Prøv avisen
Før søndagen

Vi skal ikke være færdige, men blive ved at vandre

”Vi mennesker vil ofte ikke være mennesker, men den menneskelige vej er netop den vandring, vi er sat på,” siger Ele Bonde. - Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

Ele Bonde besluttede som niårig at elske livet på trods af sorg og smerte. Den beslutning har hun måttet tage mange gange siden. Men hun er sikker på, at det er, hvad Jesus opfordrer os til, når han taler om at blive født på ny

Da Ele Bonde var ni år, afgav hun et løfte til Gud. Hun lovede, at hun igen ville elske livet. Baggrunden var, at Ele Bondes far døde, da hun var otte år. Hendes mor gik i sort - i bogstavelig og overført betydning - og Ele og hendes søskende mærkede både tabet af faren og af den glade mor, de hidtil havde kendt. Ele Bondes mor begyndte at forære sine farvestrålende kjoler væk, og Ele oplevede det, som om moderen samtidig gav mere og mere af håbet og livet væk. Så hun gik ofte op i moderens klædeskab og lod sine fingre glide gennem de kulørte stoffer, faldt i staver og længtes. En dag bad hun sin mor tage en af de gamle kjoler på igen. Det var, da moderen endelig opfyldte det ønske, Ele afgav sit løfte til Gud.

Det blev det første af mange løfter, den nu 56-årige Ele Bonde har givet til Gud. Løfterne har hun afgivet, når hun - trods en klar bevidsthed om, at livet som menneske rummer smerte, sorg og svære dilemmaer - alligevel har valgt at træde fuldt ud ii det og leve det. At gøre det er, efter Ele Bondes mening, hvad Jesus opfordrer os til, når han i søndagens tekst siger:

”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”

At se Guds rige er, som Ele Bonde opfatter det, ikke et spørgsmål om at se alting i et lyserødt skær, hvor smerte og lidelse forsvinder. Snarere handler det om at elske livet, som det er.

”Når Jesus siger, at vi skal fødes på ny, opfatter jeg det som en fødsel, vi selv vælger, modsat den fødsel, vi oplever, når vi bliver født som spæde. Ved den første fødsel beslutter vi intet selv, men oplever at forlade den trygge tilstand i livmoderen og gennem en farefuld proces komme ud til en verden, som rummer både godt og ondt, smukt og frygteligt. Herefter skal vi igen og igen vælge at lade os føde til livet ved at gå ind i det.”

For Ele Bonde kom den erkendelse allerede, da hun som niårig nødede sin mor til at tage en af de gamle kjoler på, og hun efterfølgende besluttede sig for at elske livet ved at elske, hvad hun var lige i nærheden af. Elske stenene, hun tog i hånden for at slå smut. Elske sin fløjte. Elske at springe ned ad trappen og mærke sine spring. Hun øvede sig på den måde i at elske tingenes væsen og den kraft, der havde skabt dem. En øvelse, hun stadig gør, når hun i en periode, hvor noget er svært, får lyst til at trække sig tilbage fra livet. Så tager hun billedligt talt igen fat i kjolerne for stædigt at elske livet og blive født til det på ny. Hun kan gøre det ved at mærke på det keramikkrus, hun drikker te af om morgenen, og tænke på sammenhængen bag det: Keramikeren, der har formet det med omhu, jordarbejderne, der har fundet leret og så videre.

Andre måder, Ele Bonde oplever at kunne fastholde forbindelsen til både jord og himmel, er at sidde stille en lang stund om morgenen. At råbe til Gud og stille ham alle de spørgsmål, hun savner svar på. At pusle om planterne i sin og manden Steen Bondes have omkring huset i landsbyen Lee nær Bjerringbro og gennem dem sige ja til jorden. Når hun gør det, genetablerer hun forbindelsen mellem det himmelske og jordiske, sådan som hun oplever, at Jesus opfordrer Nikodemus til at gøre.

”Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske?”, spørger Jesus.

”Jesus peger på jorden, når Nikodemus taler om sin længsel mod Himlen. Han anerkender Nikodemus' længsel, men gør det klart for ham, at ånd og kød har brug for hinanden. Ånden har brug for os og vores jordiske liv til at virke i, også selvom vi er så menneskelige og fejler gang på gang,” siger Ele Bonde.

Hun sidder i stuen i hjemmet i Lee. Uden for vinduerne står blå krukker med blomster og krydderurter, og i vindueskarmen står en Jesus-ikon. Huset og dets omgivelser med marker og skov emmer af ro og spejles i Eles smil og stemme. Sådan kender mange deltagere i hendes retræter og åndelige vejledningsforløb hende. De fleste ved ikke, at også hun har haft sine natlige samtaler med Jesus, hvor alt er blevet vendt på hovedet, sådan som det sker for Nikodemus, da han i søndagens tekst opsøger Jesus i ly af mørket. Som farisæer er han vant til at anskue Guds vilje som et spørgsmål om, at mennesket skal følge bestemte regler og forskrifter, men det er en helt anden tankegang, Jesus introducerer ham for. På samme måde måtte Ele Bonde i sin ungdom erkende, at det billede af Gud, hun var vokset op med, ikke stemte overens med hendes længsel efter en Gud, der sammen med hende kunne rumme hele livet. Hun voksede op i Tyskland i en protestantisk familie med en stærk kristentro, som blev praktiseret i det daglige. Ikke mindst bibellæsning og kirkegang fyldte meget i hverdagen, og det blev suppleret af undervisning i den katolske skole, hvor Ele gik. Så det kristne budskab og de bibelske for-tællinger var noget, hun ikke for alvor satte spørgsmålstegn ved som barn. Men som ung oplevede hun, at fortællingerne var døde for hende. De talte ikke ind i hendes livserfaringer, kastede ikke lys ind over de mørke sider i hendes sind og gav hende hverken forklaringer på det smertefulde eller anvisninger på en vej videre. Så hun søgte væk fra sin families kirke. Hun fandt først en vej videre, da hun en del år senere blev introduceret for bibliodrama, der er en art rollespil med fokus på bibelske fortællinger, som hun siden har taget en fireårig uddannelse i.

”Gud opfordrer os til at turde se på det levede liv uden at adskille de ulykkelige dage fra de lykkelige. I bibliodrama fandt jeg et rum, hvor det kan ske. Hvis vi tør træde ind i de bibelske fortællinger med os selv og hele vores liv, bliver de levende for os,” siger hun.

Hvordan teksterne har fået nyt liv for hende, beskriver hun i bogen ”Ansigtets gåde”, som udkom i 2010. I bogen reflekterer hun over en række bibeltekster, blandt andet teksten om Nikodemus' møde med Jesus, om hvilken hun bemærker, at den indledes med ordene ”Der var et menneske”. For Ele Bonde tydeliggør det, hvordan Nikodemus i sit møde med Jesus repræsenterer hver og en af os. Det, Jesus siger til Nikodemus, handler om at turde at være menneske, mener hun.

”Vi er nok typisk meget optaget af at leve rigtigt - på samme måde, som farisæerne var optaget af at følge reglerne. Men det fører os ikke til himmeriget. Det er det, Jesus siger til Nikodemus, og som han siger til os. Vi må turde være mennesker med vores fejl og mangler i stedet for at flygte fra livet. Det handler ikke om at blive færdige med alle spørgsmålene, men om at blive ved at vandre. Vi mennesker vil ofte ikke være mennesker, men Jesus viser os, at det er det værd, at det er en værdifuld vandring.”