølge hende ikke kun essensen og temaet i Redens arbejde, men også i søndagens tekst, hvor en kvinde, der lever i synd, under et middagsselskab vasker Jesu fødder og bliver tilgivet.

”Teksten handler om, hvor vigtigt det er, at vi ikke møder folk med fordømmelse, når de søger vores hjælp. Det er det samme budskab, vi finder i lignelsen om den fortabte søn, som kommer tilbage til familien efter at have ødslet sin formue bort og bliver tilgivet. Sådan skal vi også hjælpe, for hvis vi møder mennesker med de forkerte krav og den forkerte tilgang, så er udgangspunktet for at hjælpe der ikke.”

Ifølge Kira West er der – i hvert fald herhjemme – heldigvis sket noget med vores syn på kvinders seksualitet, siden søndagens tekst blev skrevet. Til gengæld bliver der i dag fældet både politisk og moralsk dom over dem, der ikke ”lykkes”, siger hun.

”Vi har den største og stærkeste velfærdsstat i verden med uanede muligheder og rettigheder for dem, som kan. Det er et slaraffenland for os med evnerne og ressourcerne til at gribe de muligheder, men lukket land for andre, som ikke kan følge med. Jeg synes ikke, vi er bedre end farisæerne i teksten, når vi dømmer andre for ikke at leve op til velfærdsstatens idealer om, at man skal præstere for at vise, at man virkelig kan rykke fremad og udnytte de muligheder, man er blevet givet.”

En anden pointe i teksten er, hvor vigtigt det er, at den, der søger hjælp, også tror på, at han eller hun bliver hjulpet, forstået og respekteret, siger Kira West.

”Hvis jeg ikke tror på, at du tror på mig, så kan du ikke hjælpe mig. Mange kvinder i Reden føler sig ikke forstået, og det kræver ekstremt meget venlighed at opnå deres tillid. Det handler om at se på det, de kan, og behandle dem som individer. Måske har de en bid af en uddannelse, et godt netværk eller en bolig, som man kan tage udgangspunkt i. Det kan være bittesmå fragmenter, som vi så skal bygge en tømmerflåde af. Man må gerne kalde mig naiv, men jeg tror, alle har ressourcerne til at ændre deres situation. Vi skal bare være tålmodige.”

Særligt de udenlandske kvinder i Reden International kan være svære at skabe tillid til, siger Kira West.

”Det er kvinder, der har klaret de mest umulige ting. De har forhandlet med hardcore menneskesmuglere i hjemlandet, er blevet udnyttet, voldtaget og har sultet og mistet veninder på vej op gennem Sahara, hvorefter de er havnet i Libyen og har ventet på at komme med gummibåd over vandet. De, der kommer til Europa og til Danmark, har i mange måneder været udsat for noget, man skulle tro var løgn. Så hvis ikke de er vagtsomme, ved jeg ikke, hvem der skulle være det. De stoler ikke på nogen.”

De fleste kvinder, der kommer i natcaféen, er fra Nigeria. Selvom mange skylder flere tusinde kroner til menneskesmuglere og ofte trues med vold, er der én ting, de frygter mere end noget andet: gudernes straf. For de fleste af kvinderne spiller religionen en stor rolle, og det udnytter menneskehandlerne, forklarer Kira West. De får nemlig kvinderne til at aflægge en juju-ed, som betyder, at de ikke må afsløre deres bagmænd. Hvis de gør det, vil de blive forbandet.

I Redens tilbud er det muligt at tale om tro, men der foretages ikke religiøse handlinger. Tværtimod respekterer man, at kvinderne, der søger Redens tilbud, selv ”slukker for Gud”, mens de er på arbejde. I stedet er det fagligheden og det kristne værdisæt og menneskesyn, der er i fokus i Reden – og også hos Kira West selv.

Troen er ellers ikke noget, hun er vokset op med. Snarere tværtimod.

”Jeg er født i 1975 midt i opgøret med de konservative traditioner og institutioner. Mine forældre var på opgørsholdet, så min opvækst har mere båret præg af Land og Folk og frisind end bøn og kirkegang. Men jeg er vokset op med meget stærke værdier og et kristent menneskesyn. Der har ikke været klare referencer til Bibelen og Jesus, men jeg har kunnet genkende mit eget menneskesyn, når jeg senere i livet er blevet konfronteret med Bibelens tekster,” siger hun og tilføjer, at hendes forældre nok har givet hende det bedste fra Jesus og Karl Marx.

”Fra kristendommen har jeg tanken om at møde mennesker med ligeværd og respekt, og fra Marx kommer tanken om, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder, og at dem med evnerne også har forpligtelserne. Jeg er altså ikke kirkegænger, men meget troende i den forstand, at mine værdier fylder meget i mig. Og der, hvor jeg virkelig kan mærke dem, er, når de bliver knægtet. Når jeg oplever uretfærdighed, bruger jeg mine værdier som kompas. Og de er et godt kompas at have.”